Midt i den mellemøstlige forvirring er der ét land, som hele tiden leverer positive nyheder; nyheder, vi kan lide: Qatar.

Netop i disse dage er det Qatar, som går forrest i Den Arabiske Ligas forsøg på at presse Syriens præsident Assad væk fra magten. Landets leder, Emir Hamad bin Khalifa al-Thani, har ligefrem talt for militær intervention.

Qatar var også med i Libyen og sad med ved forhandlingsbordet i Paris sammen med alle stormagterne, da flykrigen blev besluttet. I Qatars hovedstad, Doha, forhandler USA i disse uger med afghanske Taleban (som har åbnet et kontor i byen). Og Doha var så sent som i mandags vært for (endnu) en forsoning mellem stridende palæstinensiske grupper.

Qatar ejer en tv-station, Al-Jazeera, som dækker verden journalistisk professionelt, og som har spillet en stor rolle i det arabiske forår. Fra Tunis til Kairo har Al-Jazeera været med til at holde befolkningerne orienteret om deres egne frihedskampe.

Al-Jazeera har sin fulde journalistiske frihed, hvis blot stationen holder sig fra at dække én bestemt ting, nemlig hvad der rører sig i Qatar og dets nabolande på den arabiske side af Den Persiske Golf.

I nabostaten Bahrain er et oprør i gang, som Qatar hjælper med at nedkæmpe, så ingen Al-Jazeera-objektivitet her: en lille bitte begrænsning – ligesom Adam og Eva i Paradisets Have måtte spise af alle træer, blot de holdt sig fra ét enkelt frugttræ.

Ellers går det godt: Qatar opkøber hver eneste dag nye virksomheder og aktiviteter ude i verden, for landet sidder på små 15 pct. af klodens olie, så indbyggerne er verdens rigeste. Fodboldklubben FC Barcelona har nu, med særdeles god grund, logoet Qatar Foundation på sine trøjer (se selv på de danske drenge, der er Barcelonafans).

Forrige uge købte Qatar den franske klub Paris-Saint Germain, og forrige år købte Qatar hele den internationale fodbold ved at sikre sig, at VM skal spilles i Qatar i sommeren 2022.

Da beslutningen blev truffet, gjorde det sikkert indtryk på Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, at en af emirens tre koner holdt en smuk tale; det gjorde sikkert også indtryk, at Qatar kunne forklare, hvor exceptionelt grønt og bæredygtigt det vil være, når der skal spilles fodbold i 50 graders varme på nedkølede, nybyggede stadioner i ørkenen; men mon dog ikke også, det har gjort indtryk på Fifa, at der var penge på bordet?

Mange penge, kan man vist godt sige. Qatar køber.

Qatar er et land med ca. 280.000 indfødte indbyggere. Hertil kommer knap halvanden million midlertidige immigranter, som er dem, der gør arbejdet. Qatarerne lader sig varte op i forholdet 1:5; for hver qatarer er der fem importerede arbejdere.

Al magt i landet er koncentreret hos emiren og hans familie, som i forhold til de 280.000 qatarer udøver et diktatur, der rummer visse elementer af oplysning. I forhold til landets overvældende flertal, derimod, altså de halvanden million udenlandske arbejdere fra Bangladesh, Sri Lanka, Filippinerne, Nepal og forskellige lande i Afrika, men også (når det gælder professioner som læger og ingeniører) fra Europa og USA – i forhold til disse arbejdere er diktaturet bare godt gammeldags og uden det mindste formildende ved ’oplyst enevælde’.

Man kan blive smidt ud af landet med timers varsel, og man kan komme i fængsel for at holde hinanden i hånden i et supermarked. De lavtlønnede immigrantarbejdere fra Asien og Afrika lever under vilkår, som ikke på nogen måde hører hjemme i et civiliseret land.

Men dette land er for tiden vores bedste ven i Mellemøsten. Qatar er indbegrebet af ’det gode diktatur’, som vi altid gerne vil alliere os med, især hvis diktaturet er nyttigt og har penge.

Netop nu er der kolossal mangel på egnede kandidater fra Algier til Damaskus, så vi sætter alle vores penge (eller rettere alle deres penge) på Qatar, »det grønne, bæredygtige, moderne arabiske land med den fri og fremragende tv-station Al-Jazeera«.

Qatar er alt det, vi gerne vil få os selv til at tro på, så vi kan tage imod milliarderne med nogenlunde god samvittighed.

BBC afholder Dohadebatter i en atmosfære af arabisk ytringsfrihed nede i Qatar, og ude i verden gør Qatar gode gerninger med sine penge i land efter land: For få uger siden meddelte for eksempel en sammenslutning af nødstedte franske forstæder, at de fremover supplerer deres lidet givtige samarbejde med den franske centralmagt med et direkte samarbejde med Qatar.

Qatar investerer deres penge klogt og fremsynet i os. Men investerer vi vores fremtid klogt og fremsynet i Qatar?