Annonce
Annonce
Annonce

Amalie Kestler

Lederskribent på Politiken

Debattører

68'erne er en gennemhullet skydeskive

Opgøret med 68'erne har i mange år præget debatten. Er vi ikke snart færdige?

16
Gem til liste

Ingen generation i Danmark har fyldt så meget i samfundsdebatten de sidste 40 år som 68’erne.

De blev hyldet som frihedssøgende hippier, der redefinerede forstokkede opdragelsesmetoder og satte spørgsmålstegn ved samfundsstrukturerne.

Senere blev de anklaget for at være for optaget af fællesskabet til at kunne engagere sig i det nære – og dermed for at svigte familien. Og ved at udnævne arven fra 68 til ’smagsdommeri’ og ’rundkredspædagogik’ gjorde Anders Fogh Rasmussen dem til effektiv kanonføde for sin værdikamp.

LÆS OGSÅKatrine Marie Guldager gør regnskabet op med 68’erne.

I sommerserien om opvækst og holdninger bragte vi her i sektionen interview med forfatteren Katrine Marie Guldager og med Amalie Lyhne, seniorrådgiver i Liberal Alliance, begge børn af 68’ere og prægede af det.

Katrine Marie Guldager har på fornem vis sat temaerne til debat i sine romaner. Hun stemmer fortsat på Enhedslisten af fordelingspolitiske årsager, mens Lyhne har draget en anden konsekvens:

»Faktisk viderefører jeg jo mine forældres oprørstrang. Mine forældre gjorde oprør mod de normer, de blev født ind i, de ville bryde ud af de snærende bånd, i forhold til hvordan man skulle leve. Jeg gør jo præcis det samme. I gamle dage ville jeg klart have været rød. Dengang var der brug for et rødt oprør – blandt andet mod snærende normer og fattigdom. Nu er der brug for noget andet«, siger hun.

LÆS OGSÅLiberalist: »Som barn oplevede jeg venstrefløjens hykleri«

Kulturelt, samfundsmæssigt og socialt har der været brug for en modreaktion til de fejl, som 68’erne begik.

Var det ikke tiltrængt med en revitalisering af princippet om rettigheder og pligter, så vi kunne minde hinanden om, at statskassen ikke er som tegneseriefiguren Gammelpots vadsæk?

Amalie Kestler

Fogh Rasmussens regeringer udnyttede behovet for grænsedragning til at redefinere ideen om det gode liv – og om velfærdsstatens andel i det.

Resultatet er, at det nu handler mere om ’mig og mine’ og mindre om vores ansvar for hinanden.

Jeg er selv barn af 68’ere – født ind i ’socialismens vugge’, som en af mine forældres medkollektivister morsomt formulerede det, da jeg for nylig mødte hende for første gang, siden jeg var baby.

Jeg har selv haft brug for at sætte en del spørgsmålstegn:

Hvorfor prædikede 68’erne tolerance, når de ofte ikke var særlig tolerante over for folk, der havde andre meninger end dem?

Er ideen om fri kærlighed ikke bare en stor, fed illusion?

Og har de borgerlige ikke en pointe i, at grænserne for statens rolle over for det enkelte menneske måtte diskuteres?

Var det ikke tiltrængt med en revitalisering af princippet om rettigheder og pligter, så vi kunne minde hinanden om, at statskassen ikke er som tegneseriefiguren Gammelpots vadsæk; altid fyldt med det, vi lige står og mangler?

De begik fejl. Men de gjorde sandelig også det modsatte! 68’erne var af gode grunde optagede af at ændre samfundet.

LÆS OGSÅHold op med at skælde ud på 68'erne

1) De voksede op i en tid, hvor fysiske tæsk var et gængs disciplineringsmiddel i både skole og hjem. Det var helt i orden at slå på børn, for ellers blev de frække og uopdragne. De, der som mine forældre blev lærere, gjorde op med denne pædagogik: frygt skulle ikke være forudsætning for læring.

2) Der var meget få af arbejderklassens børn, som kom til de videregående uddannelser – det var bare ikke almindeligt, at gymnasierne rekrutterede elever fra skoler i arbejderkvarteret. Begge mine forældre var de første i deres familier til at gå på gymnasiet.

3) På universiteterne blev der kæmpet for medindflydelse og medbestemmelse – noget der indtil da var en by i Rusland.

4) Der blev sagt fra over for datidens patriarkalske familiestruktur, hvor faderen ofte holdt hele familien i baglommen, fordi det var ham, der tjente pengene. Uddannelse blev vejen til økonomisk selvstændighed og frigørelse. Kollektiverne dukkede op og udfordrede kønsrollerne og familiemønstre.

LÆS OGSÅNutidens unge giver 68'erne baghjul

Jeg ville aldrig sidde her og skrive ledere og signaturer i denne avis, hvis det ikke var for 68.

Mine mandlige kollegaer ville se mindre til deres børn, hvis det ikke var for 68.

Måske eleverne i folkeskolen stadig ville få tæsk og nære en så overdreven respekt for autoriteter, at kreativitet og opbygning af identitet led under det.

Vi bør huske, at vi har meget at sige 68 tak for.

Og ja, så er der noget, vi kan sige nej tak til.

Vi kan tage det gode med os og efterlade det mindre gode på bagperronen i formuleringen af drømmen om fremtidens gode liv.

Men skal vi ikke snart holde op med at lægge ansvaret for alskens samfundsskavanker 40 år tilbage?

68-generationen er en gennemhullet skydeskive.

PolitikenPlus
  • And Den lå i vejkanten og er fotograferet i lyset af Martin Lehmanns billygter. Smuk var den. Og helt stille.

    Pluspris 1.300 kr. Alm. pris 1.495 kr. Køb
  • Frilandsand til jul Ænderne går frit rundt på beplantede græsarealer og har adgang til frisk vand og kan søge skygge under træerne. De fodres med majs og korn og ellers spiser de, hvad de finder af vegetation udendørs.

    Pluspris 325 kr. Alm. pris 400 kr. Køb
  • Juletræstog til Rosendal Besøg den hyggelige gård Rosendal i Nordsjælland og vend hjem med højt julehumør og selvfældet træ.

    Pluspris fra 168 kr. Alm. pris fra 168 kr. Køb
  • Spil: Blitz Blitz er et lysende hurtigt bestsellerspil, der vindes af den, som hurtigst kan aflæse kortene og snuppe den rigtige genstand.

    Pluspris 160 kr. Alm. pris 200 kr. Køb
  • Chips Der sker altid noget, når man fokuserer på individet.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb