Al kunst risikerer, at nye tider og nye generationer ser anderledes på den, end de forrige har gjort.

På museerne bliver kunstværkerne skiftevis fundet frem og sendt i magasin. Det er f.eks. lige sket på Statens Museum for Kunst, hvor nyophængningen af dansk og international kunst efter år 1900 har skubbet ’lyriske realister’ som Harald Leth og Oluf Høst (godt han har sit eget museum i Gudhjem!) ud, mens surrealisten Wilhelm Freddie har fået plads.

Et resultat af at vi befinder os i en anden tid med andre kuratorer, der har en anden holdning til kunsthistorien. På museerne er det dog sådan, at man kan stille de værker, der ikke finder nåde og plads, i kælderen, indtil de måske om tyve år bliver genopdaget og tillægges en ny status.

Med kunsten i det offentlige og private rum stiller det sig anderledes.

Politiken har inden for det sidste halve års tid beskrevet to sager om såkaldt monumentalkunst, der stod i fare for at forsvinde.

Den første handlede om vægudsmykninger udført i 1949 af Hans Scherfig i en børnehave i bygninger ejet af Carlsberg. Sammen med bygningen stod de til at blive revet ned. Scherfigs værker endte med at blive reddet, fordi Ny Carlsbergfondet besluttede at finansiere bevaringen af malerierne.

LÆS ARTIKELKøbenhavnsk vuggestuevæg er et stykke dansk kulturarv

Den anden aktuelle sag handler om Herlev Hospital, som kunstneren Poul Gernes brugte 8 år på at udsmykke, indtil det stod færdigt i 1976.

LÆS ARTIKEL Kulturminister vil beskytte ombygningstruet hospitalskunst

Nu 36 år efter har regionskommunen sammen med hospitalets ledelse ladet 3. etage, som huser en ny kardiologisk afdeling, modernisere uden tanke for den farvesætning og manual, som Gernes i sin tid arbejdede efter, og som stadig præger resten af hospitalet.

Herlev Hospital er bygget i en tid med et andet og nu på mange måder forældet syn på de fysiske rammer for behandling og pleje. Det er på godt og ondt et betonhøjhus fra dengang i 1960’erne, da man troede fuldt og fast på, at fremskridt, rationalitet, velfærd og klassisk, modernistisk arkitektur var det entydige svar på de fleste spørgsmål om form.

I dag ved vi – bl.a. fordi arkitekter og bygherrer er begyndt at spørge brugerne til råds, før de bygger – at langt mere varierede, sensitive og ’bløde’ udtryk giver både et bedre arbejdsklima og gladere og raskere patienter.

Et godt eksempel er det splinternye, højt priste Center for Kræft & Sundhed på Nørre Allé i København, der med sin relativt lave, træklædte klyngebebyggelse og tætte grønne gårdrum er en succes hos både personale og patienter.

Gernes’ udsmykning var lige fra begyndelsen et samtidigt moderne kunstværk og et forsonende træk ved den brutalisme, Herlev Hospitals arkitektur fremstod med. Gennem årene har den tillige været et muntert tilløbsstykke, et værk af en kontroversiel kunstner, der på mange måder var mere original, end man endnu har fået øje på.

Hele hans kunstneriske udsmykningsideologi var et koncept, før koncepter blev enhver billedkunstners adgangsbillet til kunstscenen. Og uanset om man mener, at hans udsmykning er bevaringsværdig eller ej, virker det hovedløst, at man går i gang med en renovering et sted midt i det store hus uden tanke for helheden.

Det samme gælder jo arkitekturen. Hospitalet trænger kraftigt til en opdatering. Men selvom det som bygning er så stort et kompleks, at det muligvis kan lykkes at renovere det over en længere periode, vil en eller anden form for gennemgående idé være nødvendig for at holde sammen på det hele.

Kulturminister Uffe Elbæk (R) har udtalt, at han har en »naturlig skepsis over for kunst i det offentlige rum«. Det er en sund tilgang, for det offentlige rum skulle helst have så indlysende kvaliteter, at den kunst, der kunne komme på tale, allerede er indbygget eller i hvert fald tænkt med fra starten.

Intet er mere trist end et dansk torv af den gennemsnitlige slags tilføjet en rusten jernskulptur, der virker lige så forkølet som de stakkels borgere, som haster forbi for ikke yderligere at slå sig mentalt på omgivelserne.

Men ministeren har dog mindst lige så klogt nedsat en intern arbejdsgruppe under Kulturstyrelsen, som i den konkrete sag skal arbejde sammen med Herlev Hospital om at finde en løsning, så funktionalitet og kunstnerisk kvalitet kan forenes.

Udvalget vil også skulle rådgive i andre sager, der måtte dukke op. Måtte det hele ende med, at vi fremover i højere grad sikrer en arkitektonisk-kunstnerisk helhed i halv- og heloffentlige rum inden- og udendørs.