Vi var to unge herrer, en på 12 plus undertegnede, som forleden aften gik lige løftede og begejstrede hjem fra teatret.

Det var Parkour-forestillingen Blam! – og nu vil jeg forsøge at skrive et stykke Views You Can Use, for vi kan lige så godt tage moralen med det samme: Løb ud på det københavnske teater République og se den fantastiske forestilling. Det kan også siges endnu kortere: »Løb!«.

LÆS OGSÅ'The Office' møder 'Die Hard' i turboteater

Uden at der falder ét eneste ord i hele forestillingen, er Blam! et stykke filosofi om at løbe og en introduktion til den fascinerende ny måde at se verden på, som hedder Parkour.

Masser af børn, ikke mindst danske børn, ved for længst alt om Parkour, men færre voksne kender fænomenet.

Nu har République fået den dansk-islandske teater- og Parkour-mester Kristján Ingimarsson til sammen med tre andre at skabe en forestilling, der på det mest forunderlige forener alle de stunts og hele den bevægelsesform, som Parkour er, med teatrets virkemidler i en genre, som nok nærmest er nycirkus.

Men forestillingen forener også publikum på tværs af aldersgrænser, børn, unge og gamle, på en helt forrygende, grænseoverskridende måde. Man oplever, og man oplever sammen, at der er kommet en ny måde at bevæge sig på i storbyjunglen.

Politikens anmelder, Monna Dithmer, kaldte forestillingen »noget af det vildeste, jeg længe har set. En festbombe af en forestilling, der langsomt detonerer i et orgie af vanvid«.

Jeg skriver i dén grad under, også når hun siger, at »Det sjove er, at firkløveret faktisk kan lave nogle af de stunts, man ellers kun ser på film – uden snyd, smarte klip og forskønnende fotoshop«.

Det kan de nemlig, de fire på kontoret: De kan så meget med kroppen, at de er fri langt ind i sjælen og fri til at forvandle deres omgivelser til noget helt andet, end disse omgivelser ellers ser ud til at være. De gør kontoret til en jungle, og de tryller sig selv om fra kontormus til superhelte.

Forestillingens vidunderlige vanvid er spændt op imod det dræbende normale, eller som Monna Dithmer også skriver:

»Bakket op af et øredøvende lydarsenal af skudkavalkader, svirpende karatehug, løsgående missiler og alt det der, er det mageløst, hvad Ingimarsson, Lars Gregersen, Joen Højerslev og Didier Oberlé kan levere af korporlig præcision, timing og træfsikre personager. Deres fandenivoldske glæde ved at gå løs på filmens superhelte forplanter sig som et tæppebombardement i salen. Og hva’ fa’n: Selv gode gamle Superman havde jo egentlig sin daglige dont på et kontor, som bladsmører«.

Ja, og Superman dyrkede Parkour.

Parkour er en fysisk disciplin, der gør det muligt at passere enhver forhindring, du møder på din vej. Vægge, mure, rækværker, skure, skinner, afspærringer: Løb, spring, løb videre – følg din egen bane.

Parkour er lige så gammel som indianerne i junglen, men i sin moderne form er Parkour udviklet af franskmændene Raymond og David Belle, far og søn, som en bevægelsesform, der særlig nytter noget i storbyjunglen – hvor mere end halvdelen af verdens befolkning nu lever.

Løft blikket, se byen som et landskab, udstik din egen bane (sagde ikke allerede de gamle grækere, at den korteste afstand mellem to punkter er en lige linje?) ... og løb!

David Belle, født 1973, voksede op i franske forstæder og gjorde Parcour til forstadsdrengenes kropsdisciplin. Nu er det franske c blevet til et internationalt k, ligesom der er kommet et beslægtet engelsk ord, som betegner en beslægtet disciplin: Freerunning.

Ude i byernes landskab er gælder det om at se alle forhindringer som det modsatte: muligheder for at få fart og afsæt og flow og komme videre. Og inde i hovedet gælder det samme: styrketræning, løbetræning, smidigheds- og akrobatisk træning, så blokeringer bliver brugt som alt andet end blokeringer.

Parkour og Freerunning er bevægelsesfrihed som ydre og indre mål.

Masser af danske børn og unge går til Parkour. Vi har allerede haft det professionelle Team JiYo i ti år, og ude i Ørestad er der en Parkour-park.

Det er fascinerende og livsbekræftende, at noget helt nyt på den måde kommer ind i vores kultur og giver den gode gamle menneskekrop fuldstændig nye mønstre at bevæge sig gennem landskabet i – byens menneskeskabte landskab.

Men friheden i Parkour er også farlig, hvis man ikke gør sig klart, hvor krævende disciplinen er, når man for alvor vil dyrke den og springe over alting. På République demonstrerer de lige nu, hvor dygtig man kan blive: Blam!