Psykisk syge mennesker bliver massivt overmedicineret på hospitaler i hovedstaden. Det er en kendsgerning; men det er ikke noget, nogen vil forsvare. Og det er ærgerligt.

For den massive medicinering har stået på i årevis, og den gennemføres af højt uddannede læger, som formentlig har tænkt sig om. De arbejder inden for en ny kulturel ramme, som hedder ’Fremtidens psykiatri’, og som bryder ikke blot med ’Fortidens psykiatri’, men i det hele taget med store dele af den idéverden, som stadig præger samfundet, ikke mindst kunsten og kulturen.

’Fremtidens psykiatere’ arbejder med syge mennesker ud fra nogle ideer, der gælder alle mennesker, syge som raske. Det gælder ikke kun fremtidens psykiatri, det gælder fremtidens psykologi. Nu er det kommet frem, at en række patienter er gået i koma efter massiv medicinsk behandling eller har måttet lægges i respirator.

På alle hovedstadens psykiatriske centre bliver der medicineret i en grad, som langt overskrider de faglige vejledninger. Men som psykiatridirektør Martin Lund sagde til Politiken forrige søndag: »Vi støtter bevægelsen mod moderne psykiatri. Og det gør politikerne også. Men der er ingen, hverken jeg eller politikerne, der støtter overmedicinering«.

Udsagnet er uden sprogligt indhold, for selvfølgelig er der ingen, som støtter overmedicinering. Massiv medicinering, derimod, er en grundpille i ’Fremtidens psykiatri’, og som Martin Lund også siger: »Der er hele tiden en diskussion af, hvad der er de rigtige doser. Nu har vi haft en task force til at kigge på det, og den har sat et loft på 60 mg Zyprexa. Så arbejder de videre, og det kan være, at de finder et andet niveau«.

Ja, det kan jo nok være, og så bliver overmedicinering måske bare til medicinering. Men psykiatridirektøren slår også fast, at »det er en lægefaglig diskussion. Intet er sort-hvidt, bortset fra at vejledningerne skal overholdes«.

Det er altså temmelig svært at få denne alvorlige diskussion løftet ud i det åbne. For enten gælder diskussionen overmedicinering, som ingen hverken må eller kan gå ind for; eller også gælder diskussionen bare graden af den massive medicinering, og her må kun læger blande sig (og nok helst kun ’fremtidens læger’).

Men det kan ikke passe, at hverken den første eller den anden forhindring skal fjerne denne fundamentale kulturkonflikt fra den brede offentlige diskussion. En konflikt om ’ord’ versus ’kemi’, om ’fortid’ versus ’fremtid’ og om ’hurtig’ versus ’langsom’ – for blot at nævne nogle af de punkter, konfliktlinjerne i meget forenklet form er spændt ud imellem.

Eller sagt med et kendt navn: Skal fremtidens psykologi og psykiatri være farvel til Freud?

Både raske menneskers selvforståelse og syge menneskers terapeuter har i hundrede år bygget på de forestillinger om bevidsthedens forskellige niveauer, om barndommens betydning og om ordenes helbredende muligheder, som Sigmund Freud blev en særlig stærk eksponent for, men som jo har præget næsten hele den vestlige kultur fra år 1900 til i dag. Gå blot ind og se den aktuelle film af David Cronenberg, ’A Dangerous Method’ – ’En farlig metode’.

Men hvad nu, hvis alle de freudianske forestillinger om før-, under- og overbevidstheder simpelt hen bare er fantasifostre, uvidenskabelige og ubrugelige dæknavne for noget, som ikke findes? Hvad nu, hvis hjernen bare er fysik og kemi og punktum? Læs blot Christian Jungersens aktuelle roman ’Du forsvinder’.

Hvordan behandler man en svær depression? I en klassisk, langsom terapi med stor interesse for patientens fortid og med megen tale og mange ord? Eller i en moderne, hurtig terapi med meget medicin og få ord?

Det er ikke et enten-eller, og psykiatridirektøren har naturligvis ret i, at intet er sort-hvidt. Der er vundet meget i moderne behandlingsformer, som retter blikket mod fremtiden og mulighederne frem for mod fortiden og umulighederne – og som hjælper den psykiske helbredelse nænsomt på vej med medicin. Årelange og meget konservative ’freudianske’ forløb risikerer at fastlåse folk snarere end at bringe dem videre.

Men ’Fremtidens psykiatri’ har allerede i sit navn en tendens mod den modsatte ekstrem: en menneskeopfattelse helt uden fortid – kun med en fremtid, som ikke kan komme hurtigt nok og derfor skal fikses i en fart med medicin. Hurtigt, effektivt, økonomisk, rentabelt ... kortsigtet og menneskefjendsk. Det er vigtigt at få diskussionen ud i det åbne, og det er vigtigt at undgå ekstremerne.