General De Gaulle erklærede engang: »Jeg kan ikke lide kommunister, for de er kommunister; jeg kan ikke lide socialister, for de er ikke socialister; og jeg kan ikke lide mine egne, for de holder for meget af penge«.

Citatet dukkede op forleden i en spændende tv-debat under den franske valgkamp. Ikke den store debat mellem præsidentkandidaterne, men aftenen før på en anden kanal, France 3.

Her havde man sat to sympatiske, tænkende og indflydelsesrige mennesker fra venstre og højre, Régis Debray og Henri Guaino, over for hinanden i en timelang diskussion af den slags, hvor det ikke gælder om at vinde, men om at lytte og blive klogere.

Og alle, ikke mindst tv-seerne, blev klogere, til trods for at debattens umiddelbare afsæt var den enes vrede mod den anden. Forfatteren og filosoffen Régis Debray var vred over, at Henri Guaino havde taget hans ideer om »grænser« og lagt dem i munden på Nicolas Sarkozy.

Guaino er nemlig taleskriver for den indtil i morgen siddende præsident, og Sarkozy stod for et par uger siden under et folkemøde i Toulouse og henviste til Régis Debrays bog fra 2010, ’Éloge des frontières’ (’Hyldest til grænser’). Præsidenten sagde blandt andet:

»Grænsen adskiller det indre fra det ydre, grænsen gør det muligt at have et hjem, en intimsfære, hvor man selv bestemmer, hvem man lukker ind. Grænsen markerer, at alt ikke er lige godt, og at det ikke er lige meget, om man er ude på gaden eller inde i huset. Grænsen er simpelt hen udtryk for kulturens, civilisationens langvarige arbejde«.

Den endnu siddende præsident talte egentlig om geografiske grænser og om immigranter, men han kunne bruge filosoffens bog som vand på sin mølle – til filosoffens store misfornøjelse.

LÆS OGSÅSarkozy: De dræbte er alle Frankrigs børn

Régis Debray kender ellers godt selv rollen som speech writer (på godt fransk): Han skrev taler for François Mitterrand i sin tid.

Nu forleden aften gik han i rette med Sarkozys taleskriver: »Grænsen inviterer til at dele, ikke til at udelukke. Jeg tror, at grænsen er er en stor ven af gæstfrihed og kosmopolitisme. Jeg har skrevet denne bog imod de imperier, der tror sig hjemme overalt, imod de stærkeres ret, imod foragten for fremmede, imod hegemonier, der ser bort fra grænser«.

Abstrakt tale, som ikke kunne skjule, at både Debray og Guaino ønskede sig tydeligere grænser i en eller anden geografisk, kulturel eller økonomisk forstand. De var enige om at se forskellighed som en værdi og identitet som noget, der kræver grænser – ikke forstået som mure, men som filtre.

De to aktuelle præsidentkandidater, François Hollande og Nicolas Sarkozy, havde jo begge bebudet meget konkrete grænseforslag, som de ville gå til EU med, hvis de blev valgt: Hollande ville sætte grænser for kapitalens fri bevægelighed med en Tobinskat på finanstransaktioner; Sarkozy ville sætte grænser for personers fri bevægelighed ved at tillade de enkelte EU-lande at lukke grænserne midlertidigt for immigranter.

Grænser for personer og grænser for kapital godt nok er meget forskellige ting, men der ligger måske alligevel en fælles bekymring bag en Nicolas Sarkozys tanker om at ændre Schengensamarbejdet og en François Hollandes tilslutning til tanker om Tobinskat: en bekymring for forholdet mellem det nationale og det globale.

Og i videre forstand: en problematisering af ’det grænseoverskridende’.

I globaliseringens tidsalder er ’det grænseoverskridende’ ellers et plusord, som det næsten ikke er muligt at diskutere inde på den politiske midte, fordi det er blevet en mærkesag for yderligtgående højrepartier at kræve ’sikre grænser’.

Og den gamle venstreorienterede Régis Debray var selvfølgelig udmærket klar over, at han bevægede sig ind i et farligt felt, da han sidste år skrev en hel bog til hyldest af grænser i alle mulige betydninger, konkrete, abstrakte, politiske, poetiske: »Hvis ikke en flod havde bredder, ville den være en sump«.

LÆS OGSÅSarkozy: Jeg tager ansvaret for nederlaget

Hvad der viste sig i tv-debatten mellem Debray og Guaino, var, at de uanset højre og venstre faktisk havde fælles forestillinger om grænser for det grænseoverskridende – og dét uanset om talen gjaldt hele lande, nationer, folk og kulturer eller enkelte mennesker og deres moral.

Det viste sig også, at både ham fra venstre og ham fra højre måtte indrømme, at de havde svagheder for ideer fra ’den anden fløj’. Den snigende enighed var nok mest grænseoverskridende for den gamle venstreorienterede, som var tæt på at indrømme, at hverken Sarkozy eller hans taleskriver havde misforstået eller misbrugt ham.

Men så afviste han alt og alle med citatet af General de Gaulle.