Det er svært at bande.

Satans svært. Og her har jeg nok allerede begået to fejl. For det første bander man ikke her i spalten. For det andet hedder det nok snarere »fandens svært« lige dér og lige i den position. Det er virkelig svært at bande. Fandens svært ... arh, man kan nu nok sige begge dele. Satans også. Stop, stands.

Man skal være utroligt forsigtig med at bande. Eder og forbandelser er sprogets allermest fintfølende fimrehår, der skal ingenting til, før man bruger et bandeord lige en anelse forkert og dermed i bedste fald fremstår kunstig, kejtet og uægte – i værste fald nedkalder vældige ulykker over sit syndige hoved.

Derfor vil jeg straks formulere en lov (som mine gamle studerende kun kender alt for godt): Band aldrig på andre sprog end dit eget! Du taler nemlig aldrig et fremmedsprog godt nok til, at du rigtig kan finde ud af at bande på det.

Forskellen på fremmedsprog og modersmål er, at man på godt og ondt mærker modersmålet helt ind i sit kød, mens tillærte sprog altid har en lille rest af noget, ja, tillært over sig. Og det bliver kun værre, hvis man taler fremmedsproget så flydende, at de indfødte tror, man har det som modersmål.

Så tror de indfødte nemlig, at man laver fejl og bander forkert, fordi man er dum (eller det, der er værre) – og ikke fordi man taler et fremmed sprog, hvad man faktisk gør, selv om det måske ikke kan høres. Altså: Band kun på dansk, dansker!

Anledningen til disse fucking dybsindige overvejelser er naturligvis det fascinerende skandinaviske symposium om bandeord /svordomar /banneord, som netop har været afholdt i København.

LÆS OGSÅFy faen! Bandeord er et jävla ugleset forskningsområde

Jeg har slugt Politikens artikler om symposiet, for jeg synes jo, at emnet er jävla interessant. Det har ofte ærgret mig, at jeg er så dårlig til at bande, også på dansk. Med en vis misundelse har jeg tænkt på en ung landsknægt i en af Himmerlandshistorierne, ’Oktobernat’.

Han sidder på en kro sammen med et par ældre knægte, og Johannes V. Jensen skriver om ham, at det kunne »høres på hans eder, at han var ungt blod, han bandte overdådigt og rigt, var ikke som de andre falden tilbage på en enkelt stereotyp gudsbespottelse«.

Åh, hvem der bare kunne det, bande overdådigt og rigt! Jeg kan ikke, selv om jeg jo egentlig synes, at jeg har sunde interesser til fælles med landsknægtene:

»Det, landsknægtene talte om med så stor larm, var uhøvisk, deraf kom deres ivrighed, og derfor edede den unge landsknægt så blomstrende frodigt. Men at samtalen var uhøvisk vil sige, at den drejede sig om kvinder, i de dage var det nemlig ikke anderledes end nu«.

De enkelte bandeord kommer og går, men som det så rigtigt hed på sektionsforsiden om symposiet forleden, så har vi formentlig »bandet og svovlet, siden det første menneske på jorden kom til at slå sig selv over tommelfingeren med en flintesten«.

LÆS OGSÅDanske aviser bander ad h... til

Bandeordene har den dér direkte forbindelse til vores inderste og underste, de er en del af os selv på en måde, som slet ikke er til at styre. Vi kan mærke dem, ligesom vi kan mærke kønnet og mærke, at det gør helvedes ondt at slå sig selv over tommelfingeren.

Og det farlige ved at bruge bandeord, mens man taler et fremmedsprog, er netop, at man ikke mærker dem ordentligt på det fremmede sprog. Det er bare nogle abstrakte lyde og ufarlige bogstaver, om det er motherfucker eller monetarism er sådan set bare et spørgsmål om oversættelse og faktuelt indhold.

Men lige nu har jeg for eksempel slet ikke lyst til at oversætte det nævnte engelske bandeord til dansk, for så vil det blive helt anderledes vulgært og grænseoverskridende. Hvilket også gælder den gængse korte form: Fuck!

Her vil jeg bare understrege, at når vi går rundt og siger »fuck« på dansk, så taler vi ikke engelsk, men dansk. Sandsynligheden taler med andre ord for, at vi bruger f-ordet nogenlunde korrekt, når vi bruger det, mens vi taler dansk.

LÆS OGSÅDanske piger er blevet mere grove i munden

Til gengæld taler sandsynligheden for, at vi kommer til at bruge ordet forkert, hvis vi bruger det, når vi taler engelsk eller amerikansk. At vi rammer ved siden af situationen og stillejet, at vi får sagt noget andet, end vi egentlig ville have sagt. For amerikaneren kan mærke f-ordet, mens ikke-amerikaneren bare kan sige det.

Omvendt er der det gode ved udenlandske eder, at når man bruger dem på dansk, bliver de ligesom ikke helt så farlige som noget tilsvarende dansk.

Det føles ikke særlig slemt at sige »fuck« eller »mon dieu« eller »putain« eller for den sags skyld »Jesus« – det sidste under forudsætning af, at det bliver udtalt på engelsk; for hvis det bliver udtalt på dansk, er det meget stærkere, mere gudsbespotteligt.

Og heldigvis har vi endnu ikke fundet danske ord svarende til nordmændenes »morraknuller« eller »morrapuler«. Det ville være fucking forfærdeligt.