Det vrimler med personskandaler i dansk politik i disse år.

Henrik Sass Larsens manglende sikkerhedsgodkendelse fra PET, Frank Jensens ’julefrokostsag’, tidl. skatteminister Troels Lund Poulsens potentielle involvering i Helle Thorning-Schmidts skattesag, Søren Gades forsvarsskandaler, Jeppe Kofoeds seksuelle forhold til en 15-årig, Bendt Bendsens golf- og jagtture og Lars Løkke Rasmussens bilagssag samt hans overbetaling af privathospitalerne.

LÆS MEREDet er op til den fhv. skatteminister at rense luften

Der er også Birthe Rønn Hornbech og den ulovlige behandling af de afviste asylsøgere, Henriette Kjærs rod i privatøkonomien samt ikke mindst kontanthjælpssagen, hvor Claus Hjort Frederiksen og hans ministerium brød loven, bestilte misvisende tal, slettede belastende dokumenter og vildledte Folketinget.

De mange skandaler er et problem. De svækker tilliden til de folkevalgte og til vores demokrati. De bidrager til politikerlede og kynisme i befolkningen. Men hvad skal og kan vi gøre ved de skandaleombruste politikere? Hvor meget renhed skal og kan vi kræve af vores politikere?

Man kan dele skandalerne op i tre: 1) De personlige og moralske sager, 2) de juridisk entydigt ulovlige sager, herunder f.eks. vildledning af Folketinget samt 3) de uafklarede juridiske sager.

Grænserne er ikke altid krystalklare, men de er der.

Jeppe Kofoeds sexskandale er et klart eksempel på det første, Claus Hjort Frederiksens vildledninger og lovbrud et eksempel på det andet, mens Sass Larsens og Troels Lund Poulsens sager hører til blandt de endnu uafklarede.

Hvad angår den første kategori – altså hvor politikerne har begået noget, der støder os moralsk – må det være helt op til vælgerne at bedømme, hvor ’slem’ overtrædelsen er, og hvorvidt det skal have politiske konsekvenser. Kofoeds vælgere har eksempelvis ikke straffet ham.

LÆS OGSÅHenrik Sass' comeback er del af en større S-rokade

Den anden kategori, vildledning af Folketinget og lovbrud i embeds medfør, er vanskeligere.

De sager er langt mere alvorlige for folkestyret, da det viser politikere, der blæser på ’checks and balances’, der er i demokratiet – bl.a. at oppositionen skal kunne kontrollere regeringen. Det kan den ikke, hvis regeringen systematisk vildleder.

P1’s Jesper Tynell afdækkede Hjort Frederiksen-skandalen. Da Tynell fik Cavlingprisen, havde Hjort Frederiksen allerede fået jobbet som rigets finansminister. Man kan undre sig over, at et sådant magtmisbrug belønnes frem for straffes af partiet Venstre. Sager som Hjort Frederiksens svækker befolkningens tillid til de folkevalgte.

Men det må igen være op til vælgerne – hvis partierne ikke selv vælger at skride til handling – at dømme vedkommende inde eller ude. Og Hjort Frederiksen er dømt inde.

Endelig er der den tredje kategori: de uafklarede, de rodede.

Vi ved ikke, om Troels Lund Poulsen har foretaget sig noget ulovligt i forbindelse med Helle Thorning-Schmidts skattesag. Vi ved blot, at han tog en pludselig orlov og nu er tilbage, uden at der er kommet afgørelse i sagen.

Vi ved heller ikke, om Sass Larsen er en sikkerhedstrussel for Danmark. Vi ved blot, at PET ikke ville sikkerhedsgodkende ham, og at det var begrundelsen for, at han ikke blev minister i Thorning-Schmidt-regeringen.

Ingen af dem er blevet renset for de anklager, der i sin tid fik dem og deres partier til at smide dem på bænken. Man kan med rette spørge: Hvad er forskellen på dengang og nu?

Statsministeren sagde om Sass Larsen: »Det her er en sag, der ligger syv måneder tilbage. Henrik har taget konsekvensen af den sag, og så er den i virkeligheden ikke længere«.

LÆS OVERBLIKSass Larsen-sagen trin for trin

Men er den virkelig ikke længere? Sass er muligvis helt uskyldig – vi aner reelt ikke, præcis hvorfor han ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt, og hvorfor statsministeren valgte at bruge det som begrundelse for ikke at bruge ham som minister.

Men intet er forandret – ud over tiden. I Sass Larsens tilfælde syv måneder, mens Troels Lund Poulsen returnerede efter blot tre måneder. Det er åbenbart ’strafferammen’ i dansk politik.

Dér bør partierne og deres partier handle mere entydigt:

Enten er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og kan fortsætte i den rolle, man har. Eller også må man vente med at komme tilbage, til der er en afklaring på den sag, der sendte en på bænken. Mellemvejen – en kort pause fra magtens centrum og mediernes søgelys – fremstår som en kalkuleret, strategisk brandslukningsøvelse, hvor man blot venter på, at medierne og vælgerne har ’glemt’ og dermed tilgivet sagen.

Dén model er ingen tjent med.