samtykke. Politiken valgte at give Amy en stemme ved at fortælle hendes historie. Uden adoptivforældrenes tilladelse. For nogle måneder siden klagede Amys adoptivforældre til pressenævnet.
Foto: JACOB EHRBAHN (arkiv)

samtykke. Politiken valgte at give Amy en stemme ved at fortælle hendes historie. Uden adoptivforældrenes tilladelse. For nogle måneder siden klagede Amys adoptivforældre til pressenævnet.

Anne Mette Svane

Kan et barn høres uden forældretilladelse?

Det er godt med særlige regler, når pressen skriver om børns vilkår. Men vi skal også værne om børnenes ret til at blive hørt.

Anne Mette Svane

På Politiken traf vi sidste forår en svær beslutning om at bringe historien om Amy – den adopterede etiopiske pige, der først blev tvangsfjernet fra sine danske adoptivforældre og siden slæbt skrigende væk af kommunale medarbejdere fra sin plejefamilie og kørt på institution.

Børns Vilkår anmeldte kommunen for vold, og Amy er nu tilbage hos plejefamilien. Politiet har indstillet efterforskningen.

I vores research stod én ting klart: Myndighederne havde ikke hørt Amy selv, mens de forsøgte at finde ud af, hvad der var bedst for den mindreårige pige.

Vi valgte at give Amy en stemme ved at fortælle hendes historie. Uden adoptivforældrenes tilladelse.

Vi vurderede, at Amy, der udtrykte sig klart og meningsfuldt, forstod konsekvenserne af den offentlige eksponering.

Vores historier var baseret på Amys udsagn og på en række mundtlige og skriftlige kilder, der gjorde det muligt at belyse historien kritisk og sagligt.

Vi tog sidste sommer til Etiopien for at finde frem til Amys biologiske mor og for at beskrive baggrunden for adoptionen, der gik gruelig galt, og som blev formidlet af Danadopt.

Stærkt kritisable forhold blev afdækket, og bl.a. Amys historie har ført til, at socialminister Karen Hækkerup (S) nu har standset organisationens adoptioner fra Etiopien.

Amys adoptivforældre klagede for nogle måneder siden til Pressenævnet. De mente, at Politiken havde krænket familiens privatliv bl.a. ved at interviewe Amy uden deres samtykke.

Konkret handler det f.eks. om artiklen 'Amy må nu skrive til sin mor fire gange årligt'. Amy er hørt i artiklen, men det er hendes adoptivforældre ikke.

De har tidligere i forløbet stillet op til et stort PS-interview og givet deres version af historien.

I vores research stod én ting klart: Myndighederne havde ikke hørt Amy selv, mens de forsøgte at finde ud af, hvad der var bedst for den dengang mindre-årige pige

I sidste uge kom afgørelsen fra Pressenævnet, der udtaler kritik af Politiken for ikke at høre adoptivforældrene i flere af de opfølgende artikler, der blev publiceret sidste efterår.

Det er et journalistisk grundprincip, at angrebne parter altid skal høres. Derfor er det dobbeltærgerligt, at vi ikke har levet op til god presseskik på dette punkt, og vi tager selvfølgelig kritikken til efterretning.

Men på et andet og centralt punkt er Pressenævnets afgørelse principiel: Er det i overensstemmelse med god presseskik, at Politiken valgte at bruge en mindreårig pige som hovedkilde uden at have fået tilladelse fra adoptivforældrene?

»Pressenævnet finder, at barnets ytringsfrihed i det konkrete tilfælde må veje tungere end kravet om at indhente samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Pressenævnet har i den forbindelse lagt vægt på sagens særlige omstændigheder, sådan som de foreligger oplyst for nævnet, herunder at barnet er 12-13 år gammelt og at kritikken netop retter sig imod adoptivforældrene og den anbringende kommune. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Politiken for ikke på forhånd at have indhentet tilladelse fra forældremyndighedsindehaverne«, står der i afgørelsen.

Det er et vigtigt signal fra Pressenævnet.

Pressens organisationer blev for nylig enige om en fornuftig opstramning af de presseetiske regler, som netop handler om børn: I en tid, hvor sociale medier er en del af hverdagen, og ytringer sjældent foregår i lukkede rum, indskærpes det, at medier skal tage særlige hensyn til børn, når de udtaler sig.

Medierne skal spørge forældrene om lov, når emnets karakter og den mindreåriges alder taler herfor. Og Pressenævnet skal fremover holde øje med, om medierne følger reglerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Opstramningen er helt rigtig. Vi skal beskytte børn.

Men børn har også ret til at blive hørt, og i særlige tilfælde kan medierne høre børn uden tilladelse fra deres forældre.

Historien om Amy er et eksempel på det sidste. Men den er også et eksempel på, hvor vigtigt det er, at medierne overvejer sager meget nøje, når de vælger at skrive om børn.

Der påhviler pressen et stort ansvar for at vurdere, om mindreårige er tilstrækkeligt modne og forstår virkningerne, før vi bringer deres billeder, navne og udtalelser i avisen eller på nettet.

Pressenævnets afgørelse har stor principiel betydning for mediernes fortsatte mulighed for på ansvarlig vis at kunne dække følsomme sager om børn og unge, når det drejer sig om adoption, tvangsfjernelse og andre tunge sociale sager.

Afgørelsen er tillige en sejr for børns ytringsfrihed, fordi de alt for ofte ikke høres i sagsbehandlingen.

Hele afgørelsen i Amy-sagen kan læse på Pressenævnets hjemmeside

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce