Hvordan håndterer man som leder af en offentlig kulturinstitution, at man bliver pålagt at gennemføre besparelser?

Problemstillingen er særlig relevant i disse år, hvor nedskæringerne allerede har ramt kulturinstitutionerne og efter økonomien at dømme vil fortsætte de kommende år.

Som leder af de store offentlige kulturinstitutioner er man ansat af staten, oftest udnævnt af regeringen, i praksis kulturministeren, der sidder som politisk chef for det ministerium, der også er den bevilgende myndighed.

Man er med andre ord en slags embedsmand, der skal stå til regnskab over for Kulturministeriet og forventes at vise en vis loyalitet over for den regering, der har ansat én. Samtidig skal man varetage sin institution og sine medarbejderes interesser. Og endelig er der kulturarven, som man forventes at tage vare på.

Den seneste tid har givet rig lejlighed til at iagttage nogle eksempler på kulturinstitutionel ledelse på tæt hold. Lad os se på to helt forskellige ledertyper.

Den første kunne man kalde ’Jacobsen’. Det er ham – det er oftest en mand – som med udsigt til besparelser kæmper imod og forsvarer sin institution over for den politiske ledelse, der har ansat ham.

Til den kategori hører Det Kongelige Teaters direktør, Erik Jacobsen. Han gennemførte loyalt en række besparelser på teatret, i de første par år han var direktør.

For godt et år siden ændrede han i mellemtiden taktik. Han skrev en skarp Kronik her i avisen, hvor han gjorde det klart, hvilke konsekvenser yderligere sparekrav ville få. Han skrev bl.a.:

»Fra nu af er det kunsten, der ofres. Bliver der ikke meget snart gjort noget for at rette op på den ubalance i vores økonomiske forudsætninger for at drive Nationalscenen på det niveau, det med al rimelighed forventes, når der er investeret milliarder ved at bygge overdådige huse, så er vi godt på vej til at ødelægge noget umisteligt i dansk kultur«.

Og videre:

»Hvis et lavere antal forestillinger er den vej, vi nu er nødt til at slå ind på fremover, betyder det, at dét Kongelige Teater, vi kender i dag, ikke længere har nogen mening eller fornuft«.

Direktørens offentlige indsigelser havde som bekendt ingen effekt. Trods direktørens stærke advarsel om de konkrete konsekvenser, gik teatret ikke fri. Jacobsen og med ham teatret stod tilbage som ’tabere’. Både i medarbejdernes og offentlighedens øjne.

De besparelser, Jacobsen havde advaret imod, skulle han nu i gang med at udmønte. Og han kunne ikke ty til den strategi, som de fleste chefer ville gøre i den situation, nemlig at foregive, at nedskæringerne kunne gennemføres, uden at det ville kunne ses og mærkes.

Han kunne ikke tale konsekvenserne ned, for han havde jo netop i overensstemmelse med sandheden skrevet, at kunsten ville være næste offer.

Den anden ledertype kunne man kalde ’Madsen’. Embedsmanden, som arbejder på de indre linjer, forholder sig tavs og tager, hvad der måtte komme fra politisk hold uden at kny. Det tydeligste eksempel er Nationalmuseets direktør, Per Kristian Madsen.

Allerede ved sin tiltrædelse i 2008 sagde han i sin tale til medarbejderne:

»Det vil ikke være min stil at stå på barrikaderne og protestere over allerede trufne beslutninger, men at søge indflydelse (...) tidligst muligt og i rette tid. Konfrontation tjener ikke noget formål i et politisk styret system, og jeg skal bestræbe mig på, at Nationalmuseet kan fremstå som en attraktiv og konstruktiv partner både inden for Kulturministeriet og uden for dette«.

Og da Nationalmuseet sidste år skulle spare små 20 mio. kr., sagde direktøren:

»Vi må tilpasse vores forbrug til det, vi får ind på finanslovsbevillingen«.

På Nationalmuseet bider man ikke den hånd, man spiser af; man nøjes med at spise af den, var altså direktørens budskab. Et halvt år efter den udtalelse udtalte medarbejderne mistillid til direktørens tavse accept og bagatellisering af forringelserne af museets og deres vilkår. Uden at de dog fik stort ud af det.

Hvad er så læren af de to eksempler? At man, uanset om man vælger barrikaderne eller skjulet, ikke kan vinde hverken bevillingerne eller medarbejdernes tillid. Man kan ikke ophøje den lære til en universel sandhed, men noget har den dog for sig.

Når det alligevel ikke er hip som hap, om man råber op eller dukker sig, er det af demokratiske årsager. Offentligheden har krav på at vide, hvilke konsekvenser kulturpolitikken har.

En ’Jacobsen’ er derfor til hver en tid at foretrække frem for en ’Madsen’.