På Socialdemokraternes kongres mindede statsministeren os alle samme om, at ”it ain’t over till the fat lady sings.” Hvis dette er sandt, kan vi da så for pokker ikke snart få ”the fat lady” på scenen, så vi kan blive fri for regeringens ustandselige afgiftsstigninger? Vi er nemlig nået til et punkt, hvor man stort set ikke kan finde en regeringsaftale, der ikke byder på nye afgifter.

Senest har man således kunnet erfare, at en afgift på brænde er under opsejling. Denne brændeafgift knytter sig tilsyneladende til den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift, der tilhører det energiforlig, som alle partier med undtagelse af Liberal Alliance tilsluttede sig. Da energiforliget kom til verden, ville begejstringen ingen ende tage, og klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) kunne da også stolt melde ud, at ”når man laver så store forandringer, og investerer så mange millioner, så er der mange interesser på spil." Ikke overraskende kunne disse mange interesser enes om at øge afgifterne og vupti – en forsyningssikkerhedsafgift var skabt. Lad os lige dvæle ved det engang.

Energiforliget, som indrammer Danmarks energipolitik frem til 2020, er righoldig på målsætninger om, at vi skal løsrive os fra brugen af fossile brændstoffer. Så langt, så godt. Bag de indledende målsætninger støder man imidlertid på en besynderlig formulering: ”… det statslige afgiftstab, som fortrængningen af fossile brændsler afstedkommer, finansieres af en forsyningssikkerhedsafgift.” Ergo: man har besluttet sig for at bekæmpe det fossile, finder ud af at man mangler penge og indfører derfor en ny afgift – en afgift som helt åbenlyst baner vejen for en beskatning af brænde!

Ja, du læste rigtigt. Brænde. Helt almindelige stykker træ, som helt almindelige danskere putter i deres brændeovn for enten at holde varmen eller for at hygge sig foran pejsen. Er denne skat så til ære for miljøet? Næppe. Ifølge Foreningen af Danske Leverandører af Pejse og Brændeovne (Dapo) er brænde nemlig en CO2-neutral energikilde, som tilmed sparer os for millioner ton olie. Forklaringen skal derfor nærmere findes i, at omkring 750.000 boliger ifølge Miljøstyrelsen skønnes at bruge en brændeovn, og når op mod trekvart millioner husstande skal punge ud, så kunne afgiften jo tænkes at lune lidt i statskassen!

Det helt igennem ulykkelige ved denne afgiftstrend er, at erhverv handling tilsyneladende gøres til legitim genstand for øget beskatning, så længe tilpas mange personer udfører den. Jeg tør slet ikke tænke på, hvornår det stopper, for hvad bliver det næste mål for en ny afgift? Kæledyr, tændstikker eller måske juletræer? Danmark producerer over 10 millioner af sidstnævnte, så her kunne en afgift sikkert være endnu en god forretning. Jeg kunne blive ved, men jeg tør ikke. Det kunne jo være, at regeringen lod sig inspirere.

Man kan sige meget om den varslede brændeafgift, men den er et meget godt symbol på, at regeringen ’brændbeskatter’ danskerne. Den er samtidig et udtryk for, at politikerne bruger afgifter til at antyde, hvordan danskerne skal leve deres liv. Således oser brændeafgiften af symbolpolitik, som tilskriver, at det nu skal være mindre korrekt at fyre op i pejsen. Gør man det alligevel, bliver det dyrere, og afholder man sig fra det, bliver det koldere og mindre hyggeligt. Hvad angår det sidste, så er det jo ikke et politisk anliggende at lovgive sig til hemmelig hygge, men det er så sandelig heller ikke politikernes opgave at slukke gløden i de danske pejse. Man sidder jo udtrykkeligt tilbage med det indtryk, at regeringen først er tilfreds, i det øjeblik danskerne forsamles rundt omkring en solcelledreven lyskilde med postevand i glasset.

Jeg er for længst stoppet med at blive forbavset, når regeringen disker op med alskens afgifter, for der er ingen grund til at tro, at vi har set andet end toppen af isbjerget. Med den opfindsomhed som regeringen har lagt ind i sin skattepolitik, skal der nemlig nok komme flere af slagsen. Jeg undrer mig imidlertid over, at Venstre og De Konservative hopper med på vognen gang på gang. Man kan dårligt nok åbne en avis, uden at de to partier taler imod højere afgifter, men der er åbenbart forskel på den politik, som både V og K fører i dagspressen, og den politik, som de går ind i forhandlingslokalet med. Der er ikke noget at sige til, at selv venstrepolitikere bliver forvirret og derfor ender med at kritisere regeringen for Venstres egen politik, sådan som partiets folketingskandidat Jakob Engel-Schmidt forleden gjorde, da brændeafgiften ramte avisspalterne.