Før valget blev Socialdemokraternes økonomiske plan, Fair Løsning, i økonomikredse kaldt ’fugle på taget’. Det fik blandt andet partiets daværende skatteordfører, Nick Hækkerup, til at kalde bankernes cheføkonomer for borgerlige. Godt et år efter Hækkerups harcelering mod økonomer er det imidlertid lykkedes socialdemokraten Peter Hummelgaard Thomsen at finde en amerikansk en af slagsen, som siger noget, en socialdemokrat gerne vil høre. Og så får den ikke for lidt!

På baggrund af en undersøgelse, som Den Amerikanske Kongres har lavet, tordner Hummelgaard således frem i et blogindlæg med fornægtelsen af, at skattelettelser til de bedst tjenende ikke skaber vækst og velstand – i Danmark vel at mærke. Hummelgaards fremføring er næsten mere tydelig, end budskaberne selv: En amerikansk undersøgelse læses ud fra et snævert socialdemokratisk perspektiv, og pointerne presses ned over dansk politik. Jeg fører gerne valgkamp i Danmark, men til gengæld overlader jeg den amerikanske valgkamp til amerikanerne. Derfor er undersøgelsen også lige så lidt interessant for dansk politik, som beskatning af danskere er for Den Amerikanske Kongres. Punktum – for nu at bruge Hummelgaards egen debatform.

Betyder det så, at danske debattører ikke kan låne udenlandske pointer? Nej. Til gengæld burde Hummelgaard udvide litteraturlisten bag sit indlæg og se på nogle af de rapporter, der rent faktisk forholder sig til emnet i en dansk kontekst. Jeg vil eksempelvis foreslå Skattekommissionens rapport fra 2009, hvor man kan læse følgende:

Når målet med skatteomlægningen er at øge arbejdsudbud og -kvalitet og sikre store afledte gevinster for de offentlige finanser, er lettelser i mellem- og topskatten nødvendige og væsentligt mere effektive end eksempelvis lavere bundskat og større beskæftigelsesfradrag.

Og: … lavere mellem- og topskat, vil tilskynde befolkningen til at dygtiggøre sig og de beskæftigede til at påtage sig et større ansvar på arbejdspladsen, udvise større engagement og på anden vis skabe større værdi i arbejdstiden. Det vil være med til at øge produktiviteten.

Eller som de økonomiske vismænd tidligere har konkluderet:

Analyserne peger på, at der er betydelige effektivitetsgevinster ved at koncentrere sænkningerne af indkomstskatten omkring lempelser i topskatten. De største samlede velstandseffekter målt ved den samlede indkomst i samfundet opnås derfor ved at koncentrere reduktionerne i indkomstskatten om topskatten.

Alternativt kunne Hummelgaard ty til et ministersvar, som partifællen og finansminister Bjarne Corydon har afgivet. Heri kan man nemlig læse, at en afskaffelse af topskatten finansieret ved at skære lidt det offentlige forbrug, som vel at mærke er blandt verdens største, vil øge beskæftigelsen med ca. 15.000 personer.

Jeg kan forstå på Hummelgaard, at det er disse effekter – flere arbejdspladser, øget produktivitet og store afledte gevinster for de offentlige finanser, som åbenbart er skræmmende. Man kan næsten blive helt lettet over, at Hummelgaard udelukkende bruger sit indlæg på at føre skræmmekampagne mod liberalismen, for jeg tør næppe tænke på, hvordan et velfungerende samfund ser ud i Hummelgaards optik.

Jeg anerkender gerne, at Hummelgaard vil diskutere skattepolitik ud fra et ideologisk standpunkt, men desværre falder han i den fælde, som mange af hans ligesindede oftest havner i. Når Liberal Alliance eksempelvis siger, at vi ønsker en skat på maks. 40 procent på arbejde, så siger Socialdemokraterne, at vi ønsker et amerikansk samfund, hvorefter de straks begynder at diskutere amerikanske forhold. Denne socialdemokratiske spiral af fejlagtige påstande undergraver sådan set hele præmissen for en debat om det danske samfund, og de er så letkøbte, at man skal være socialdemokrat for at tro på dem.

Man kan rejse hele kloden rundt og lede efter argumenter, nøgletal og socialistisk opbakning, men man behøver såmænd ikke at se udover landets grænser for at kunne konkludere, at verdens højeste skattetryk ikke har gjort noget godt for dansk økonomi, væksten og jobskabelsen.