Annonce
Annonce
Annonce
Debattører

Politikens digitale udviklingschef: Hvad er prisen for gratis?

Nettet har givet os alle et hav af sofistikerede og vanedannende gratis muligheder. Men det har sine omkostninger.

Gem til liste

Fokus på digital økonomi

Politiken bringer hver uge en klumme om tendenser indenfor fænomenet digital økonomi. Klummen skrives på skift af Anders Emil Møller, Lars Grarup, Morten Bay og Helle Baagø.

De spanske tapas er efterhånden et globalt gastronomisk fænomen, der kan købes i Californien og Kolding. Men i Madrid bliver den sociale barspise flere steder langet over disken kvit og frit som hyggespise – hver gang du bestiller en øl.

Med andre ord: Det er ikke rigtig gratis. Det er markedsføring, kundefastholdelse og ofte også et dække for at hæve prisen på din øl.

Det er ikke fri bar, men derimod markedskræfternes frie spil, og i enhver forretning skal der ske en transaktion af en eller anden form for værdi. Facebook er ikke anderledes end tapas.

Facebookbruger sætter gang i massesøgsmål
Det stod pludselig klart for den amerikanske facebookbruger Anthony Ditirro, der 9. januar satte gang i et massesøgsmål, fordi prisen for hans brug af det ellers gratis sociale netværk tilsyneladende blev for høj for ham.

Kort fortalt handler sagen om, at Facebook læser med i de beskeder, der sendes privat mellem brugerne, og bruger indholdet til at gøre deres offentlige annoncer mere attraktive. Muligvis også ved at lade brugernes profiler optræde i annoncer for produkter, de har skrevet om, under det, der – ifølge anklager – er private forhold.

4.000 til forurettede brugere, tak
Anklageren kræver derfor godt 4.000 kroner i erstatning til sig selv og tilsvarende til andre amerikanske brugere, der er blevet brugt på samme måde.

Det er ikke første gang og helt sikkert ikke sidste, at brugere vender tomlen nedad. Det gælder for både Facebook, Google, Yahoo og de andre gratis, men annoncebetalte internetfirmaer. Gratis er nemlig ikke prisen, men en vej til at få paraderne til at falde, så det glider nemmere ned, at der skulle være andre omkostninger i spil. Men når prisen er nul kroner, er det et helt andet marked, end hvis prisen var 25 øre.

Salg af data er forretningen
For ind træder en ny part i handlen, og midt i denne ménage à trois flytter kasseapparatet ud af synsfeltet for den umiddelbare køber – dig. Apparatet står i stedet og klinger mellem Facebook og en tredjepart, du ikke kender, men som gerne vil kende dig.

Derfor er du langt hen ad vejen slet ikke kunden, men varen på hylden.

Varen er de informationer, vi frivilligt tamper ind i den ene tjeneste efter den anden til berigelse af de store databaser og ender bedre kendt som big data. Den form for forretning er ubetrådt land for både brugere, Facebook og alle andre i den digitale økonomi.

LÆS OGSÅ Big data forandrer kulturhistorien

For det er kompliceret terræn at drive forretning baseret på et gratis produkt, der skal sikre sin omsætning i en usynlig relation for slutbrugeren. I den sammenhæng er tillid betalingen, og det rokker ved de klassiske økonomiske visheder, så prisen er svær at sætte i kroner for brugerne.

Vi kan lige så godt vænne os til, at forretningen for de største virksomheder i den digitale økonomi vil ske gennem gratis produkter og ydelser. Men for at drive en forretning skal gratis jo være alle pengene værd. Nogen skal betale for udviklingen og driften af nogle af verdens mest avancerede digitale muligheder. Det er ikke gratis at have 5.000 ansat hos Facebook.

Datastyrede annoncer er tre gange så værdifulde
Facebook har anslået, at de datastyrede målrettede annoncer er tre gange så værdifulde som deres mere almindelige annoncer. Så salg af data er altså deres forretning. Og har de først slået sig op på det, er den eneste måde at forbedre forretningen at samle endnu mere data om brugerne. Og netop her er der alligevel en lille forskel på Facebook og tapas. Det er ikke nok at blive indtaget verden rundt, man skal også kunne indtage alverdens informationer om brugere i et størrelsesforhold, der kun lader sig gøre digitalt.

I denne omgang oplyser Facebooks talsperson, Genevieve Grdina, til CNET i forbindelse med Anthony Ditirros massesøgsmål: »Anklagen er uden hold, og vi vil forsvare os energisk«.

I den digitale volumenøkonomi begynder det ofte med en stor gratis fest uden forbehold. Men som nobelprisøkonomen Milton Friedman skrev, før internettet blev til: »There's no such thing as a free lunch«. Ligesom med tapas bliver du måske nok mæt uden regning, men de dyre øl kan give gevaldige tømmermænd.

Anders Emil Møller er Politikens digitale udviklingschef.

Følg ham på Twitter, hvor han kommenterer på digital økonomi og nye medier @andersemil.

PolitikenPlus
  • Ur, unisex *Bulbul er navnet på en fugl, en lille fugl med hanekam og et oppustet ego. På samme tid er det også navnet på nattergalen i persisk og indisk poesi.

    Pluspris 2.000 kr. Alm. pris 2.500 kr. Køb
  • Chart | Art Fair Messen blev allerede i sit første år en stor succes med over 11.000 besøgende i den sidste weekend i august 2013.

    Pluspris 75 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Bulldog Det var en varm sommerdag i 2006. På benzintanken midt i København holdt en amerikanerbil.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb
  • Twin Peaks Bluray Boks David Lynch' legendariske serie er endelig ude i en ultimativ Bluray boks med hele serien, filmen Fire Walk With Me og en masse hidtil uset ekstra materiale.

    Pluspris 440 kr. Alm. pris 500 kr. Køb
  • Håndklæder Håndklæder i bambus kvalitet, 3 stk. i en pakke. Helt lette og fine håndklæder, som også kan brugers som tæpper, dug eller plaid.

    Pluspris 199 kr. Alm. pris 250 kr. Køb