Retssagen mod Anders Behring Breivik i Oslo er heldigvis på alle måder så ekstraordinær, at ingen på forhånd kunne forudsige, hvordan de efterladte og pårørende, det norske samfund og alle vi andre, der følger med, ville reagere, når sagen gik i gang.

Efter den første uge kan man konstatere, hvor stor en udfordring denne sag er for de retspolitiske principper om, at alle (forbrydere) er lige for loven og skal behandles ens.

Det har provokeret mange, at Breivik overhovedet får lov at fremstille sin sag; når man nu kan forvente, som det er blevet sagt, at han vil bruge anklagebænken som en talerstol til at propagandere for sine horrible holdninger.

Hvorfor skal man høre på en forbryder og muligvis rablende gal mand, der har slået 77 mennesker ihjel? Breivik har allerede tilstået sin forbrydelse, og da hans handlinger desuden er kendte, mener mange, at det er svært at se, hvad den lange retssag skal gøre godt for.

LÆS OGSÅ Breivik: Myrdede løs, mens han ventede på, at politiet skulle ringe tilbage

Men måske er det sådan, at selv det ’mediecirkus’ eller ’show’, som man forarges over, har en funktion i den komplicerede proces, det er at forstå og komme overens med større begivenheder i den moderne verden.

Da vi ikke som tidligere er uvidende om, hvad der sker, og da vi i højere grad forventes at tage del i en offentlighed, der drøfter og har en holdning til krige, forbrydelser, kriser, katastrofer og alt det andet, mægtige mænd en gang alene tog sig af, så er omstændelige processer som Breiviks formodentlig nødvendige.

Processen mod Eichmann i Jerusalem for 50 år siden fremkaldte den samme kritik af, at samfundet lytter til massemorderes syge forklaringer.

Men tænk på, hvor meget mere kvalificeret den almindelige opfattelse af nazisternes forbrydelser blev med Hannah Arendts refleksioner over retssagens forløb og Eichmanns psykopatologi.

Er der ikke på tilsvarende måde håb om, at de, der følger og funderer over Breiviks forbrydelse og dens mulige baggrund, bliver om ikke klogere, så i hvert fald oplyst om ikke blot forbrydelsen, men også dens samfundsmæssige omfang?

Til dette omfang hører jo, hvad enten man bryder sig om det eller ej, den højreorienterede ekstremisme, som Breivik på en eller anden måde opfatter sig som en del af.

LÆS OGSÅ Breivik ville have 'dansk niveau' for indvandringen

Det er ikke umuligt, at psykoanalytikere kan finde plausible forklaringer på hans handlinger, som gør højreekstremismen i hans verdensbillede til blot ikoner eller mærkater på hans galskab. Men er det ikke i samfundets interesse at bemærke, at der findes holdninger, der flugter med Breiviks, og som netop nu under retssagen slår ud i lys lue?

Læser man for eksempel kommentarerne til den kulturkonservative blogger Kasper Støvrings indlæg på b.dk om Breivik, er der her flere skribenter, der deler Breiviks logik om, at politisk afmagt fører til vold.

En ’Preben F1 JensenH’, skriver blandt andet: »(...) meget taler for, at den norske regering har svigtet sit eget folk og udleveret det til en dyster, problematisk og muligvis både totalitær og katastrofal fremtid. At det før eller siden måtte fremkalde voldsomheder, burde have været klart fra begyndelsen for de involverede politikere«.

Eller ’Kim Odgaard’: »Når ‘the establishment’ i en længere periode ikke lytter til folkets røst, som det ikke har gjort mht. muslimsk kædeindvandring, så er det forventeligt, at der kommer en reaktion på et tidspunkt. Nordmændene kan så være glade for, at den trods alt indtil nu har været så forholdsmæssigt afdæmpet, som den var«.

Selv hvis man fastholder, at der går et klart skel mellem at gribe til vold og mord og så at udtrykke usympatiske holdninger på internettet, er det for forståelsen af Breiviks ekstremisme helt afgørende at kende til den tankegang, der ligger bag.

Som de citerede indlæg viser, trives den opfattelse, at ’magthaverne’ i de vestlige samfund svigter ’folket’ og dermed selv bereder volden.

LÆS OGSÅ Breivik gennemgik den mørkeste dag på Utøya

Som Breivik forklarede i retten fredag, havde han ved hjælp af meditation trænet sig op til ikke at have almindelige følelser: »Hvis jeg skulle forsøge at begribe den lidelse, jeg har skabt, så er det ganske klart, at jeg ikke kunne sidde her i dag. Jeg ville bryde sammen, hvis jeg fjernede mit mentale skjold«.

Det er dette mentale skjold, vi, der følger retssagen med undren og forfærdelse, ikke må holde op for os. Det er den gamle sandhed: Lukker man øjnene for de grimme ting i denne verden, kan de så meget mere ubemærket luske ind ad bagdøren.