Smålig, underlig og usaglig kaldte Villy Søvndal i denne uge den kritik, han har været udsat for, siden SF blev regeringsparti og han selv udenrigsminister.

Det er første gang, han kommenterer den medfart, han har fået i medierne. Formentlig har han udtalt sig stik imod sine rådgiveres anbefalinger.

For er der noget, man som politiker – og ikke mindst fremtrædende minister – bliver frarådet, er det at gå i rette med pressen. Man kan alligevel ikke vinde, og man risikerer at fremstille sig selv som offer og taber. For begynder man at beklage sig, må det jo være, fordi man ikke kan tåle mosten.

LÆS ARTIKELVilly Søvndal: »Kritikken af min person har været smålig og underlig«

Det bedste råd er derfor at tie og bide det i sig. Uanset nærmest hvor forkerte, urimelige og fordrejede tingene måtte være blevet fremstillet.

Søvndals udtalelser, som faldt ved et debatmøde i Aarhus, er da også uhyre afbalancerede. Han holder sig til meget svage adjektiver om noget, der rettelig kan betegnes som mobning. Latterliggørelsen af mandens engelskkundskaber, de skjorter, han går i, og den måde, han binder sit slips på, har været dybt, dybt underlødig, personlig og perfid.

I tabloidpressen blev Søvndals forsigtige kommentarer da også til, at »Villy havde raset« i Aarhus. Gid han dog havde!

Men når man har magt, må man ikke vise svaghed. Det gælder på alle lederposter, at de, der bliver ledet, forventer, at deres ledere (i modsætning til dem selv?) har styr på tingene og ikke lader sig rokke, når det blæser. Det er en banal psykologisk mekanisme, som man genkender fra mange sammenhænge.

En hvilken som helst grupperejse af ellers ansvarlige og fornuftige voksne mennesker bliver som skolebørn, når de får en guide og kan slappe af. Det er, som om selve voksenlivet er så krævende, at man indimellem har behov for at slippe tøjlerne og blive som barn igen, og det vil sige fuldstændig uansvarlig.

Men den mekanisme har nogle grimme konsekvenser, når den kommer op i national målestok.

I politik er det direkte usundt, hvis lederne betragtes som de voksne, der altid og per definition må være dem, der har ret og viser styrke og beslutsomhed og ansvarlighed. For så er politikerne ikke længere mennesker, der repræsenterer mennesker, men voksne, der opdrager børn.

En del af medierne har deres særlig uheldige rolle i menageriet. I jagten på sensationer er der intet bedre end at finde en magthaver, hvis magt er akut truet af en menneskelig bommert. For plottet er jo elementært spændende: Kan han beholde magten, eller vil han falde?

Hvor mange slibrige detaljer kan man grave frem om omstændighederne: Hvem har vidst hvad hvornår, og hvem har brutalt sat dem på plads?

Og i sidste ende dette, at han alligevel ikke var magten værdig. Han var – sagde vi det ikke nok – blot en af os, nu må han tilbage, hvor han hører hjemme. Nemlig hernede, hvor vi andre færdes.

Denne særlige balance af ophøjelse og fornedrelse er omdrejningspunktet i al sladderjournalistik, og enhver sensation i medierne har dette aspekt i sig. Jagten på Søvndal er blot det seneste eksempel. Før ham havde vi Lene Espersen, og når det ikke længere er Søvndal, bliver det en ny.

Den seneste medieudvikling stiller krav om daglige, hvis ikke timevise, dramaer. Spotlyset og mikrofonerne er i dag rettet mod regeringens topministre de fleste timer i døgnet. De overvåges bogstaveligt talt. De mindste bevægelser, de foretager sig, bliver omsat til nyhedsindslag og nyhedshistorier. Nogle af de bevægelser må nødvendigvis være uperfekte. Politikere begår fejl, og de taler også sommetider usandt.

Det er Søvndal faktisk et eksempel på.

Og det er pressens opgave at afsløre både fejl og usandheder. Men den venden og drejen af hver en sætning og udtalelse, der kommer ud af politikernes mund – og særligt de politikere, der ikke har målingerne med sig – i håb om at nogen vil falde over ham eller hende for igen at have sagt noget dumt, har en helt anden karakter.

I USA taler man meget om de såkaldte super-PAC’s (political action committees), som fungerer som støtteorganisationer for præsidentkandidaterne, men formelt set ligger uden for partierne og dermed bedre kan stå bag smædekampagner mod andre kandidater.

For nylig skrev Politikens USA-korrespondent om sit møde med en medarbejder fra en super-PAC, som følger Mitt Romney overalt, og filmer og optager alt, hvad han siger, med henblik på at bruge det mod ham i en kommende valgkamp.

Super-PAC’s har vi endnu ikke her i landet. Men dele af den frie presse gør allerede arbejdet for dem.