Den forløbne uge var nok mere dramatisk for folkekirken, end de fleste er klar over – netop fordi der tilsyneladende var så lidt drama.

Det blev smukt udfoldet i en Kronik, som Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, torsdag havde i Politiken: ’Ja til ny definition af ægteskabet’.

LÆS KRONIKJa til ny definition af ægteskabet

En klog Kronik, men med al respekt også en hyklerisk Kronik.

Det kloge først. Bispen bakkede op bag Folketingets beslutning om, at homoseksuelle par kan blive viet i den danske folkekirke.

Uden teologiske spidsfindigheder fik Skov-Jakobsen fint forklaret, at kirken må følge med tiden og selvfølgelig ikke kan hænge fast i den homoforskrækkelse, Paulus for 2.000 år siden gav udtryk for i sine nytestamentlige breve.

Ja, og går vi til Det Gamle Testamente, så vil end ikke den yderste kirkelige højrefløj anbefale det vilde flerkoneri, der dengang huserede blandt konger og profeter i Det Hellige Land.

Bibelen er en dejlig bog, men den er ikke meget bevendt som forskrift for sæd og skik i en moderne verden, dertil er den simpelt hen for umoralsk.

Men det centrale budskab om kærlighed, som Paulus har formuleret bedre end nogen anden, har i højeste grad relevans i en moderne verden, og biskop Skov-Jakobsen fandt fine formuleringer for det i Kroniken:

»Man bliver jo hverken hetero- eller homoviet! Ægteskabet handler om to mennesker, der elsker hinanden«.

Kronikens afsluttende kloge ord vil jeg gerne sige ja og amen til, allerede før jeg citerer dem:

»For langt de fleste af os er det en stor glæde, at den vigtigste fortælling, verden endnu har kendt, også kan markere ægteskabet for par af samme køn og lægge velsignelse over deres liv i kærlighed med hinanden og deres familie og omgivelser. Det er en fryd, når fordomme falder!«.

Nu til det hykleriske: Hvorfor i himlens navn skriver Københavns biskop først dette sit ’Ja til ny definition af ægteskabet’ i en Kronik, umiddelbart efter at Folketinget har tvunget ham og hele folkekirken til noget, kirken har strittet imod i årevis med arme, ben og teologi?

Hvorfor har bispens Kronik ikke stået i Politiken for 10, 20 eller 50 år siden?

Her ligger det hykleriske: Man skulle minsandten tro, når man læser bispens kloge ord, at det var ham og hans kirke, der helt selv havde fundet på det hele.

Men det er det mildt sagt ikke, og her vil jeg så være så fri at citere Politikens leder en dag i november sidste år, mens sagen endnu langtfra var afgjort:

»Folkekirken skal være glad for at have fået en ny minister, Manu Sareen, som kæmper bravt for at melde kirken ind i det 21. århundrede – når nu den ikke selv kan finde ud af det.

De senere uger har det på ministerens initiativ føget med mulige nye ritualer og ordkløverier i farvandet omkring ’ægtefæller’, ’livsfæller’, ’ægtemand og ægtekvinde’, op til alteret og tilbaws igen.

Forleden meddelte ministeren så, at »regeringen har besluttet, at homoseksuelle skal kunne indgå ægteskab på lige linje med heteroseksuelle par, og at de vil kunne kalde sig for ægtefæller«.

Det lød så afgjort, at han fik champagne og røde roser, men hvis nogen tror, at debatten standser her, eller at problemet er løst, har de aldrig hørt en teolog eller set en præst: Det er stridslystne folk«.

Det sidste har nu vist sig at være langt mindre rigtigt, end vi troede. Der gik kun få timer, fra Folketinget havde vedtaget den nye lov, til otte biskopper lammefromt mødte op i Kirkeministeriet med et nyt ritual fikst og færdigt.

Og til trods for at to af landets ti bisper stadig er imod det nye ritual ligesom missionsfolk og andre på højrefløjen, så har ingen så meget som truet med at melde sig ud af folkekirken.

Det viser sig med andre ord nu, at kirke og stat i Danmark er så tæt forbundne, at teologien kan vedtages politisk. Kirkeministeren er faktisk en slags ærkebiskop eller pave i det protestantiske Danmark.

Det har ingen vidst før i sidste uge, og det er dramatisk nyt.