Hvad skal man tænke om »det arabiske forår«?

Jeg ved det ikke, jeg ved kun, at det er bevægende at gå omkring i Sidi Bouzid, byen i Tunesien, hvor den 26-årige grønthandler Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv for halvandet år siden og udløste den serie af oprør, som er gået gennem Mellemøsten lige siden.

Jeg kom gennem byen forleden sammen med en gruppe rejsende på studietur. Tunesien, det første land i »foråret«, befinder sig i en overgangsfase – men overgang mod hvad? Mere frihed? Mere religion? Tunesien er revolutionernes laboratorium.

Det var en kvindelig politibetjent ved navn Fadia Hamdi, som 17. december 2011 bragte den unge illegale grønthandler i en sådan affekt og fortvivlelse, at han tog sit liv.

Hun konfiskerede hans bod og hans vægte, for han havde ikke tilladelse til den handel, som var hans forsøg på at modvirke et håbløst liv som arbejdsløs. Da han protesterede voldsomt, gav hun ham vist nok en ydmygende lussing eller hævede hånden til slag.

Fadia Hamdi fik i hvert fald hurtigt rollen som revolutionens anti-heltinde og blev sat i fængsel. Men efter en sultestrejke og en retssag blev hun frikendt 17. april, og nu er folkestemningen vendt: Hun får sin del af æren for at have udløst revolutionen.

LÆS ARTIKELUnge i Nordafrika tror på fremtiden og bliver hjemme

Alt kan ske i Tunesien, som allerede har sin Muhammedsag i bedste danske stil.

Landets diktator Zayn al-Abidin Ben Ali flygtede 14. januar 2011, kun en måned efter selvmordet i Sidi Bouzid.

Nu sidder Ben Ali sikkert i Saudi-Arabien og er nogenlunde lige så rig som resten af tuneserne tilsammen, for han sørgede for at flytte landets valutareserver over på sine private konti, og en container med guldbarrer fra nationalbanken fulgte med hans flyttelæs.

I Tunis sidder til gengæld en grundlovgivende forsamling på 217 demokratisk valgte personer, et tal, som svarer næsten nøjagtigt til de 219, der måtte lade livet i den måned, det tog det tunesiske folk at erobre magten og jage Ben Ali ud.

Den nye grundlovs givere sidder i landets smukke parlament i Bardo lige syd for Tunis – et sted, det føles højtideligt at blive lukket ind i ligesom i Sidi Bouzid. De sidder og skriver verdenshistorie, de 217 tunesiske kvinder og mænd.

Men guderne må vide, hvad det bliver for en historie. Det er slet ikke sikkert, at deres flertal ønsker sig de friheder, navnlig på det religiøse område, som vestlige demokrater ser som selvfølgelige.

I Sidi Bouzid står der nu et dejlig arabisk og tydeligt talende monument over Mohamed Bouazizi: en stiliseret grøntsagsbod med en blodrød sten på toppen.

Over for monumentet ligger et lille lægehus, og foran huset ligger en fattig mand og demonstrerer sin afmagt.

Nogle få meter længere henne ad den mellemøstligt myldrende gade står et par flinke, demonstrativt flinke, betjente: Nu er politiet på folkets side, og tuneserne fortæller, hvor stor en forandring det er i hverdagen, at politi og andre offentlige embedsmænd optræder venligt og ikke straks kræver bestikkelse.

Jeg spurgte en af betjentene, hvor Mohamed Bouazizi havde sin bod, og han pegede hundrede meter hen ad gaden: » – lige dér, og vi er stolte af ham«.

Fem hundrede kilometer længere mod nord, i hovedstaden Tunis, står der flinke betjente foran hovedkvarteret for det statslige tunesiske tv.

Betjentene er alt for flinke, for i tre måneder har de undladt at gribe ind over for en flok salafister, yderligtgående islamister, der camperer foran tv-stationen og forulemper alle, der går ud og ind.

Dagligt bliver nogen slået ned og kørt på hospitalet, uden at politiet gør noget. Salafisterne er utilfredse med, at det offentlige tv ikke behandler religionen tilstrækkelig ærbødigt og ikke påbyder de kvindelige tv-værter at bære slør.

Men værre står det til for den private tv-station Nessma, der sender fra Tunis til hele Nordafrika.

For nogle måneder siden viste Nessma tegnefilmen ’Metropolis’ af iranske Marjane Satrapi, og her optræder på et par tegninger en hyggelig profet med skæg. De tunesiske salafister har mobiliseret langt over hundrede advokater i en stor retssag mod direktøren, Nabil Karoui, som kræves idømt lang fængselsstraf.

Og risikoen er reel: To unge bloggere er netop blevet idømt syv års fængsel hver for at have vist tegninger af profeten på Facebook.

Men pressen er fuld af frit formulerede fordømmelser af disse domme, og på gaderne demonstreres der frit for og imod.

Alt kan ske i foråret.