Offer. En såret syrer på et lille hospital i det nordlige Syrien måtte blandt andet have den ene arm amputeret efter et natangreb på de områder, der var kontrolleret af oprørerne. Billedet er cirka et år gammelt og taget af Brian Esbensen selv på en reportagetur i området.
Foto: Brian Esbensen (privatfoto)

Offer. En såret syrer på et lille hospital i det nordlige Syrien måtte blandt andet have den ene arm amputeret efter et natangreb på de områder, der var kontrolleret af oprørerne. Billedet er cirka et år gammelt og taget af Brian Esbensen selv på en reportagetur i området.

Brian Esbensen

Sidste år er længe siden for Syriens ofre

Et personligt tilbageblik på situationen i Syrien sensommeren 2012 og et spildt år, der er gået

Brian Esbensen

Et øjeblik var jeg sikker på, at han var død. Halvt liggende, halvt siddende på en gammel hvid plasticstol, der truede med at falde sammen under ham og med armene hængende ned langs siden havde en yngre mand på omtrent tyve år ventet på hjælp i cirka en halv time, efter han undtagelsesvis var blevet sluset igennem en uofficiel åbning i grænsepigtråden mellem Syrien og Tyrkiet.

Men der blev ved med at komme nye flygtninge og tilskadekomne, som tog de få tyrkiske grænsesoldaters og hjælpearbejderes opmærksomhed.

Rundt om hovedet havde han en bandage, som også dækkede det højre øje. Med hovedet på skrå, åben mund og et tomt blik stirrede han ud i ingenting, og det eneste tegn på liv var, når han et par gange i minuttet kortvarigt og langsomt lukkede det ene blottede øje, kun for at åbne det lige så langsomt igen. Flere steder var der trukket blod og betændelse ud gennem bandagen, og særligt et sted vidnede en større gul-orange plamage om et voldsomt og stadig åbent sår.

På et tidspunkt synedes han at falde endnu mere sammen, og da han i flere minutter heller ikke lukkede og åbnede sit øje længere, var det umuligt, fra den plasticstol jeg selv sad på et par meter fra ham, at fastslå, om han var død eller levende.

I de her dage er det præcist et år siden, jeg senest var i Syrien på en reportage-tur; illegalt via Tyrkiet ind i de befriede nordlige provinser.

LÆS MEREReportagerne af Brian Esbensen fra Syrien 2012 (bragt i Information)

Et år, 90.000 døde og flere millioner flygtninge siden.

Dengang, i sensommeren 2012, virkede de omtrent 15.000 dræbte og 250.000 flygtninge overvældende. Nu er det deres kontrast til de aktuelle tal, der gør indtryk.

Et år (mere) har vi ladet gå, og på grund af Vestens fejllæsninger og særinteresser har vi ladet flere chancer for fred og forhandlingsløsninger passere, og nu er vi kommet så langt ud, at vi seriøst tror, at svaret på krig er endnu mere krig.

Hvis de mange menneskeliv ikke skal være totalt spildte, må verdenssamfundet opprioritere freds- og konfliktforskningen

Om den unge mand, jeg så, overlevede, ved jeg ikke. Men da jeg lidt senere hjalp med at bære ham ind i en ambulance, var han i live.

Jeg sender jævnligt ham og mange andre syrere, jeg har mødt efter konflikten begyndte, en tanke.

Særligt i disse dage, hvor det som nævnt er præcist et år siden, jeg sammen med en lille gruppe flygtninge krydsede først en olivenlund, dernæst et goldt og fladt stykke land og endelig den grænsepigtråd mellem Syrien og Tyrkiet, som skiller krig fra fred.

Politikens omtale af grænsekrydsningen

Samme morgen havde jeg forladt området syd for byen Idlib, hvor jeg havde overnattet på gulvet i en tidligere landsbyskole. Den nat slog ingen granater ned i byen, men cirka hvert tyvende minut natten igennem vågnede jeg ved granatnedslag i de omkringliggende landsbyer. Lige indtil solen stod op.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der blev lyst. Og der blev stille. Hvis man stillede sig op på et tag i udkanten af byen og kiggede ud over det bakkede og frugtbare landskab med dets olivenlunde, granatæble-, citrusfrugt- og figentræer, kunne krig og ødelæggelse pludselig forekomme langt væk.

Men ikke længe. Da en lille varevogn ved otte-tiden havde kørt en runde i byen og fyldt det åbne lad med flygtninge for at sætte kursen mod den tyrkiske grænse, kunne de første kamphelikoptere skimtes højt oppe i luften.

Efter en halv times kørsel måtte man gøre det første stop og holde ind til siden. En landsby få kilometer borte bombedes. Først et brag, så en røgsky, der langsomt voksede sig større og større. Endnu et brag, og en endnu en sortbrun sky, der spredte sig og steg til vejrs.

Kun en lille pige på to-tre år kiggede op mod himlen fra varebilens lad. De øvrige 12-14 flygtninge på ladet fortrak ikke en mine og fortsatte deres sagte samtaler eller forsøgte at sove.

Der er ikke mere end 60-70 kilometer til grænseområdet, men turen, der normalt ikke ville tage meget mere end en time, tog en halv dags tid, fordi vi konstant måtte krydse frem og tilbage af små veje for at undgå at komme ind i regeringskontrollerede zoner.

Men det er alt sammen et år siden nu. Siden da er yderligere 80.000-90.000 syrere blevet dræbt, hundredtusinder lemlæstede, millioner drevet på flugt og hele byer lagt i ruiner, uden at fronterne har rykket sig nævneværdigt.

Netop i disse dage sidste år lukkede Tyrkiet desuden delvist af for flere syriske flygtninge, hvilket betyder at de olivenlunde, som før blev brugt som transitrute flere steder langs grænsen, har udviklet sig til større interimistiske flygtningelejre på den syriske side.

I Damaskus' forstæder har der flere gange været forlydender om mindre giftgasangreb, og i forrige uge var vi vidne til et, der var så stort, at det ikke kunne skjules.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Syrien er sidste år længe siden, og hvis de mange menneskeliv ikke skal være totalt spildte, må verdenssamfundet opprioritere freds- og konfliktforskningen.

Krige kan faktisk enten undgås eller stoppes, og det er en katastrofe, at vi stadig ikke rigtigt forstår vores egen (Vestens) uheldige rolle i Syriens konflikt og nu tilsyneladende tror, at flere bomber kan være et svar.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce