Før sommerferien lancerede regeringen en model, der tvinger udvalgte danske virksomheder til at opstille måltal for, hvor mange kvinder der skal sidde i deres bestyrelse. Ligestillingsminister Manu Sareen (R) omtalte denne model som et columbusæg, selvom der dybest set er tale om et forsøg på at liste kvindekvoter ind ad bagdøren i de danske virksomheder. Regeringen er dog dårligt nok gået i gang med at presse dette såkaldte columbusæg ned i halsen på danske virksomheder, før EU’s justitskommissær, Viviane Reding, nu stikker snotten frem i debatten og proklamerer, at et kommende EU-direktiv vil diktere, at 40 procent af alle bestyrelsesmedlemmerne i EU’s børsnoterede virksomheder skal være kvinder i 2020.

Disse vanvittige tanker om at tvangsregulere personalesammensætningen i private virksomheder minder skræmmende meget om et beslutningsforslag, som de daværende oppositionspartier S, SF, R og EL lancerede tilbage i 2010. Den gang hed det sig nemlig, at danske virksomheder med tvang skulle sammensætte bestyrelser med 40 procent kvinder. Lykkeligvis blev dette forslag forkastet, men som bekendt har de ekstra mandater, der har sikret S-SF-R magten, desværre resulteret i et råddent columbusæg, der blot er en miniatureudgave af regeringens oprindeligt tænkte kvindekvoter. Det hæmningsløse magtapparat i EU er dog mindre påpasselig med at blotte dens sande intentioner, og således vil de folkevalgte kontrollanter fra Bruxelles nu til at genoplive regeringens originale version af kvindekvoterne!

De seneste udmeldinger fra magtens epicenter er et skræmmende eksempel på, hvor ringe forbindelse der er mellem magtens korridorer og den virkelighed, som private erhvervsdrivende forsøger at gebærde sig i. Forestillingen om, at hele Europa skal indlemmes i en kvotering af arbejdskraften, påkalder nemlig en helt grundlæggende diskussion omkring, hvorvidt to millioner europæiske virksomheder er til for en snæver flok kommissærer og bureaukrater, eller om disses folkelige mandater er bevilliget med henblik på, at det europæiske erhvervsklima skal forbedres. Juristkommissær Viviane Reding hælder åbenlyst til det første, og dermed er jorden gødet for, at politikere på tværs af landegrænser nu kan se sit snit til at intervenere i alle tænkelige forhold. Med forbehold for alvoren i denne udvikling, så er der ikke noget at sige til, hvis mange erhvervsdrivende efterlades i den evindelige tvivl om, hvorvidt de skal grine eller græde. Det bebudede direktiv giver nemlig anledning til begge dele:

Således kan de lattermilde more sig over, at direktivet bygger på én stor falliterklæring. Sagen er nemlig den, at blot 24 ud af ca. to millioner virksomheder sidste år valgte at skrive under på kommissionens opfordring om, at de frivilligt skulle forpligte sig til at opfylde en kvote for 30 procent kvinder i deres bestyrelse i 2015 og 40 procent i 2020. Dette viser med al tydelighed, at enhver virksomhed med respekt for sig selv og dens evne til at konkurrere naturligvis selv vil have ret til at hyre de mest kvalificerede medarbejdere frem for at vælge ud fra køn. Dertil kommer så, at direktivet åbner op for, at en kvinde kun skal komme forrest i rækken, hvis hun er lige så velkvalificeret som sin mandlige konkurrent, ligesom at direktivet rummer en såkaldt fleksibilitetsklausul, der skal give en mand mulighed for at komme foran en kvinde. Disse forbehold er så symptomatiske for EU’s bureaukrati, at det næsten ikke kan tages seriøst. Alene tanken om, at et EU-organ muligvis skal sidde og afgøre tusindvis af ansættelser med henblik på at vurdere fleksibilitetsklausuler og diverse aspiranters kvalifikationer, skriger jo til himlen. Meget kan man sige om EU, men skabe bureaukrati – det kan de!

Selvom nogle vælger at se humoristisk på det varslede direktiv, så er der imidlertid al mulig grund til også at se på alvoren i dette tåbelige forslag. Sagen er nemlig den, at kvindekvoter er en regulær krænkelse mod private virksomheder og ikke mindst en nedværdigende hån af kvinderne selv. For virksomhedernes vedkommende er der nemlig tale om, at politikere bevæger sig helt ind i maskinrummet og forsøger at selektere blandt dem, som virksomhederne kan udpege til at drive deres EGEN forretning. I den forbindelse har Viviane Redings talsmand for nylig forsvaret direktivet med, at et hav af undersøgelser viser, at kvinders tilstedeværelse i en virksomheds bestyrelse smitter positivt af på virksomhedens økonomiske resultater. Det er imidlertid hamrende ligegyldigt, for det beretter ingenlunde nogen politiker til at blande sig i, hvem virksomhederne skal ansatte. Det skal de nok selv finde ud af, og jeg er sikker på, at virksomhederne hellere vil ansætte dygtige kvinder på normal vis og ikke som en konsekvens af et politikerskabt kvotesystem.

Og i forhold til kvinderne, som jo dybest set er dem, det handler om, så er det dybt tragisk, at EU’s forsøg på at ligestille har den stik modsatte effekt. Det har nemlig ikke en dyt med ligestilling at gøre, hvis en kvinde får et job, fordi hun er kvinde. Det er tværtimod særbehandling, som udelukkende blåstempler, at omverdenen kan sætte spørgsmålstegn ved, om en kvinde nu også er ansat, fordi hun er dygtig? Hvis tvangskvoterne bliver en realitet, så må tusindvis af dygtige og kompetente kvinder desværre affinde sig med, at deres flid og evner overskygges af folkevalgtes behov for at praktisere den oldnordiske tankegang, at kvinderne er det svage køn. Denne tanke hører ikke hjemme anno 2012, og derfor bør EU trække følehornene til sig og lade kvinderne om at komme tops – for det kan de godt selv.