På de danske cigaretpakker kan man blandt andet læse, at rygning er stærkt vanedannende.

Diverse lovforslag om rygestramninger kunne dog passende påføres en lignende tekst med ordlyden: forbud er stærkt vanedannende.

Det er nemlig det indtryk, der står tilbage, når forbudshungrende politikere med jævne mellemrum toner frem i samfundsdebatten og lufter mere og mere ekstreme og frihedskrænkende forslag til, hvordan den selvudråbte kamp mod rygning skal kæmpes.

Konsekvensen er, at rygedebatten nu er nået til et punkt, hvor faglighed og saglig er sat ud af spil, og derfor er debatten i stedet blevet til en politisk motiveret hetz mod dem, der ikke lever et politisk korrekt liv.

Dele af det politiske spekter er således i fuld gang med at udvikle en forståelse af, at statens magtbeføjelser er uindskrænkede, så længe de blot vedrører den rygende del af befolkningen.

På nationalt plan er det senest eksemplificeret ved sundhedsminister Astrid Krags (SF) åbenlyse begejstring for en australsk lov, der dikterer, at cigaretpakker i denne verdensdel skal være ensrettet i designet og brydes med overdimensionerede skræmmebilleder.

Således vil sundhedsministeren undersøge mulighederne for denne praksis i Danmark, velvidende at det vil indskrænke udvalgte private virksomheders frie ret til at markedsføre sig selv.

Sundhedsministerens udtalte begejstring over det australske forbud giver desværre kun anledning til at tro, at regeringen udelukkende har valgt at evaluere den seneste rygelov om halvandet år med henblik på at stramme grebet om rygerne og tobaksleverandørerne yderligere.

Så lang tid har partifællen og sundheds- og omsorgsborgmesteren i Københavns kommune, Ninna Thomsen, dog ikke tænkt sig at vente, og hun har derfor allerede iværksat en kommunalt finansieret smædekampagne mod de rygende københavnere.

LÆS MEREBorgmester vil gøre København røgfri fra 2025

Under parolen ’Røgfrit København 2025’ gemmer der sig således en perlerække af formynderiske tiltag, som er af hidtil usete dimensioner. Blandt disse tiltag kan nævnes, at alle offentlige legepladser ved hjælp af ’venlige skilte’ gøres røgfrie, mens kommunen og private partnere skal bidrage med nye steder, så som busstoppesteder, gågader, forlystelsesparker mm., der skal gøres røgfri.

Dette skal være små skridt på vejen mod det erklærede mål, at størstedelen af det offentlige rum i hovedstaden skal befries fra cigaretrøg.

Selvom sundheds- og omsorgsborgmesterens ambitionsniveau i denne sammenhæng må siges at være højt, så er det også en uhyggelig indføring i, hvor virkelighedsfjern tilværelsen på et kommunalkontor kan blive. Det er nemlig helt ude af proportioner og grænseløst hyklerisk, når politiske kræfter forsøger at skabe et billede af, at rygning i den fri natur får ens medborgeres hud til at ligne de rynkede æbler, som er påklistret diverse cigaretpakker.

Derfor er der udelukkende tale omsignalpolitik og et forsøg på at få københavnerne til at optræde politisk korrekt i det offentlige rum. Det er dog et helt forkert signal at sende til frie og selvstændigt tænkende mennesker.

Danmarks hovedstad bør nemlig kunne rumme og tolerere, at nogle borgere rent faktisk vælger at leve et liv med røg. Det hører nu engang med til livet, at vi hver især træffer de valg, som har betydning for vores eget liv, og tager konsekvenserne deraf.

Så kommer naturligvis devisen om, at passiv rygning er skadelig. Dette kan ej fornægtes, men desværre misbruges til med lov og magt at fratage rygerne muligheden for selv at tage de fornødne hensyn.

Således kunne man jo tænke sig, at bedsteforældre rent faktisk kunne tage deres børnebørn med på en kommunal legeplads og tænde op i en pibe tobak, uden at røgen blæste direkte ind i ansigtet på de legende børn. Eller at der fandtes et hjørne i Kongens Have, hvor en cigaret kunne indtages uden at genere parkens øvrige gæster.

Desværre eksisterer denne mulighed ikke i Ninna Thomsens verden, og derfor vælger hun i stedet at betragte rygerne som ofre, der hverken kan tage hensyn til andre eller vare på sig selv. Dette kommer eksempelvis til udtryk ved, at Københavns kommune har oprettet et korps af rygestopsinstruktører, som ringer borgerne op og tilbyder dem et rygestopskursus på kommunens regning.

I nær fremtid vil disse såkaldte instruktører også troppe op på folks private adresse og konfrontere dem med konsekvenserne af deres personlige valg om at ryge. For ’hvis vi skal komme nogen vegne, så kræver det, at folk er villige til at tale med kommunens sundhedsmedarbejdere’, som Ninna Thomsen så kategorisk udtrykker det.

Først og fremmest er dette et forrykt eksempel på, hvordan skattekroner bliver spildt på først at definere et problem for derefter at løse det uden hensyn til, at den enkelte selv bør afgøre, om der overhovedet eksisterer et problem og i så fald selv bør tage ansvar for at løse det.

Det ressourcekrævende opsøgningsarbejde er imidlertid også et bekymrende udtryk for, at politikerne ikke længere er i stand til at skelne mellem stat og privat og derfor forfalder til at betragte mennesker som uselvstændige individer, der ikke evner at klare livets skær på egne præmisser.

Så længe der sælges cigaretter i Danmark, vil der også blive røget, og derfor bør politikerne indse, at det ikke nytter noget at sminke virkeligheden med forbud og løftede pegefingre og i stedet anerkende menneskers ret til frit at træffe åbenlyst ufornuftige valg, som rygning eksempelvis er.

Folk er nemlig begavet nok til at vide, at friheden til at kunne gøre noget er ledsaget af et ansvar for enten at lade være eller selv at tage konsekvenserne.