I lørdagens debatsektion kunne man læse et interview med sociologen Rasmus Willig, der vil gøre op med den anerkendelseskultur, som ifølge ham hersker overalt, ikke mindst som ledelsesfilosofi.

Problemet, siger Willig, er, at vores omgang med hinanden bliver falsk, fordi alt skal udtrykkes i positive og anerkendende termer. Willig går så langt som til at kalde tendensen for ’positivitetsfascisme’.

Er der et sted, hvor denne tendens er meget tydelig, er det på Facebook. Analyserer man folks opdateringer, er det bemærkelsesværdigt, hvor mange af dem der handler om at blive set og anerkendt.

En af mulighederne som Facebook jo er født med er ’like’ – altså at kunne lide noget. Derimod er der ingen kritisk ’dislike’-mulighed.

At Facebook er et redskab til selviscenesættelse er imidlertid for længst blevet erkendt og accepteret af brugerne.

Det ligger i tiden, at det er helt i orden. Vi lever i en X-faktor-tid, og vi går alle rundt og venter på, at netop vores X skal blive opdaget og trukket frem af de skjulte talenters skuffe.

Facebook og de andre sociale medier er den nye dagbog.

En dagbog var i gamle dage en bog, hvori man kunne skrive om sig selv, diskutere med sig selv, være den man var.

Det var en lukket bog man kunne betro sine inderste hemmeligheder, og ofte havde den til fulde en lås på forsiden, så ingen andre kunne få del i ens hemmeligheder.

I dag bekymrer vi os over internetsikkerhed og identitetstyveri, men vi udstiller samtidig hele vasketøjssnoren i fuld eller udvalgt offentlighed på Facebook.

Vi optræder, sætter os selv og vores familie og venner i scene, skaber vores liv - i stedet for blot at leve det. Og vi oplever ingen modsætning her. Faktisk bliver vores liv måske først til, når vi sætter det lidt i scene. Vi lever når vi optræder. Vi er når vi ses.

Fænomenet er i familie med det ligeledes meget udbredte julebrev.

Vellykkede familier sender hvert år velmenende beretninger rundt til vennekredsen om, hvor godt det er gået netop denne vellykkede familie i år. Ligesom Facebook er genren udelukkende positiv.

Man får aldrig julebrev fra dem der i årets løb er blevet skilt, er gået konkurs med egen virksomhed og har måttet sende et par af børnene til afvænning for stofmisbrug eller behandling for spiseforstyrrelser.

Men fordi tragedierne aldrig iscenesættes lurer komedien lige om hjørnet på al denne lykke og succes.

Når politikerne f.eks. bruger mere tid på deres opdateringer af, hvad de foretager af betydningsfulde handlinger i folkestyrets tjeneste, end på disse handlinger selv, bliver de latterlige.

Mediernes satirikere morer sig ikke uden grund over nye ministres ærlige benovelse over pludselig at færdes blandt de berømte: »Er super stolt - har lige fået denne bog tilsendt fra Madeleine Albright :-)«, skrev kirkeminister Manu Sareen forleden.

»Har netop sluttet dagen med en telefonsamtale med FNs generalsekretær Ban Ki-moon - det er ind i mellem lidt surrealistisk at være udviklingsminister :-)«, skrev udviklingsminister Christian Friis Bach i torsdags.

Men det surrealistiske består ikke i at ministeren passer sit arbejde, og for generalsekretæren jo blot er det aktuelle jakkesæt i kontoret, men i at hverdagen på den måde hele tiden vises frem og indgår i det stadigt voksende behov for anerkendelse og positive vibrationer.

Det surrealistiske er, at en selviscenesat virkelighed er et skuespil, en fiktion, et doku-drama, udvalgte vinkler og historier.

Noget kunne tyde på at Rasmus Willig har fat i den lange ende, når han hævder at den galopperende trang til anerkendelse og positive tilstande, gør os til falske masker, der spiller skuespil i stedet for at sige hvad vi mener og koncentere os om at gøre det vi gør.

Der er gået inflation i anerkendelse, ligesom der i de unges karakterer, hvor alle forventer og får 12-taller, for hvem vil fratage den unge smagen af succes.

Og kravet om succes og toppræstation i stedet for banal almindelighed gør det umuligt at se, at al iscenesættelse foregår på et bagtæppe af almindelig ingenting.

Hvor der ikke rigtig sker noget. Og uden hvilken, al skuespillet ville blive umuligt, simpelthen fordi skuespillerne - os allesammen -ville overdøve hinanden.

I positivtivitetsfascismen ligger magten hos de mest støjende positive. Jo mere succes man kan fremvise, jo mere magt vil man få.

Uanset om succesen stammer fra egen Facebookside og egne julebreve. For der er tale om en handel: anerkender du mine succeser anerkender jeg dine. Men hvis alt er kendt og tilgængeligt, hvad står så X’et i X-faktor for?