SektionerMedier |
Aktuelle temaer
Satire |
GenvejeServices |
Andre websitesKontakt |
send
Send artikel
Til:
(E-mail, adskil flere med komma) Fra (E-mail): Besked:
|
Det er svært at bande.
Satans svært. Og her har jeg nok allerede begået to fejl. For det første
bander man ikke her i spalten. For det andet hedder det nok snarere »fandens
svært« lige dér og lige i den position. Det er virkelig svært at bande.
Fandens svært ... arh, man kan nu nok sige begge dele. Satans også. Stop,
stands.
Man skal være utroligt forsigtig med at bande. Eder og forbandelser er
sprogets allermest fintfølende fimrehår, der skal ingenting til, før man
bruger et bandeord lige en anelse forkert og dermed i bedste fald fremstår
kunstig, kejtet og uægte – i værste fald nedkalder vældige ulykker over sit
syndige hoved.
Derfor vil jeg straks formulere en lov (som mine gamle studerende kun kender alt for godt): Band aldrig på andre sprog end dit eget! Du taler nemlig aldrig et fremmedsprog godt nok til, at du rigtig kan finde ud af at bande på det.
Forskellen på fremmedsprog og modersmål er, at man på godt og ondt mærker modersmålet helt ind i sit kød, mens tillærte sprog altid har en lille rest af noget, ja, tillært over sig. Og det bliver kun værre, hvis man taler fremmedsproget så flydende, at de indfødte tror, man har det som modersmål.
Så tror de indfødte nemlig, at man laver fejl og bander forkert, fordi man er
dum (eller det, der er værre) – og ikke fordi man taler et fremmed sprog,
hvad man faktisk gør, selv om det måske ikke kan høres. Altså: Band kun på
dansk, dansker!
Anledningen til disse fucking dybsindige overvejelser er naturligvis det
fascinerende skandinaviske symposium om bandeord /svordomar /banneord, som
netop har været afholdt i København.
LÆS OGSÅFy faen! Bandeord er et jävla ugleset forskningsområde
Jeg har slugt Politikens artikler om symposiet, for jeg synes jo, at emnet er jävla interessant. Det har ofte ærgret mig, at jeg er så dårlig til at bande, også på dansk. Med en vis misundelse har jeg tænkt på en ung landsknægt i en af Himmerlandshistorierne, ’Oktobernat’.
Han sidder på en kro sammen med et par ældre knægte, og Johannes V. Jensen skriver om ham, at det kunne »høres på hans eder, at han var ungt blod, han bandte overdådigt og rigt, var ikke som de andre falden tilbage på en enkelt stereotyp gudsbespottelse«.
Åh, hvem der bare kunne bande overdådigt og rigt!
Åh, hvem der bare kunne det, bande overdådigt og rigt! Jeg kan ikke, selv om
jeg jo egentlig synes, at jeg har sunde interesser til fælles med
landsknægtene:
»Det, landsknægtene talte om med så stor larm, var uhøvisk, deraf kom deres
ivrighed, og derfor edede den unge landsknægt så blomstrende frodigt. Men at
samtalen var uhøvisk vil sige, at den drejede sig om kvinder, i de dage var
det nemlig ikke anderledes end nu«.
De enkelte bandeord kommer og går, men som det så rigtigt hed på
sektionsforsiden om symposiet forleden, så har vi formentlig »bandet og
svovlet, siden det første menneske på jorden kom til at slå sig selv over
tommelfingeren med en flintesten«.
LÆS OGSÅDanske aviser bander ad h... til
Bandeordene har den dér direkte forbindelse til vores inderste og underste, de er en del af os selv på en måde, som slet ikke er til at styre. Vi kan mærke dem, ligesom vi kan mærke kønnet og mærke, at det gør helvedes ondt at slå sig selv over tommelfingeren.
Og det farlige ved at bruge bandeord, mens man taler et fremmedsprog, er netop, at man ikke mærker dem ordentligt på det fremmede sprog. Det er bare nogle abstrakte lyde og ufarlige bogstaver, om det er motherfucker eller monetarism er sådan set bare et spørgsmål om oversættelse og faktuelt indhold.
Men lige nu har jeg for eksempel slet ikke lyst til at oversætte det nævnte engelske bandeord til dansk, for så vil det blive helt anderledes vulgært og grænseoverskridende. Hvilket også gælder den gængse korte form: Fuck!
Her vil jeg bare understrege, at når vi går rundt og siger »fuck« på dansk, så taler vi ikke engelsk, men dansk. Sandsynligheden taler med andre ord for, at vi bruger f-ordet nogenlunde korrekt, når vi bruger det, mens vi taler dansk.
LÆS OGSÅDanske piger er blevet mere grove i munden
Til gengæld taler sandsynligheden for, at vi kommer til at bruge ordet
forkert, hvis vi bruger det, når vi taler engelsk eller amerikansk. At vi
rammer ved siden af situationen og stillejet, at vi får sagt noget andet,
end vi egentlig ville have sagt. For amerikaneren kan mærke
f-ordet, mens ikke-amerikaneren bare kan sige det.
Omvendt er der det gode ved udenlandske eder, at når man bruger dem på dansk,
bliver de ligesom ikke helt så farlige som noget tilsvarende dansk.
Det føles ikke særlig slemt at sige »fuck« eller »mon dieu« eller »putain« eller for den sags skyld »Jesus« – det sidste under forudsætning af, at det bliver udtalt på engelsk; for hvis det bliver udtalt på dansk, er det meget stærkere, mere gudsbespotteligt.
Og heldigvis har vi endnu ikke fundet danske ord svarende til nordmændenes »morraknuller« eller »morrapuler«. Det ville være fucking forfærdeligt.
Se også
- Kameltåen og kaninpikken har fået sin egen ordbog 18. dec 13.51
- Fy faen! Bandeord er et jävla ugleset forskningsområde 05. dec 18.54
- Sig goddag til 'fucking', 'linselus' og 'carpaccio' 31. okt 19.29
- 'Kålhøgen' overlever - men flere dødstruede ord klarede den ikke 01. aug 10.16
- Skriv: Ændrer vi for meget på sproget? 31. jul 07.50
- Dansk Sprognævn: Nu må danskerne gerne skrive akvarie og evangelie 31. jul 06.53
- Luder er det grimmeste skældsord 15. maj 18.11
- Danskerne finder på nye ord som aldrig før 15. dec 10.01
- Nu siger pigerne også fuck 30. jul 11.08
- Danske piger er blevet mere grove i munden 29. jul 06.57
Flere indlæg af Bjørn Bredal
- De færreste kan leve op til Angelina Jolies nye bryster 18. maj 19.14
- Død over dådyret 13. maj 00.01
- Hjælp, det går godt på Island 04. maj 00.01
- 'Den kollektive proces' 27. apr 00.01
- Får vi så snart det indgreb? 22. apr 00.01
Læs hver dag
- 26. maj
- 26. maj
Bordfolk, æggebæger
Med kollektionen 'Bordfolk' har Lucie Kaas givet nyt liv til de dansk designede æggebægere, der prydede morgenbordene 60'erne og 70'erne.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1145 kr.
Alm. pris 1350 kr
|
|
Pluspris 99 kr.
Alm. pris 129 kr
|
|
Pluspris 219 kr.
Alm. pris 259 kr
|










Bjørn Bredal
Skribent på Politiken