Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er som bekendt kommet til magten her i landet, og med den nyvundne magt er begge partier begyndt at definere sig selv som moderne socialister, der er økonomisk ansvarlige.

Men jeg har ærlig talt meget svært ved at se den økonomiske ansvarlighed. Til gengæld ser jeg en elitær snakkeklub, der svigter de svageste grupper i samfundet – særligt de lavtlønnede.

Hverken i ord eller handlinger har de to socialistiske partier vist nogen som helst reel vilje til at tage de hårde beslutninger, der pinedød skal til, hvis dansk økonomi skal tilbage på sporet.

Den bugnende offentlige sektor, som tynger samfundsøkonomien voldsomt, får bare lov til at vokse sig endnu større. Underskuddet på de offentlige finanser får lov til at stige til uanede højder. Verdens højeste skattetryk får lov til at beholde sin rekordstatus – godt nok vil regeringen sænke skatten på arbejde, men finansieringen skal komme fra øgede skatter og afgifter andre steder, og så er vi stort set lige vidt.

Alt det betyder, at Danmarks konkurrenceevne fortsat vil halte bagefter, at arbejdspladserne vil blive ved med at fosse ud af landet, og at vi vil blive ved med at rasle ned af ranglisten over verdens rigeste lande.

Det er ikke økonomisk ansvarlighed. Det er faktisk hamrende uansvarligt!

”Revolutionen er ikke noget teselskab,” har Mao Zedong efter sigende sagt. Samme stålsathed har nutidens socialister ikke.

Politikens chefredaktør Bo Lidegaard skriver i bogen ”En fortælling om Danmark i det 20. århundrede”, at venstrefløjen på ungdomsoprørets tid i bund og grund bare var ”et teselskab, hvor det var fjong at fyre en fed”. Nu er 68’erne blevet gamle, men de opfører sig – sammen med næste røde generation – på præcis samme måde i dag på trods af al deres snak om moderne socialisme.

For det er netop det, der kendetegner den danske venstrefløj: snak. Endeløs snak og meget lidt handling. Som et hyggeligt og tandløst teselskab sidder den venstrefløj, der nu er kommet til magten, og teoretiserer frem og tilbage i Informations spalter i stedet for at bruge tiden på at rette op på økonomien og skaffe arbejdspladser til danskerne.

Det betyder, at Danmarks økonomi får det gradvist dårligere og dårligere. Og det går først og fremmest ud over de svageste – netop de mennesker, som venstrefløjen påstår, at de vil beskytte.

De svageste kan vel inddeles i tre grupper. Først er der dem, der simpelthen ikke kan klare sig selv: De syge og de svært handicappede. Så er der dem, der godt kan arbejde, men som alligevel står uden for arbejdsmarkedet – kontanthjælpsmodtagerne, for eksempel. Og endelig er der dem, der er i arbejde til en meget lav løn.

For den første gruppe – de syge og de handicappede – spiller landets generelle økonomiske tilstand en kolossal rolle, fordi de er afhængige af hjælp fra det offentlige. Dem svigter venstrefløjen, når den bare lader samfundsøkonomien fortsætte mod afgrunden.

For den anden gruppe – kontanthjælpsmodtagerne – er det helt afgørende, at de økonomiske incitamenter til at tage et arbejde er til stede, og at der er arbejdspladser at få. Dem svigter venstrefløjen, når den fjerner kontanthjælpsloftet, fastholder verdens højeste skattetryk og hælder nye afgifter ud på virksomhederne, der dermed får sværere ved at bevare arbejdspladserne og ikke mindst skabe nye.

For den tredje gruppe – de lavtlønnede – er det vigtigste, at de får noget ud af deres slid. Kort sagt: At det kan betale sig at arbejde. Dem svigter og håner venstrefløjen, når den lader forskellen mellem at være på kontanthjælp og at være i arbejde være meget lille eller decideret ikke-eksisterende.

Og venstrefløjens svigt stopper ikke hér. Fælles for alle tre grupper af svage medborgere er selvfølgelig, at de ikke har ret mange penge til rådighed hver måned. Derfor er det særlig svært for dem, når den nye regering lader afgifterne på vand, varme, almindelige fødevarer, sprut og cigaretter stige til uanede højder.

For at være fair: Der er faktisk et par forskelle mellem 68-socialismen og det, Villy Søvndal og Johanne Schmidt-Nielsen kalder den moderne socialisme. Den vigtigste er venstrefløjens nye sundhedsfascisme.

Med et stift blik på de statistikker, som Sundhedsstyrelsen og andre velmenende instanser sprøjter ud, kaster de moderne socialister sig hovedkulds ud i gradvist mere hysteriske forslag – alt sammen med det ophøjede formål at få sundhedsstatistikkerne til at se bedre ud. Absurd stigende afgifter på alt, der fra det offentliges side dømmes usundt. Statslige retningslinjer for voksne menneskers søvnbehov. Begrænsninger af plejehjemsbeboeres forbrug af saftevand. Stramninger af rygeloven, der skubber samfundets allersvageste ud af bodegaen og hen på den kolde bænk.

De moderne socialister er selv pæne, slanke mennesker med en fin uddannelse i bagagen. De er så utrolig glade for deres eget liv, at de synes, at alle andre mennesker bør leve på samme måde. Og igen er det særligt de svageste, det går ud over: Socialisterne tvinger deres egen pæne livsstil ned over hovedet på alkoholikerne, de fede, de uuddannede. Alle skal de – for deres eget bedste, forstås – med regler, lovgivning og afgifter formes i socialisternes eget billede. Hvad er det dog for et menneskesyn? Hvor er friheden og ikke mindst den mangfoldighed, som de moderne socialister ellers elsker at hylde?

Friheden til at leve sit liv, som man vil, så længe man ikke skader andre, burde ellers være et princip, vi alle kunne tilslutte os. På samme måde burde vi alle være enige om, at et samfund ikke kan fungere, hvis det ikke kan betale sig at arbejde.

I Socialdemokratiets principprogram fra 1913 står der: ”Arbejdet er Kilden til al Værdi, og Arbejdets Udbytte bør tilfalde dem, som arbejder.” Det er et sundt princip, som den moderne venstrefløj midt i den populistiske velfærdseufori totalt har opgivet.

Liberal Alliance kan derimod godt tilslutte sig de gamle socialdemokratiske ord. For os er det helt afgørende, at det kan betale sig at arbejde – og at skatte- og afgiftstrykket kommer derned, hvor man som borger beholder broderparten af sin indkomst selv.

Derfor er det ikke bare et retorisk kneb at sige, at Liberal Alliance i dag er Danmarks egentlige arbejderparti. Det er virkeligheden. Hvilket parti går ellers ind i kampen for at skabe nye arbejdspladser med samme seriøsitet som os? Hvilket parti udviser samme entusiasme, når det gælder om at sænke skatten på arbejde? Hvilket parti hylder i højere grad den enkelte borgers frihed til at leve sit liv, som han vil – også selvom han lever på en anden måde end eliten?

Villy Søvndal, Johanne Schmidt-Nielsen og alle de andre røde politikere kan da godt kalde sig selv for moderne socialister, hvis de vil. Men det ændrer bare ikke på virkeligheden: At venstrefløjen med sin økonomiske uansvarlighed og sin ensrettende sundhedspolitik svigter de svageste.