På engelsk hedder det mummy porn, på dansk husmorporno, og lige nu er hundredtusindvis af danskere i færd med at læse i den frække trilogi ’Fifty Shades’ af engelske E.L. James.

Første del, ’Fanget’, har kun haft et par uger på markedet her i landet, men alligevel: Inden nytår er vi nok mindst en million, som i det mindste har bladret og sagt bvadr.

Verden rundt er der foreløbig solgt godt 40 millioner bøger i serien, og jeg kan forstå, at når man kører i New Yorks subway, så er det nu kun halvdelen af passagererne, der er optaget af deres iPhone – den anden halvdel sidder med ’Fifty Shades’. Sikke noget.

Jeg tvivler ikke på, at ’Fifty Shades’ er fladere end pandekager, litterært betragtet. Det er der meget, der er. Men jeg forstår faktisk godt Erika Leonard James, når hun kalder skældsordet husmorporno kvindefjendsk.

Forargelsen over mummy porn er måske endda en smule menneskefjendsk og ikke kun lige denne forargelse, men alle mulige forargelser, som det mærkeligt nok bliver mere og mere legitimt at dyrke.

Det er blevet lidt den omvendte verden, for i dag kan forargelse vældig godt kombineres f.eks. med krav om seksuel frigørelse og måske endda kamp for seksuelle minoriteters rettigheder.

LÆS OGSÅFifty Shades-forfatter: »Ordet husmorporno er kvindefjendsk«

Man kan meget højlydt forbeholde sig ret til forargelse over, at der overhovedet findes noget så uhyggeligt som heteroseksuelle husmødre, abeagtige mænd og fantasier i forstæderne. Man er kort og godt forarget og ser ikke forargelsen i sig selv som noget, man skal forsøge at frigøre sig fra.

Det er selvfølgelig hundrede procent legitimt at flygte fra forstæderne, gyse ved tanken om at være husmor og ryste på hovedet over mænd, der opfører sig som aber. Enhver har ret til sine egen livsstil, sine meninger og tilbøjeligheder.

Men forargelse er noget andet, den er en småtskåret og fantasiløs reduktion af alting til én ting og kun én ting, forstæder til forstæder, husmødre til husmødre, mænd til mænd, kvinder til kvinder. Hvor er det forfærdeligt, at folk er sådan og sådan, skriver og siger man uden sans for, at ’folk’ er alt muligt andet også.

Nu har E.L. James åbenbart knækket en succeskode ved at skrive noget snask om en 21-årig jomfru, der underkaster sig en 27-årig sadomasochistisk forretningsmand. Det lyder lummert, og jeg tænker umiddelbart, at jeg nødig vil have mig frabedt.

Også fordi triviallitteratur giver åndenød og kvælningsfornemmelser med sit dårlige sprog og sin reduktion af alting til … ja, det er ligesom forargelsen: kliché.

Alligevel forstår jeg godt forfatteren, når hun kalder ’Fifty Shades’ for eventyr og siger, som hun sagde forleden til Politiken: »Der er en kæmpe forskel på fantasi og virkelighed, og jeg tror, at kvinder er meget, meget dygtige til at adskille de to og ved, hvad forskellen er. Vi ønsker stadig ligeløn, men det er rart at kunne flygte indimellem og tage på besøg i et andet liv, og hvis dette andet menneskes liv er ekstremt glamourøst med fantastisk sex, så er det fint«.

Ja, det er faktisk fint. En af litteraturens mange funktioner er vel at gøre verden større og mere åben gennem indlevelse i andre mennesker, fiktive mennesker.

Forfatterens indlevelse. Læserens indlevelse. Fantasi her og der. En form for løgnagtighed, som finder frem til sandheder, der ellers ikke kan siges. Det kan gøres i mange genrer, fine, trivielle, selvbiografiske.

For tiden fortælles der jo meget autofiktion, hvor forfatteren går tæt på en sandhed om sig selv. Læseren lukkes ind til hemmeligheder, han ellers ikke ville høre, og opdager måske derved noget om sig selv.

Autofiktion kan være en generøs genre, hvis forfatteren faktisk vil og kan og tør – ligesom norske Knausgård – fortælle noget. Så får man mulighed for at ’tage på besøg i et andet liv’.

Men erindringer og selvportræt kan også være frygteligt fornærede genrer, hvor forfatteren som udgangspunkt bare vil bekræfte og bekræftes og grundlæggende helst ikke fortælle noget.

LÆS OGSÅHvorfor skal vi kun se én nuance af kvinders seksualitet?

Så bliver man som læser ikke meget klogere, end man gør af det stik modsatte helt uden for litteraturen og fiktionen, de stadig hyppigere offentlige afsløringer af små hemmeligheder fra privatlivet, som reducerer og formindsker og indsnævrer både de belurede og de lurende til fnidrede klicheer.

Fantasier er trods fantasier, selv når de luftes i en flad form. Jeg forstår endnu en gang godt E.L. James, når hun afviser at skrive pæne fantasier om politisk korrekte power women: »Det ville blive meget kedeligt«.

Jep, det sagde allerede Voltaire: »Alle genrer er tilladte, kun ikke den kedelige«.