Hvidtjørnen har blomstret.

Sikken fest. Venus gik hen over solen natten til onsdag. Sikken et syn. Missede du hvidtjørnen eller Venus? Bare rolig: Hvidtjørnen blomstrer igen om et år, og Venus passerer solen igen 11. december år 2117.

Hvidtjørnssletten i Dyrehaven nord for København må være et af de smukkeste steder på den grønne jord. Hjortene har gnavet buskene til, så de ligner træer på en afrikansk savanne, og når de blomstrer i maj og juni, ligger savannen som et lykkeland i flor.

Marcel Proust, hvis hele verden dufter af hvidtjørn, ville have været lyserød af misundelse, hvis han havde vidst, hvad en københavner har i sin Dyrehave. Vi kan sidde med vores picnic på en slette, hvis skønhed sagtens kan konkurrere med landskabet omkring landsbyen Combray, hvor lille Marcel tilbragte sin barndoms ferier og fik den fortryllelse, der foldes ud over tusinder af sider i romanværket ’På sporet efter den tabte tid’:

»... jeg blev stående foran hvidtjørnene og indåndede blomsternes usynlige og uforanderlige duft, forelagde den for min tanke, der ikke anede, hvad den skulle stille op med den, mistede den og fandt den igen, gled ind i den rytme der kastede deres blomster hid og did i ungdommelig glæde og med uventede intervaller (...) skænkede mig i det uendelige og med ungdommelig ødselhed den samme fortryllelse, men lod mig alligevel ikke uddybe den nærmere, ligesom de melodier som man spiller hundreder af gange i træk uden at trænge dybere ind i deres hemmelighed«.

Hvert år i slutningen af maj og begyndelsen af juni kan vi tage ud i Dyrehaven og få fortryllelsen foræret.

Kærlighedens planet, Venus, fortryller også. Men hvis man forsøger at lande på den, finder man ud af, at temperaturen er 500 grader i skyggen, og at det altid er stormvejr.

Ellers minder Venus på mange måder om Jorden, hvad vi ved fra de få fartøjer, der har taget turen derop og klaret klimaet i tilstrækkeligt mange minutter til, at de kunne nå at sende et par fotos hjem, før de brændte op.

Venus er smukkest på afstand. Men så er den også himlens smukkeste stjerne. Det tog os mennesker nogle millioner af år, før vi fandt ud af, at »Aftenstjernen« og »Morgenstjernen« var én og samme planet. Og her for nylig fandt vi ud af noget mere, nemlig at Venus en gang imellem passerer hen over Solens glødende skive, hvis man ser de to himmellegemer fra Jorden. Og det gør man som regel.

Johannes Kepler beregnede, at der ville være en Venuspassage i 1631, og da passagen gentog sig otte år senere (det gør Venuspassager altid, man kan regne med Universet), benyttede astronomen Jeremiah Horocks lejligheden til at beregne afstanden fra Jorden til Solen: Det er noget af det meget nyttige, man kan bruge Venuspassager til.

Horocks fik afstanden til 95,6 millioner kilometer, hvilket faktisk kun er 50 millioner kilometer ved siden af.

Men allerede under de næste to Venuspassager, der fandt sted i 1761 og 1769, fik man observeret og beregnet sig frem til stort set den rigtige afstand på 150 millioner kilometer plus minus et par stjernetåger.

Hvis man interesserer sig for Det Lykkelige Arabien, så blinker der nok en lille stjerne ved året 1761: Det var året, da Carsten Niebuhr og co. drog af sted på den berømte ekspedition til Yemen. De rejste over Istanbul og Kairo, men faktisk havde fedtede embedsmænd i København foreslået, at de bare skulle have rejst gratis med et af skibene syd om Afrika til Tranquebar – så kunne de altid senere have fundet tilbage over det lille stykke vand fra Indien til Arabien.

Og Niebuhr syntes egentlig, ideen var o.k., for så kunne han observere »Veneris Igiennemgang igiennem Soelen paa de Coromandelske Kyster«, som ekspeditionens sprogforsker, Christian von Haven, skriver i sin dagbog med fnysende foragt for »uforfarne Mænd, som ikke selv have reyst og heller ikke kiende Verden«.

Von Haven selv skulle ikke nyde noget af den rejserute: »Dersom ieg skulle vove mit Liv for en Venus, saa skulde det ikke være for den, som sad paa Himmelen«. Nu satte han jo livet til under alle omstændigheder og blev begravet i Mokka i Yemen to år senere, men synspunktet har ellers meget for sig: Hellere Venus her end Venus hisset.

Men hvis man stod op natten til onsdag i sidste uge, kunne man helt uden fare stå i det fredelige Danmark, betragte Venuspassagen og være med i en historie og nogle forhold på størrelse med Universet. Det kan man også, hvis man tager på hvidtjørnetur en gang om året. Jeg synes, man skal slå til.