Næsten 25 år efter at ayatollah Khomeini første gang afsagde en fatwa, som indebar ’dødsdom’ over Salman Rushdie på grund af romanen ’De sataniske vers’, blev dødstruslen i sidste uge fornyet.

Den iranske fond, som vil belønne Rushdies mordere, satte dusøren op.

LÆS MEREFatwa: Nu er dusøren på Rushdies hoved oppe på 19 mio. kr.

Noget af en provokation, der kom samtidig med, at Salman Rushdie udsendte sin erindringsbog, ’Joseph Anton’. Men den nye bog var ikke anledning til den fornyede trussel, det var derimod amatørfilmen ’Innocence of Muslims’, som iranerne bag den fornyede trussel synes, at Rushdie skal betale for med sit liv (selv om han som utallige andre har taget afstand fra filmen).

Sikke noget vanvid, og arme Rushdie.

Han må på den igen, og vi må på den igen: Selvfølgelig skal Salman Rushdie beskyttes mod den galning derude, som måtte ønske at inkassere dusøren. Det er på én og samme tid fuldstændig forfærdeligt og næsten ikke til at tage alvorligt.

Noget lignende kan siges om den famøse film, som vi vel efterhånden alle sammen har set et par sekvenser og rystet på hovedet af. Makværket er tænkt som provokation, og det har virket.

Man ved snart ikke, hvad man skal sukke mest over, provokatørerne eller de mange, der bider på provokationerne. Provokatørerne er decideret ondsindede, for de må have vidst eller håbet, at de kunne udløse både vold og drab.

Derimod har de fleste af dem, der har ladet sig provokere til at demonstrere, været i deres gode ret, selv om deres vrede er svær at forstå.

Men drabene på den amerikanske ambassadør i Libyen og hans medhjælpere er jo forbrydelser, som ingen hellig vrede skal have lov at undskylde, og det samme gælder al mulig anden vold og lemlæstelse, som skal forestille at være retfærdiggjort af den provokerende film.

Både i tilfældet Rushdie og tilfældet ’Incconcence of Muslims’ rammes man af en følelse af uvirkelighed.

Man kan ikke tro, og man kan slet ikke begribe, at iranerne kan finde på, hvad de finder på; hvad filmen angår, er det også noget nær drømmeagtigt mærkeligt, at millioner af muslimer verden over i den grad tager på vej.

Men det gør de altså, og så må vi jo både forsøge at forstå, hvad det går ud på, og (ikke mindst belært af de særligt danske erfaringer med Jyllands-Postens tegninger) finde en pragmatisk vej frem, hvor vi fastholder ytringsfriheden som princip, men ikke som en pligt til hverken at dumme sig eller provokere ved enhver given lejlighed.

Det kan vores principper sagtens holde til, ligesom vi ikke tager skade af at indse, at den tilbagevendende ’muslimske vrede’ har at gøre med meget andet end Profetens større eller mindre hellighed:

I Danmark indgik Jyllands-Postens tegninger jo i en logik, hvor landets muslimske mindretal hele tiden skulle hænges ud, og i den aktuelle sag om den amerikanske amatørfilm er det nok også amerikansk og vestlig undertrykkelse gennem århundreder, der protesteres imod i bred forstand, snarere end det for alvor gælder de teologiske ubegribeligheder.

Ytringsfriheden er ikke så højhellig, at den tager skade, hvis vi ikke ligefrem roser en amerikansk filmfusker for hans provokationer. Men ytringsfriheden er så afgørende, at vi hverken kan eller vil forbyde nogen at kritisere nogle andre eller deres religion – endsige tillade, at der afsiges besynderlige ’dødsdomme’ over borgere i vores samfund.

Vi både kan og skal bøje os og være pragmatiske, men vi har også en grad af normalitet i vores vestlige samfund at tage hensyn til. Og her er det tredje aktuelle eksempel, det franske med karikaturtegningerne i Charlie Hebdo, egentlig det principielt mest interessante netop nu.

LÆS OGSÅFransk ugeblad genoptrykker Muhammed-karikaturer

Charlie Hebdo er et satirisk ugemagasin, som hver evige uge siden 1970, da det begyndte at udkomme under navnet Hara-Kiri, har bragt satiriske tegninger af alt. Og med alt mener jeg alt!

Der er virkelig ikke noget mærkeligt i, at dette magasin i en uge, hvor aktualiteten er tapetseret fra væg til væg med profeter og provokationer og demonstrationer, også bringer nogle tegninger desangående. Det ville næsten være provokerende mærkeligt, hvis de på det lille tegnede blad aldeles overså ugens store historie.

På den måde er der noget ret uskyldigt provokerende over Charlie Hebdo. Bladet spiller sin rolle, normaliteten opretholdes.

Men der er noget skyldigt provokerende ved den hadefulde amerikanske film. Og noget helt utilladeligt provokerende ved den fornyede ’dødsdom’ over Rushdie.