Endnu engang har moralens vogtere trukket Big-Mothers formynderiske kappe hen over skulderne og indført endnu en lov der indskrænker det frie valg og gør moral til et kollektivt anliggende.

Jeg tænker naturligvis på regeringen og Enhedslistens aftale om at stramme den nuværende rygelov.

Den nye rygelov fjerner med lov og magt rygning fra skoler, gymnasier og en lang række øvrige uddannelses- og opholdssteder, og på venstrefløjen lyder det triumferende fra flere sider, at de på den måde hjælper de unge til at træffe sunde valg og til at kvitte smøgerne.

Denne udlægning er interessant, og ikke mindst skræmmende, for den understreger blot, at venstrefløjen i deres forbudsiver lader hjælp være synonymt med tvang. Sandheden er nemlig den, at et forbud er karakteriseret ved, at det ikke efterlader plads til individuelle valg.

Den nye og strammere rygelov er blevet skubbet frem af en samfundsudvikling, der i et hastigt stigende tempo fratager borgerne retten til at træffe de beslutninger, som vedrører eget liv – en udvikling som politikerne i aller højeste grad bærer ansvaret for.

Troen på, at danskerne er i stand til selv at vurdere, hvad der er godt og skidt for dem selv, er efterhånden forsvundet fuldstændig fra dansk politik. Politikerne er nemlig blevet så selvsikre i deres tro på, at de bedst ved, hvordan et liv skal leves, at de uden tøven kontrollerer og regulerer borgernes liv ned til mindste detalje.

Trangen til at forbyde har den selvforstærkende effekt, at enhver problemstilling, som rejser sig, giver anledning til endnu mere kontrol. Og hvis samfundsdebatten for en stund er udtømt for problemstillinger, så skal politikerne nok opfinde et problem, for fantasien kender ingen grænser, når det kommer til at indføre forbud.

Rygeloven er et glimrende eksempel på dette. Vi havde i forvejen en rygelov, som var gået alt for langt, men i stedet for at stikke fingeren i jorden så har det blot givet politikerne en undskyldning for at gå endnu hårdere til værks. Man flytter således hele tiden barren for, hvor stor en bid af privatlivet Big-Mother staten kan tage.

Rygning er ikke sundt – hverken for børn eller voksne. Det har alle vidst længe før enhver cigaretpakke skulle udstyres med tekst og billeder af rynkede æbler og forkullede lunger. Alligevel skal det være op til den enkelte, hvorvidt røg skal være en del af ens liv. Så kan man naturligvis godt argumentere for, at en 13-årig dreng eller pige endnu ikke er på et stadie, hvor de har den fulde ret til at træffe alle livsnære beslutninger.

Men derfra og så til at gøre staten til en altafgørende beslutningstager på vegne af barnet, hvilket er tilfældet med den nye rygelov, det er at give staten beføjelser, som ikke hører nogen steder hjemme. Det er nemlig en grov tilsidesættelse af forældrenes ret og pligt til at tage vare på deres egne børn. Staten skal ikke erstatte forældrerollen, og politikerne skal ikke sende et signal om, at en stemme på en folketingspolitiker er det samme som at ringe efter en barnepige.

Dertil kommer så, at den nye rygelov rent faktisk rammer de mest socialt udsatte unge hårdest. Det er nemlig sådan, at mange efterskoler af egen fri vilje har valgt at indføre et rygeforbud. Der er dog efterskoler, der indtil i ganske nær fremtid stadig har tilladt rygning. Det har de gjort, fordi det har givet dem en bedre mulighed for at tage unge mennesker med problemer, der er væsentlig større end rygning, til sig. Det blæser regeringen dog højt og helligt på, for i sundhedens tegn er alt tilsyneladende tilladt.

Det er uhyre vigtigt, at vi værner om den rest af ansvar, som efterhånden er tilbage hos den enkelte og dens pårørende. Vi fremmer ikke medmenneskelighed og almindelig omsorg ved at give staten ophavsret til borgenes livsnære beslutninger.

Tværtimod lukker vi blot øjnene for den virkelighed, der findes udenfor Slotsholmens beskyttende mure. Eksempelvis er det jo grænseløst naivt at tro, at en 13-årig knægt, for hvem rygning er en oprørsk identitetsmarkør, bytter smøgerne ud med mælkekuponer, fordi politikerne har sagt, han ikke må ryge.

Man skal ikke være erfaren socialpædagog for at regne ud, at denne knægt og hans ligesindede også vil ryge fremover, om det så er på skolens matrikel eller bag cykelskuret. Derfor er det blot endnu mere trist, at vi nu i sundhedens tegn kvæler den tolerance, der skal sikre, at samfundet og uddannelsessystemet også kan rumme dem, der ikke følger statens anvisninger til et godt, sundt og politisk korrekt liv.