I morgen åbner Folketinget.

Dronning Margrethe ankommer til Christiansborg kl. 11.45, formand Mogens Lykketoft tager imod, og kl. 12 begynder første møde i det nye folketingsår. Alt er ved det gamle. Eller er det?

Er der ikke kommet noget nyt ind i det danske demokrati? Har vi ikke fået Christiansborg fra væg til væg, ’Borgen’ op over begge ører, Folketing forfra, bagfra og fra siden?

Er der ikke for meget demokratisk underholdning, for meget løbende information, analyse, kommentar og minut for minut-orientering om, at ’her bag ved mig afholdes netop nu et krisemøde ...’. Bliver Christiansborg ikke dækket alt for tæt?

Det griber om sig. Nyhedsbilledet fyldes mere og mere op af de politikere, som i al deres glimrende politiske almindelighed skal udfylde pladser i offentligheden, som før blev indtaget af alle mulige eventyrere og videnskabsfolk, kunstnere og hverdagsmennesker. Pejlingsfigurer. Spejlingsfigurer. Nogen at fortælle historier om, dramatiske, farverige, lærerige.

Politikerne fylder efterhånden det hele, men de kan ikke fylde det hele. De er ikke spændende nok.

Demokratiet, det rigtige demokrati, ender med at dø af kedsomhed, alt mens medierne hæver stemmen højere og højere og hævder med stadig større påståelighed, at det er helt fantastisk, hvad der foregår ’lige her bag ved mig’ i et mødelokale på Christiansborg.

Fordragelige forhandlinger blæses op til verdenshistoriske magtkampe; spadsereture ind og ud ad pæne paneldøre gøres til breaking news; selve processen i det politiske tiltrækker al opmærksomheden, mens det politiske indhold bliver sværere og sværere at få øje på. Perspektivet er for tæt på, der mangler distance. Og dét helt bogstaveligt.

Jeg har et forslag til Folketingets præsidium, til Mogens Lykketoft, Bertel Haarder, Pia Kjærsgaard, Marianne Jelved og Holger K. Nielsen: Smid os ud, alle som én. Luk Folketinget for medierne.

Det er et tværpolitisk forslag, for det handler ikke om højre og venstre, blåt og rødt, det handler om den politiske kultur i Danmark.

Og det er et tværmedialt forslag, for det handler ikke om det ene eller det andet skrevne eller elektroniske medie, men om hele den politisk-journalistiske kultur i Danmark. Den er gået i selvsving.

Hvis der skal laves om på den kultur, skal der noget kraftigt til. Noget i stil med, da Jesus jog kræmmerne ud af templet. Lykketoft og hans medformænd skulle tage at jage medierne ud af Christiansborg.

I virkelighedens verden bliver det selvfølgelig noget med at sætte grænser. Noget med at spørge, hvor mange medier og mediefolk der i grunden må være på Christiansborg – hvor meget, hvor længe og på hvilke måder?

LÆS OGSÅMF’ere: Folketinget er en børnehave

Fire eksempelvise spørgsmål, der naturligvis allerede stilles (ikke ethvert skoleblad kan få kontor på Christiansborg), men som kunne have fire skærpede svar: Der skal være færre medier; de skal være mindre massivt og mandstærkt på Borgen; de skal være der i kortere tid ad gangen og på mindre intime måder.

Helt grundlæggende ville det være sundt, hvis Christiansborg var noget, man som hovedregel betragtede udefra. Noget, man så på som et demokratisk maskineri, hvis resultater kom først, mens vejen til resultaterne var mindre interessant.

Men sådan kan det næsten ikke være for folk, der har kontor på Christiansborg og møder op derinde hver morgen ligesom politikerne. Og sådan kan det slet ikke være for et tv-hold, der camperer foran et mødelokale, som en arme krigsreporter med mikrofon og tommelfinger (’her bag ved mig ...’) pinedød skal få noget spændende ud af.

Der skal selvfølgelig være masser af kontakt, journalisterne skal have al mulig adgang, der skal være pressemøder og personlige møder, medierne skal komme og gå, men ikke mindst gå: De skal ikke blive på Borgen, de skal ikke bo på Borgen, de skal ikke deltage i en form for realityshow, hvor politikere og journalister lever sammen på en øde ø, som alle nyfigent bedes beskue.

Hvis det egentlig ikke er de politiske modsætninger, de stridende holdninger og hele den demokratiske kamp, vi skal orienteres om; hvis det snarere er et drama om tykke og tynde, søde og dumme, smukke og grimme og nogen at identificere sig med; hvorfor så ikke fylde fladerne på skærme og papir op med rigtigt drama fra alle mulige andre hjørner af virkeligheden? Eller med fiktivt drama om alt muligt andet end ’Borgen’?

Folketinget er åbent. Luk lidt for Folketinget.