Der kommer ikke en mors sjæl på Kunsthal Charlottenborg.

Hovedstadens flotte gamle udstillingsbygning beliggende på en af landets bedste adresser, Kongens Nytorv, står stort set tom.

Og det gør den, hvad enten den rummer en af de for tiden særdeles sjældne udstillinger eller simpelt hen bare er lukket. I det første tilfælde holder publikum sig væk, i det andet tilfælde kan de ikke gøre andet.

Vi taler om en bygning med en placering, en historie og et potentiale, som kunne gøre den til Louisiana i City. Men Charlottenborg havde 8.000 (skriver: otte tusind) betalende gæster sidste år – samt 15.000 gratister.

Selvfølgelig er det hen i vejret at sammenligne med Louisiana, men bare lige for proportionernes skyld: I Humlebæk opererer de med årlige besøgstal omkring 600.000.

Charlottenborg selv havde 55.000 årlige besøgende i 2006, det sidste år før man smed de danske kunstnere i sammenslutninger som Grønningen og Corner ud, fordi daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) mente, at hverken kunstnerne eller deres publikum var fine nok.

Nu skulle Charlottenborg være »international kunsthal i verdensklasse« – alt det dér sædvanlige. Siden er det gået brat ned ad bakke. Ned mod nul.

To udenlandske direktører og to bestyrelser har forsøgt at få den fuldstændig umulige konstruktion til at fungere. Svenske Bo Nilsson var første mand til at knække halsen som direktør, og nu er britiske Mark Sladen i gang med det samme.

Sidstnævnte har 600.000 kr. årlig til at arrangere »udstillinger i verdensklasse« for. Medmindre, selvfølgelig, at han kan skaffe sponsormidler, altings løsen for tiden, men det kræver et lokalkendskab, som man per definition ikke har, når man kommer fra et andet land. Mark Sladen har ikke fået en klink.

LÆS OGSÅCharlottenborgs engelske leder: Danskerne tager kultur seriøst

Danmark findes jo faktisk som sådan et konkret land med konkrete kunstnere, kunstelskere, mennesker og miljøer. Men Den Moderne Internationale Kunsthal Charlottenborg er tænkt (undskyld det overdrevne ord) som en abstrakt størrelse i en globaliseret virkelighed – som bare ikke er nogen virkelighed, men noget, som ikke findes.

Charlottenborgs sørgelige skæbne er dansk prale- og varmluftspolitik, når den er værst, og de arme (højt kvalificerede!) udlændinge, vi lokker hertil på falske forudsætninger, bliver slagtet for denne politik på en måde, som desværre er en dansk tradition, der går tilbage til Struensee.

Det er hverken Bo Nilssons, Mark Sladens eller deres bestyrelsers skyld, at Charlottenborg er tæt ved nulpunktet. Det er Brian Mikkelsens skyld.

Hans politik for Charlottenborg var tænkt imod kunstlivet i en negativ logik, som han desværre kunne tage en del af pressen og kunstkritikken til indtægt for: Ned med kunstnersammenslutningerne! Vel er der minusser ved disse sammenslutninger, men er de så slemme?

Og her åbner jeg lige en parentes, ligesom der var en parentes på Charlottenborg mellem den første og den anden arme udenlandske direktør: ’Til vægs’ hed den udstilling, som en midlertidig direktør og kurator, danske Maria Gadegaard, arrangerede i 2009.

Udstillingens titel sagde noget om Charlottenborgs situation, men den markerede også, at fyrre kunstnere malede direkte på væggene i den kære bygning: Så kunne det ikke gøres billigere.

Og pludselig væltede det ind med besøgende: 25.000 til denne ene udstilling. For publikum vil gerne ind på Charlottenborg, og kunstnerne vil gerne – men kan de få lov? Nej, det kan de ikke – men nogen andre kan (de findes bare ikke).

De få udstillinger, som de udenlandske direktører har kunnet arrangere, har ikke været dårlige, og problemet er ikke en modsætning mellem dansk og udenlandsk.

Det er en modsætning mellem abstrakt og konkret: Når nogle få udenlandske kunstnere pludselig bliver hentet ind i en dansk virkelighed, hvor de er ukendte og uden forankring – og bliver det på bekostning af et levende, konkret kunstmiljø, som holdes ude og nede – ja, så er vilkårene mildt sagt umulige.

LÆS OGSÅDansk kunsthal skal på verdenskortet

Charlottenborg var indtil 2006 en levende organisme, hvor et trofast, købedygtigt og måske lidt småborgerligt publikum nød at komme nogle gange om året, somme tider for at se Grønningen eller Corner, andre gange for at se forårs- og efterårsudstillinger, og med mellemrum for at se de særudstillinger, som virkelig udfordrede og satte dagsorden.

Dette store publikum findes stadig og følger med, om så Grønningen flytter helt til Bornholm. Men Charlottenborg er flyttet et sted hen, hvor man slet ikke kan komme: til en ikkeeksisterende ’verdensklasse’.