Findes der et menneske på den globaliserede klode, som var overrasket over, at Lance Armstrong sagde yes til Oprah Winfrey?

At han sagde yes til at have dopet sig i hele sin karriere, yes til at have dopet sig under samtlige sine syv sejre i Tour de France, og yes til, at det umuligt kunne have ladet sig gøre uden doping?

»Rystende sandheder«, ikke sandt ... nej vel? Sikken dog et dyrt iscenesat hykleri, vi alle deltager i. Den forløbne uges spin om tv-interviewet mellem de to berømtheder, hele deres aftalte spil dag ud og dag ind, kom godt nok faretruende tæt på min kvalmegrænse.

For det korte af det helt utroligt lange kan jo siges med noget, som Armstrong ikke svarede yes, men klart no til: Om han havde snydt? Vel havde han da ej: »Definitionen på at snyde er at sikre sig en fordel, som din rival eller modstander ikke har. Og det gjorde jeg ikke. Jeg gjorde ikke noget, som andre ikke havde adgang til«.

SE VIDEOSe Armstrong indrømme årelangt misbrug

Lance Armstrong cyklede efter reglerne, summen af de skrevne og de uskrevne, det ved vi alle sammen.

Ligesom vi alle ved, at det aktuelle mediecirkus køres helt efter reglerne med hykleriske bekendelser, tårer i øjenkrogene, mandehørm og selvmedlidenhed, hele den udvidede pakke, som mestres til fuldkommenhed af forretningsfolk som Bjarne Riis og Lance Armstrong.

For den bagved liggende doping er jo hverken epo eller kortison, den er penge. Og den doping bliver stadig stærkere, sådan som Politikens forside pædagogisk forklarede lørdag: »Over de seneste 10 år er de professionelle cykelholds samlede budgetter fordoblet fra 1,2 mia.kr. i 2003 til 2,4 mia.kr. i den netop afsluttede 2012-sæson«.

Pengedopingen styrer sagerne, og den styrer også Lance Armstrongs igangværende ’proces’, som han kaldte sit forrygende cirkus med Oprah. Det er jo bare så professionelt: Der bygges op til interviewet i ugevis, og når spændingskurven når det uudholdelige, begynder intervieweren ... at lade sig interviewe.

LÆS OGSÅTidligere Tour-chef: Armstrong har stjålet fra de andre ryttere

Da programmet omsider bliver sendt (til dem, der betaler for Oprahs kanal), må seertal og reklameindtægter have nået astronomiske højder, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad Armstrong har fået for at stille op. Det hele kører på en pengedoping, som er højere end Alpe d’Huez.

Og selve interviewet køres, akkurat ligesom Tour de France, omhyggeligt, professionelt, skruppelløst og gribende efter summen af skrevne og uskrevne regler for, hvordan man går til bekendelse, når nu reglerne i dette game er skiftet fra, at man skal benægte, til at man skal bekende.

Jo, man bekender, man ser brødebetynget ud, og man siger hele tiden, at »det er mit ansvar«, eller »jeg påtager mig det fulde ansvar«, eller »ansvaret er mit og kun mit«.

Men man siger det på en måde, så alle forstår, at det er udtryk for ekstremt ædelmod, at man påtager sig ansvaret så inderligt, for man er overhovedet ikke alene om det. Hvad Lance Armstrong jo faktisk ikke er, eftersom alle ved og vidste, at han kørte efter reglerne.

Men her kommer så endnu en regel, ikke for cykelløb, men for bekendelser: Man skal overholde OmertÀ, som det hedder på mafia-italiensk. Man må ikke sige, hvem de andre syndere er.

LÆS OGSÅReaktioner: Idrætsverdenen har kun foragt tilovers for Armstrong

Og i cykling ville det nok også blive ret langtrukkent, hvis de skulle nævnes alle sammen – feltet kunne ikke komme hjem inden for den tidsgrænse på 90 minutter, som Oprah Winfrey havde sat for sit show.

Lance Armstrong har forberedt sig lige så omhyggeligt til sit Oprah-interview, som han forbereder til enhver anden sportspræstation. Han har trænet og trænet sine formuleringer og sine ansigtsfolder sammen med sine konsulenter og coaches, som har taget sig godt betalt.

Det samlede cirkus, som vi alle deltager i på en eller anden måde, er en potent pengemaskine fuldstændig ligesom cykelløbet selv. Som idrætsforskeren Ask Vest Christiansen sagde til Politiken lørdag:

»Det er, som om vi almindelige seere har en eller anden form for dobbelt bevidsthed: På den ene side siger vi, at rytterne nok alle sammen er dopede, men på den anden side er det godt nok et spændende væddeløb«.

LÆS OGSÅUdskældt CNN-journalist håner Lance Armstrong

Der findes flere andre udtryk for denne »dobbelte bevidsthed«. Godt gammeldags hykleri er allerede nævnt: Vi lader, som om vi ikke ved noget, som vi udmærket ved. Det kunne også hedde at »være til grin for sine egne penge«, eftersom vi jo er betalende tilskuere, der godt kan lide at være til grin.

Hvilket alt i alt udtrykkes dejlig præcist af pressechefen i Saxo Bank, der som bekendt lægger navn til et cykelhold: »Der ligger en benhård økonomisk kalkule bag«.