Den evangelisk-lutherske kirke har indgået et registreret partnerskab med den danske stat. Konsekvensen er klar: Som modydelse til statstilskuddene må folkekirken føje sig efter de regler, som et flertal i Folketinget vedtager.

Ligesom gymnasier og sygehuse ikke må diskriminere borgere på baggrund af seksualitet, giver det heller ingen mening, at folkekirken stadig forskelsbehandler homoseksuelle. Uanset fortolkninger af gamle skriftsteder og lærde prædikener kan folkekirken ikke undslå sig at være underlagt samfundets love.

Derfor må folkekirken til at acceptere normale regler for ligestilling.

LÆS OGSÅKirkefolk om homovielser: Politikerne nøler

Tilknytningen til staten har hævet kirkens fortryllelse. Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) åbner nu for, at homoseksuelle skal kunne indgå registrerede partnerskaber i den danske folkekirke.

Dermed gør hun ret beset kun, hvad der naturligt følger af den besynderlige konstruktion med en statslig folkekirke. Folkekirken er en del af den offentlige sektor, og præsterne er statsansatte embedsmænd, der bør behandle alle folk ligeværdigt.

Lærere, der ikke vil undervise eller eksaminere homoseksuelle, kan fyres. Det bør også gælde præster.

Ifølge loven
Grundloven siger, at »den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten«. Heraf følger det uundgåeligt, at det må være verdslig ideologi, og ikke gejstlig teologi, der skal styre folkekirkens virke.

Hvis de konservative præster, der ikke vil være med til at registrere homoseksuelle par – og i mange tilfælde også er imod kvindelige præster – ønsker at holde fast i deres patriarkalske principper, må de enten stifte små private frimenigheder eller kæmpe for at adskille stat og kirke.

Principielt set er det en uskik, at politikere blander sig i religiøse anliggender – som intet burde have med statens magtdomæne at gøre. Men så længe folkekirken tager imod pengene, privilegierne og de administrative opgaver, må præsterne acceptere indblandingen.

På længere sigt vil det være fornuftigt at give præsterne frihed til selv at bestemme deres ritualer, mod til gengæld heller ikke længere at få statstilskud, løn, hjælp til inddrivelse af kirkeskat og bureaukratiske beføjelser såsom navneregistrering.

Men indtil båndet mellem den evangelisk-lutherske kirke og staten brydes, må folkekirken behandles som andre offentlige institutioner.

Staten fylder kirkebøsser op med skattekroner. Det mindste, man kan forlange, er så, at også bøsser får fri og lige adgang til folkekirken.