Annonce
Annonce
Annonce
Debat 16. apr. 2012 KL. 00.01

Liberal Alliance er i virkeligheden en bank

Anders Samuelsen er på papiret formand for et politisk parti. I virkeligheden er det en bank.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Spørgsmål: Hvordan kan det være, at Anders Samuelsen har sort jakkesæt og slips på i de kæmpestore annoncer, han som leder af Liberal Alliance hele tiden kører?

Svar: Han prøver at ligne en bankmand.

Spørgsmål: Hvordan kan det være, at Liberal Alliance taler om skattelettelser, frit marked og individualisme på en måde, så det lyder som en parodi på noget fra kapitalismens barndom?

Svar: Partiet prøver at lyde som en bank.

LÆS OGSÅ LA scorede vælgere på løftebrudsannonce

Spørgsmål: Hvordan har Liberal Alliance råd til konstant at køre kampagne?

Svar: Partiet er en bank.

Anders Samuelsen er en bankdirektør, men ikke den øverste i koncernen. Liberal Alliance er en form for politisk datterselskab i Saxo Bank, der også finansierer et cykelhold med Bjarne Riis som direktør.

Liberal Alliance er filial af en bank, og Anders Samuelsen er filialens direktør

Bjørn Bredal

Topchefen i Saxo Bank hedder Lars Seier Christensen, og det er ham, der bestemmer. Ligesom der i gamle dage var noget, der hed »en holdt dame«, er der i dag noget, der hedder »et holdt parti«. Sådan et parti er Liberal Alliance, derfor sørger filialdirektør Samuelsen for at ligne en bankmand, gå som en bankmand og tale som en bankmand.

Og læsere af Liberal Alliances forrige annoncekampagne (en ny er allerede i gang) vil vide, at ovenstående er et citat fra overskriften på annoncerne: If it talks like a duck and walks like a duck, it probably is a duck.

Vi omskriver lidt: If it talks like a bank and walks like a bank, it probably is a bank. Og så oversætter vi lige til dansk, så vi ikke straks kløjes i det globale marked: »Hvis den vralter som en and og kvækker som en and ...«, eller altså: »Hvis den taler som en bank og går som en bank, så er det sandsynligvis en bank«.

Nu har vi nået samme konklusion ad to forskellige veje, så der kan ikke være nogen tvivl, end ikke for prins Knud, som vi alligevel gentager det for én gang til: Liberal Alliance er filial af en bank, og Anders Samuelsen er filialens direktør.

LÆS OGSÅ LA: »Hvis vi tier, bliver vi medskyldige«

Sådan et sort jakkesæt, Samuelsens nye finansuniform, ser frygtindgydende seriøst ud. Det er virkelig noget andet end dengang, Samuelsen tilhørte Det Radikale Venstre og gik i cowboybukser.

Men selv om seriøsiteten er til at tage og føle på i de blå annoncer med den sortklædte Samuelsen, så har jeg personligt svært ved at tage partiet/banken alvorligt. Jeg kommer til at grine, når jeg ser det samlede udtryk, der vralter som en and.

Men det er jo nok værst for mig selv, for Liberal Alliance har ni mandater i Folketinget. Det er sikkert Samuelsen, der griner ad mig hele vejen til banken, Saxo Bank. Jeg er lige så meget til grin som kunderne i en anden bank, Goldman Sachs.

Hvor meget har Samuelsen mon ribbet mig for i dag, sådan rent bankpolitisk?

Bjørn Bredal

Ifølge underdirektør Greg Smith, der for nylig sagde op i denne gigantiske globale investeringsbank, omtales kunderne konsekvent som »fjolserne«. Og »det hyppigst stillede spørgsmål, jeg hørte i banken, var: ’Hvor meget har vi ribbet kunderne for i dag?’«.

Her er det så, at en vis alvor alligevel melder sig. Hvor meget har Samuelsen mon ribbet mig for i dag, sådan rent bankpolitisk? Jeg er egentlig ret utryg ved, at en bank på den måde kan have folk i Folketinget. Og min utryghed bliver ikke mindre af, at Saxo Bank lever af lige præcis den type høj gearede og computergenererede investeringer og hokuspokus, som for tiden er ved at køre vores økonomi fuldstændig i sænk.

Det er en skrækkelig tanke, at når der i Folketinget skal diskuteres regulering af det globale finansmarked, så sidder der ni repræsentanter for en af de mest aggressive operatører på dette marked og har stemmeret.

Og det er i det hele taget en skrækkelig tanke, at de forsamlede bankdirektører uge ud og uge ind kan finansiere Liberal Alliances lirumlarum om »personlig FRIHED og retten til at leve, som man vil«. Jeg har nemlig en mistanke om, at det særlig er bankdirektørernes frihed og ret til at leve, som de vil, der sigtes til.

LÆS OGSÅ Liberal Alliances venner angriber løftebruds-kampagne

Hvordan får jeg mit gode humør igen? Det gør jeg ved at tænke på pointen i Liberal Alliances annoncer. Pointen er (ja undskyld, men ligesom i visse finansielle transaktioner er logikken lidt kringlet), at Lars Løkke Rasmussen, Venstres formand, både taler og går som en socialdemokrat.

Anders Samuelsen vil gerne kalde Lars Løkke for det værste, det frygteligste, det slemmeste skældsord, han kender, nu da han er blevet finansmand: socialdemokrat!

Det synes jeg så alligevel er lidt sjovt. Det er ligesom Kaptajn Haddock i Tintin: sandalslæber, sandloppe, sandmide, sinke, sjofelist, sjover, sjuft, skadedyr, skallesmækker, skamstøtte, socialdemokrat!

Annoncer