Forleden fyrede Berlingske Media en række medarbejdere.

Der skulle spares, det sker i alle virksomheder, det skal jeg ikke blande mig i. Men fyringerne blev ledsaget af en ny og principiel erklæring fra bladets chefredaktion: Fremover skal der ikke være fastansatte anmeldere på Berlingske.

Det er løst tilknyttede freelancere, som nu skal være »vores anmelderprofiler«, udtaler chefredaktør Tom Jensen til Media Watch.

Det vil jeg til gengæld godt blande mig i. Både fordi jeg som læser af Berlingske (Tidende) gennem hele mit læsende liv synes, at det er en frygtelig trist udvikling; og fordi jeg som mediemand synes, det er en frygtelig farlig udvikling.

Først det farlige: Hvor ligger en freelancers loyalitet?

LÆS ARTIKELFirmaet bag Berlingske skal spare en halv milliard

Spørgsmålet gælder alle former for journalistik, og det er lige relevant for reportere og kritikere. Helt uanset den enkeltes personlige kvaliteter og retskaffenhed gælder den gamle bibelske kendsgerning, at det er svært at tjene mere end én herre.

En fastansat journalist, en fastansat kritiker, har ryggen helt fri til at bedrive journalistikken og anmelderiet uden hensyn til andet end faget og det medie, der lønner trygt og godt.

En freelancer derimod har ingen tryghed i ansættelsen og må hele tiden tænke på at klare sig; at komme videre; at få en ny aftale. I journalistikken risikerer freelanceriet at skabe ukritiske og servile historier, som servicerer mere, end de kontrollerer.

Læserne har ikke mulighed for at kende forskel på fast og freelance, det står jo ikke på artiklerne. Og de stadig mere almindelige skift frem og tilbage mellem at være journalist i pressen og »pressemedarbejder« i en offentlig eller privat virksomhed, som pressen skal kontrollere, gør kun problemet værre.

Der er noget i hele denne nye struktur, som fremmer risikoen for noget meget uheldigt, som i karikeret form kan kaldes »stillingsansøgninger kamufleret som artikler«.

Det er den enkelte freelance-journalist og den enkelte redaktør, som med sin personlige og professionelle hæderlighed må modvirke noget usundt, som ligger i selve freelance-strukturen.

I anmelderiet er problemet akkurat det samme, kun endnu mere åbenlyst:

Hvis ikke en eneste anmelder har mulighed for at tjene andet end en brøkdel af sin løn ved selve anmelderiet, så fremmer freelanceriet »anmeldelser«, som vedlagt et cv og stilet til en museums-, forlags- eller teaterdirektør godt kunne afsluttes med et:

»Jeg håber at have vakt Deres interesse og ser frem til en uddybende samtale«.

Når det ikke går så galt, så beror det på den enkelte anmelders og redaktørs ordentlighed og professionalisme, men selve systemet er usundt.

Nu har det altid været sådan, at både aviser og elektroniske medier (for så vidt som de overhovedet dyrker egentligt anmelderi) har haft et miks af fastansatte og løst tilknyttede freelance-anmeldere.

For eksempel har mange boganmeldere deres faste udkomme som universitetslærere. Men store aviser med respekt for sig selv har også egne kritikere, som tegner avisen og har hele deres loyalitet her.

Det er en del af »den borgerlige offentlighed«, at sådan nogle »profiler« findes. Og for nu at give et eksempel, som har den fordel, at det ligger et par år tilbage, men også den fordel, at det i dén grad er knyttet til Berlingske Tidende: Jens Kistrup (1925-2003).

Denne legendariske teater- og litteraturkritiker var totalt uafhængig af alle andre end Berlingske Tidende, hvis oplag og anseelse han til gengæld viede sit liv til at hæve – og mildt sagt med succes. Jens Kistrup var en del af Berlingske Tidendes brand, og det brand var så stærkt, at kælenavnet ’Tante Berlingske’ kun var en stor styrke, for det viste, i hvor høj grad tanten havde personlighed.

Hermed er vi så kommet fra det farlige til det triste: Sagt med et suk fra en virkelig trofast læser af Berlingske (Tidende) gennem virkelig mange år: Jeg savner personlighed i dag.

Både den blege lille frokostavis, som nu bare hedder Berlingske, og alle de udmærkede produkter i Berlingske Media er ... ja, produkter.

Det er meget godt med alle de medieplatforme og alle de breaking news, men bogtrykker Berlings fornemme blad fra 1749 (Politiken er den rene døgnflue i sammenligning) må have noget mere.

En tone, en tyngde, nogle profiler, noget kultur. Noget selvrespekt. Når en chefredaktør på Berlingske, ham med ansvar for kulturen, siger, at bladets »anmelderprofiler« kun skal være freelancere, så udtrykker han ikke blot en umulighed.

Han udtrykker en manglende selvrespekt i en af Danmarks fineste kulturinstitutioner, det privatejede Berlingske hus.

Nej, det går vist ikke så godt i Pilestræde.