Nu er det åbenbart allerede en etableret kendsgerning: TV-avisens omlægning er en succes.

Ny sendetid (21.30), ’korrespondenter’ i stedet for fagmedarbejdere, tættere på danskerne, alt det. En succes, siger man, fordi Danmarks Radio har vundet seere midt på aftenen, mens TV 2 har mistet seere.

Ak, kunne man i sin vildeste fantasi forestille sig, at der var andre succeskriterier for en public service-kanal, end om den stjal seere fra en anden kanal?

Nu må jeg straks bekende, at jeg selv har tændt for TV-avisen flere aftener på det senere. Det skyldes noget rent upraktisk, nemlig at min yngste arving, Bulder, skal være i seng kl. 21, hvilket det altid lykkes ham at trække lidt i ørerne, men klokken 21.30 er der da nogenlunde ro i den del af lejren, og så passer det fint at se nyheder.

Jeg er altså en af de seere, der er blevet stjålet og har bidraget til succesen. Til gengæld vil jeg så forholde mig til, hvad vi faktisk ser i TV-avisen dér midt på aftenen, hvor DR formentlig gerne vil samle hele Danmark om sit billede af, hvad der er aktuelt og væsentligt.

LÆS OGSÅSeerne forlader TV 2 for DR's nye aftenprogrammer

Og jeg må straks sige, at det er mig en gåde, at Danmarks Radios bestyrelse med kulturmennesket Michael Christiansen i spidsen accepterer, at TV-avisen hver aften i den bedste sendetid, når Bulder er lagt i seng, kolporterer et verdensbillede, hvor kulturen er helt og aldeles fraværende.

Det undrer mig sådan set ikke, at TV-avisens redaktion og DR’s ledelse kan overbevise hinanden om, at sådan må og skal verdensbilledet se ud.

Mediemiljøer er ikke anderledes end alle andre professionelle miljøer, de udvikler nemt en form for ’faglighed’, som er ganske lukket om sig selv og let forveksler egne modeluner med ’faktiske forhold’, ’den virkelige verden’ og andre kolossalt nagelfaste og indiskutable størrelser.

Jeg er såmænd ganske sikker på, at de dygtige mediefolk i DR har overbevist hinanden om (og sikkert har tonsvis af undersøgelse til bevis for), at seerne ville flygte skrigende fra TV-avisen, hvis de fik øje på så meget som skørterne af en rocksangerinde eller fligen af et kunstmaleri.

Vi taler om samme miljø (og jeg vil gerne understrege, at det mildt sagt er dygtige folk), som lige p.t. har kunnet overbevise hinanden om, at deres fagmedarbejdere skal kaldes ’korrespondenter’ og følgelig skal fortælle deres historier fra forskellige farlige stand up-positioner trindt omkring i tusmørket foran lukkede bygninger, hvor intet sker.

Det går hele landet lige nu og griner ad, men mit tip er, at redaktionen overhovedet ikke kan se komikken. Det er levende tv, mener de sikkert.

Men levende tv i TV-avisen kan altså ikke omfatte hele det farverige drama, der udspiller sig i kunsten og kulturen og endda ofte er breaking på teatre, i koncerthuse, i biografer etc., mens udsendelsen kører.

Og lige så væsentligt, som redaktionen mener, det er at lade minutterne gå med rapporter om os ’almindelige danskere’, der står og kigger ned i en køledisk, lige så uvæsentligt anses det for at være, at en nobelpristager besøger landet, eller noget nyt har ramt musikscenen.

Kulturens fravær fra TV-avisen understreges yderligere af, at ikke et eneste af de magasiner, der på hverdagsaftener følger efter nyhedsudsendelsen, er helliget kulturen. Skønt kulturen jo myldrer med nyheder, konflikt, perspektiv, journalistiske lækkerbiskener og magasinstof i lange baner.

LÆS OGSÅTV 2 mister seere til DR: »Vi skal lave mange ting om«

Danmarks Radios tv har en hel kulturkanal, og endnu er der udmærkede, om end temmelig højpandede programmer som ’Kunstquiz’ og ’Smagsdommerne’ på DR 2.

Danmarks Radio udretter mirakler for musikken, især den klassiske, omkring sit Koncerthus – der er faktisk masser af godt at sige om DR og kulturen, som også dyrkes kvalificeret på stribevis af radiokanaler.

Men man har totalt opgivet at fastholde kulturen som en del af det fælles verdensbillede, som TV-avisen og dens magasiner hver aften formidler. Det kan, tør og vil man ikke, og det sidste er det vigtigste: viljen.

Jeg kan sagtens forstå, at viljen ikke er til stede i DR’s professionelle miljø, for som sagt: Den ’faglige’ diskussion gør, at sådan et miljø kan være uden for pædagogisk rækkevidde. Men hvorfor beder den politisk udpegede bestyrelse, som har et blik udefra, ikke om at få et kulturmagasin en gang om ugen på DR 1 og en kulturdækning i TV-avisen?

Jeg vil foreslå kulturministeren og kulturpolitikerne at tage det eksplicit med som et krav i den næste medieaftale.

Så bliver der ballade. Det er godt for journalistikken.