Kina er godt på vej til at blive verdens største økonomi.

Det udleder allerede mere CO2 end USA. Det er naturligt, at Kina med over 1,3 milliarder indbyggere og status som verdens fabrik, er det land, der udleder mest CO2.

Men det er samtidig en bekymrende udvikling, som illustrerer det pres på klodens resurser, som verdens ledere, erhvervsliv og ngo’er skal forsøge at løse til næste uges FN-topmøde om bæredygtig udvikling, Rio+20.

Problemet er ikke, at vi bliver flere og flere mennesker på kloden – ca. ni milliarder i 2050. Der er rigelig plads til ni milliarder ’indere’, hvis ressourceforbrug og CO2-fodaftryk er mange gange mindre end en danskers eller en amerikaners.

Næh, problemet er, at den globale middelklasse eksploderer lige nu og i de kommende årtier i en grad, så konsulentfirmaet McKinsey spår, at op mod tre milliarder mennesker ekstra bliver en del af middelklassen de næste to årtier.

Det er naturligvis positivt, at millioner af mennesker i Kina, Indien, Brasilien m.fl. løftes ud af fattigdommen hvert år og får flere muligheder. Men det udgør også en enorm udfordring. Sagt helt enkelt: Der er ikke plads til hverken tre, fire eller ni milliarder ’amerikanere’.

I Rio vil EU med det danske formandskab i spidsen plædere for en satsning på ’grøn økonomi’. Men allerede nu står det klart, at det ikke nødvendigvis er et fokus, som udviklingsøkonomierne deler, da det kan hæmme deres mindre energieffektive produktionsformer og dermed udvikling og vækst.

Og det leder til endnu en udfordring: den økonomiske krise, der hærger de rige lande og i særlig grad EU. Og løsningen?

Det er enten 1) vi skal skære, så vi kan få balance i budgetterne og vækst i fremtiden eller 2) vi skal investere, så vi kan skabe arbejdspladser og få gang i væksten.

Ingen af løsningerne er fokuserede på den mere langsigtede trussel: klimaforandringer og ressourcemangel. De to forslag er først og fremmest bud på, hvordan vi hurtigst muligt kommer tilbage til ’business as usual’ og får ’gang i hjulene igen’.

Problemet er her, at både befolkningerne og politikerne har meget lettere ved at forholde sig til og handle på den aktuelle krise frem for en økologisk klimakrise, hvis konsekvenser vi måske først for alvor forstår, ser og mærker, når det er for sent og ’the tipping point’ er både nået og overskredet.

Der er, som journalisten Jørgen Steen Nielsen argumenterer for i sin nye bog ’Den store omstilling’ brug for et grundlæggende paradigmeskifte, hvor vi ikke længere sætter vækst over alt andet, men stræber efter en ’ligevækstøkonomi’, hvor vi holder os inden for grænserne af, hvad planeten kan klare – en tilstand, vi i øjeblikket er et godt stykke fra.

Det positive er, at flere og flere er nået frem til, at det er et problem. Kina investerer nu massivt i grøn energi, energieffektivisering og forureningsbekæmpelse.

Virksomheder som Google ser en økonomisk og imagemæssig fordel i at få sin energi fra vedvarende energikilder. Og flere og flere virksomheder slutter op om det ideal, mens andre står for den innovation, der skal effektivisere vores ressourceforbrug.

I en verden, hvor de fattige med rette ønsker bedre muligheder og mere forbrug, hvor de rige aldrig kan få nok, og hvor vækst er ikke bare tidens, men selve systemets løsen, er håbet om en egentlig omstilling måske illusorisk. Men det betyder ikke, at vi hverken kan eller skal opgive det.

Den regulerede markedsøkonomi har vist en imponerende evne til at hive mennesker ud af fattigdom i kraft af vækst og handel.

Politikernes opgave i Rio er nu at skabe de incitamenter og strukturer, der gør det profitabelt for virksomhederne at føre an i den grønne revolution.

Kort sagt skal energieffektive og klimavenlige løsninger og produktionsformer belønnes, mens det skal gøres markant dyrere at forurene og forbruge. Alt for længe har forurening været en negativ ’eksternalitet’, som resten af samfundet betaler for.

For 20 år siden i Rio blev der taget endog meget store skridt i forhold til at få bæredygtig udvikling og klima på dagsordenen. I år rejser statsledere som Barack Obama, David Cameron og Angela Merkel ikke engang derned.

Det illustrerer desværre, at fokus ligger et andet sted – nemlig på den aktuelle økonomiske krise.

Med EU-formandskabet og fem ministre i Rio har Danmark igen en afgørende rolle ved et stort klimatopmøde. Vores erfaringer med at regulere markedet i en grøn retning kan og skal anvendes i Rio. Klodens fremtid er på spil – politikerne har et enestående ansvar for at handle rettidigt.

Det er godt, at millioner af mennesker i Kina, Indien, Brasilien m.fl. løftes ud af fattigdommen. Men det udgør også en enorm udfordring. Sagt helt enkelt: Der er ikke plads til hverken tre, fire eller ni milliarder ’amerikanere’.