Dianne Belsom bor langt ude på landet i South Carolina i byen Laurens.

For ikke så lang tid siden – vel et præsidentvalg eller to – læste hun altid sin avis og så nyheder på tv efter morgenmaden. Nogle gange var hun enig med det, hun læste, andre gange ikke.

Af og til ville hun blive så irriteret, at hun kunne finde på at skrive et læserbrev i protest – en rutine, de fleste voksne danskere kan genkende.

Det er slut nu.

Belsoms dag starter, når hun tænder for sin computer og drikker sin morgenkaffe. Men hun går ikke til de store mediers hjemmesider.

Hun går direkte ind på sin Facebook-side, hvor der allerede ligger en nyhedsstrøm med over 100 anbefalinger fra hendes 460 venner.

De er fra mange dele af USA, fra store byer og små, mange er venner, hun har haft tilbage fra studietiden, som nu er flyttet langt væk. Men de har en ting til fælles: De deler hendes konservative og kristne syn på verden. Og hun er langt fra alene.

Nye undersøgelser fra universiteterne Stanford og UCLA peger på intet mindre end en revolution, hvad angår amerikanernes medievaner.

Borgerne burer sig selv inde i ’meningssiloer’, hvor de udelukkende udveksler holdninger med ligesindede, uanset om de er til højre eller venstre, om de er optagede af miljø, dyrevelfærd eller religion.

Resultatet er ikke bare, at de forskellige grupperinger har hver deres holdninger og verdenssyn, men også adgang til forskellige fakta.

Faktisk er offentligheden så polariseret, at også underholdning, hverdagsforbrug, rejser og sport falder ned i kasserne – ’selektiv eksponering’ kalder forskerne det.

I Danmark er det endnu ikke normen, at man selv designer sit nyhedsflow. Endnu. Når vi ser DR, TV 2 eller logger ind på de landsdækkende morgenaviser online eller på papir støder vi fortsat på emner, vi ikke interesserer os for og skribenter, vi er uenige med. Men det vil forsvinde.

Vi er bare bagud i forhold til USA – som sædvanlig. Også vi vil ende med ’news with your views’ og ikke bare ’news you can use’ for nu at tale i sloganer.

Faldgruberne er åbenlyse. Hvis alle nøjes med at tale med dem, de er enige med, luller vi hinanden i søvn og reagerer fornærmet afvisende, skulle vi ved en fejl støde på modstand.

Eller hvad værre er: Vi forstår slet ikke den andens side argumenter mere. For vi er kun vant til at høre på os selv. Hvilket gør det noget nær umuligt at indgå kompromiser med modparten.

Vi kan allerede nu i Danmark få medier, vi er enige med. Som Karen Jespersens og Ralf Pittelkows personligt udvalgte Korte Avis. Og fra de kendte morgenaviser kan vi nu som noget nyt nøjes med at høre om bestemte emner.

Da Berlingske for nylig lancerede iPad-avisen, var en af de største attraktioner ifølge ansvarshavende chefredaktør Lisbeth Knudsen, at der var tale en helt ny type avis, hvor forsiden automatisk bliver ændret, alt efter hvad den pågældende bruger læser mest.

»Man får dermed mulighed for at skabe en unik Berlingske hver dag, tilpasset ens interesser og behov,« lød det fra Knudsen, som forklarede, at Berlingske til iPad »især henvender sig til de mediebrugere, der i forvejen sampler og selv sammensætter deres nyheder på web«.

Den læser, der mest er til sundhed, mode og familiestof vil med andre ord ende med en Berlingske, der ser radikalt anderledes ud, end den, der mest er interesseret i udenrigspolitik.

Slut med at læse om ting, der ikke interesserer en i forvejen. Hvis jeg kun vil læse om musik og sport skal den bedrevidende avis virkelig ikke proppe mig med artikler om Mellemøsten.

Vi er med andre ord på vej tilbage til noget endnu snævrere end den partipresse, vi ellers netop slap af med, da vi gik fra partipressen til omnibusaviserne og public service-medierne.

Nu rulles udviklingen tilbage for fuld skrue og på alle fronter: Vi kan isolere os i egen meningssilo. Og vi kan slippe for emner, vi ikke i forvejen tænder på.

Men gode medier er dem, der ud over at oplyse, også vækker til debat og modsigelse. Ikke dem, der kælent stryger brugerne med hårene og bekræfter dem i alle deres idiosynkrasier.

Jeg opfordrer hermed de danske aviser og public service-medier til at gå mod denne tendens.

Jeg efterlyser modige redaktører, der bevidst udfordrer kernelæserne og siger dem imod i stedet for at servere dem verbal søbemad.

Helt konkret, hvorfor er den liberale blogger Mie Harder ikke debuteret på Politiken i stedet for at få automatisk medvind fra starten hos JP’s libertære landmænd?

Hvorfor tager Henrik Dahl og Peter Kurrild-Klitgaard ikke orlov fra Berlingskes bedsteborgere, der elsker ’Groft Sagt’, og diverterer Politikens lag af velmenende offentligt ansatte med deres provokationer?

Hvorfor sender Information ikke klummeskriver Bent Vinn Nielsen over at lave rav i den på Børsen? Han kan bytte med debatredaktør Christopher Arzrounis hær af spidsborgerlige meningsmænd i et par måneder.

Kun døde fisk flyder med strømmen.