Tegning: Philip Ytournel (arkiv)

Tegning: Philip Ytournel (arkiv)

Debattører

David Trads: Centrum-venstre skal huske Grundtvigs ord: »Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt«

Frederiksen og Østergaard skal kæmpe for få bragt landet i en mere retfærdig retning.

Debattører

I al den tid, jeg kan huske, er det altid gået galt, når borgerligheden har styret, mens det er gået godt, når centrum-venstre har haft magt – og ja, så enkelt er det faktisk: Under Schlüter i 1980’erne eksploderede arbejdsløsheden, unge mistede håbet, og økonomien blev kørt i sænk.

Så kom Nyrup i 1990’erne, beskæftigelsen steg, ungdomsledigheden blev bragt dramatisk ned, og alle økonomiske nøgletal gik i plus. Under Fogh i 2000’erne blev opsvinget ødslet væk med skattelettelser til de rigeste, boligmarkedet kollapsede, og skatteinddrivelsen blev smadret.

Så kom Thorning i 2010’erne, og vi kom styrket ud af krisen. Lige nu har vi så Løkke, som netop har fremlagt skattereform, vækstudspil og finanslov, som er store gaver til de rigeste – dem, der tjener mest; bor i store villaer; kører i de største biler.

Uligheden vil vokse, mens han har magten. Trods denne virkelighed er det, som om centrum-venstre altid skal prygle sig selv – for mens borgerligheden er dygtige til selvros, har de rødeste det med at skælde ud. Alt for ofte ser de glasset som halvt tomt. Alt for sjældent som halvt fyldt.

Alt det surmuleri – især fra Enhedslisten, som uafladeligt er bitre over, at Mette Frederiksen ikke er Bernie Sanders, Jeremy Corbyn, Jean-Luc Mélenchon, Yanis Varoufakis, Birgitta Jónsdóttir eller et sjette nyt venstreorienteret orakel, som i parentes bemærket aldrig vinder magten – svækker det alternativ, som bør få magten, så vi igen kan få bragt landet i en mere retfærdig retning.

Nyrup og Thorning forstod, at der ikke er noget alternativ til S-R-aksen. Under Thorning havde S, SF og Enhedslisten i alt 72 mandater. I dag har S, SF, Enhedslisten og Alternativet højst 80. Der er ingen smutvej til magten uden om Radikale. Besværlige, ja. Nødvendige, ja. Rent rødt flertal er en illusion – og heller ikke ønskeligt.

Det er en belastning for S-R-aksen, at dens ledere, da de sad i regering sidst (Corydon og Vestager), forsømte at huske, at kampen for de svageste og lige muligheder for alle er vigtigst

Danmark er ikke et revolutionært land – og tak for det. Vi er et reformistisk samfund. Vi lever ikke kun af at drømme. Vi lever af at levere. S og R er indbegrebet af dette, fordi de pragmatisk kombinerer det sociale med det liberale.

Når de to står sammen, og, helt afgørende, når Radikale anerkender, at de trods alt ikke skal bestemme alt, så går det fremad.

Men det politiske kompas skal være intakt, og centrum-venstre skal allervigtigst kæmpe for de svagestes livsvilkår: dem, der har sværest ved at klare sig – fordi deres opvækst har været præget af nederlag, fordi de var svage i skolen, fordi de har mistet deres job, fordi de er blevet syge.

Den største fejl, som blev begået under Thorning, og som fortsat skygger for de opnåede resultater, var netop et svigt over for de svageste: Man strammede dagpengereglerne, skar i kontanthjælpen, begunstigede velhavere med skattelettelser.

Det øgede uligheden. Det var borgerlig politik. Den stigende ulighed er vores største udfordring. Koncentrationen af kapital hos stadig færre, men stadigt rigere, undergraver det samfund, der har gjort os til et af klodens lykkeligste.

Fra 2002 er der eksempelvis givet 52 milliarder kroner i skattelettelser – og heraf er 29 milliarder kroner gået til de 20 procent, som tjener mest. Uretfærdigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Her burde centrum-venstre tage fat, og især S og R burde gøre det til en mærkesag at kæmpe mere for de fleste og mindre for de færreste. Det er hverken ursocialdemokratisk eller urradikalt at acceptere, at uligheden øges, med kolde slogans og fyndord som ’Sådan er det jo’, ’Nødvendighedens politik’ og ’Konkurrencestaten’.

Fra Stauning til Frederiksen og fra Brandes til Østergaard bør der være fælles forståelse af, at idealet er Grundtvigs ord om, at »vi i rigdom har drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt«.

Det er en belastning for S-R-aksen, at dens ledere, da de sad i regering sidst (Corydon og Vestager), forsømte at huske, at kampen for de svageste og lige muligheder for alle er vigtigst. I dag er der imidlertid nye ledere, og Frederiksens politiske udspil, senest til ny finanslov, viser, at hun har hjertet på rette sted.

Jeg fantaserer ikke om et perfekt Danmark. Jeg tror på resultater gennem reformer. Jeg ønsker, at vi dag for dag, måned for måned, år for år skaber et land, hvor vi alle sammen – ikke bare dem, der allerede er på den grønne gren – hele tiden får det bedre.

Det kræver en stærk S-R-akse. Vel at mærke en socialt afbalanceret akse. Den havde Nyrup og Jelved i den grad. Den svigtede under Thorning og Vestager. Den bør komme tilbage under Frederiksen og Østergaard. Kæmp for det.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce