Annonce
Annonce
Annonce

Anita Bay Bundegaard

Politikens kulturredaktør

Debat 29. apr. 2012 KL. 00.01

Den daglige kulturdrift løber ikke rundt

Boomet i kulturbyggeriet modsvares ikke af en lyst til at finansiere driften af nybyggerierne.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Anita Bay Bundegaard
Redaktionschef for kultur, debat og kritik og medlem af Politikens lederkollegium

Man kan nærmest ikke sparke sig frem for kulturbyggeri her i landet.

Som vi skrev om i gårsdagens avis, er der trods økonomisk krise voldsomt gang i kulturbyggeriet. Vores optælling viser, at 54 byggerier til minimum 50 mio. kr. er under opførelse eller er blevet opført i løbet af de seneste fem år.

Aktiviteten får eksperter til at tale om en ’kulturboble’ og drage paralleller til den ’boligboble’, vi var vidne til op gennem 00’erne, hvor priserne steg og steg, indtil de ikke gjorde det længere, og så faldt.

LÆS OGSÅKommuner bygger kulturhuse for milliarder

Det samme kunne ske for kulturboblen, siger de og peger på, at der ikke er underlag for så mange kulturbyggerier i Danmark. De første år går det måske meget godt, men når nyhedens interesse har lagt sig, sker der en naturlig nedgang i besøgstallet og indtægterne, og så bliver alle de penge, der overhovedet kan skaffes, ædt op af driftsomkostninger.

Den kunst og kultur, bygningerne bare skulle være ramme om, bliver hver gang taberen i det spil.

Der er efterhånden en række eksempler på den kedelige tendens: Kunstmuseet ARoS i Aarhus, Det Kongelige Teater i København, kunstmuseet Heart i Herning har alle måttet sande, at driften af husene kan blive en møllesten om halsen.

Det er svært at bebrejde kommuner og fonde, at de ønsker at investere i kulturtilbud til borgerne. Det er jo ret beset en af deres fornemste opgaver.

Synlighed er den tak, de fleste glade givere gerne tager imod til gengæld for deres gavmildhed.

Anita Bay Bundegaard

Men det, man kan kræve, er, at de investeringer, der foretages i fysiske rammer, følges op af midler til at drive museerne, kulturcentrene og musikhusene. Det sker sjældent, for hvem har lyst til at lade sine penge forsvinde ind i et usynligt driftsbudget?

Mærsk bekostede som bekendt gerne en opera i København, men havde ingen interesse i at investere i driften af samme. Har man været til åbning af kunstudstillinger, vil man vide, at minimum de første fem minutter af museumsdirektørens tale går med at takke udstillingens sponsorer. Ligesom de er takket i kataloget for udstillingen.

Synlighed er nemlig den tak, de fleste glade givere gerne tager imod til gengæld for deres gavmildhed. Og der er ikke meget synlighed – eller glans – over en varmeregning. Var det så bare de private givere, der tænkte sådan, men tankegangen er i stigende grad smittet af på stat og kommuner.

Betænkeligheden opstår for alvor, når de mange kulturbyggerier skal drives og bringes til at løbe rundt af alle mulige andre aktiviteter end kunst og kultur.

Ikke at kunstens haller er hellige og ikke kan bruges til andre formål, men hvis de andre formål tager overhånd, tipper balancen. Så kunne man lige så godt have bygget et kursus- eller konferencecenter.

I øjeblikket synes intet blot at kunne være, hvad det er. En positiv undtagelse som beskrevet i Politikens artikel i går synes at være Moesgård, der ikke alene har sikret sit kommende driftsbudget, før man gik i gang med at bygge, men også har afstået fra at popularisere og event-gøre sine udstillinger.

Grauballemanden og de andre får lov at hvile i fred i den tankevækkende fortidens stilhed, der er alt nok.

Ligesom det i sin tid gjaldt det fremragende tidsskrift Skalk, har arkæologi og forhistorie på Moesgård et rum, der passer til det, det er. Og den nye tilbygning synes efter alt at dømme at glide fint ind i forlængelse af tankegangen.

Men tendensen går i den modsatte retning. De fleste er tvunget ud i en desperat jagt på indtægter og besøgende i konkurrence med vandlande og oplevelsesparker, der gør, at selv det mest uanseelige guldaldermaleri helst ’skal sparke røv’, som var det en actionfilm. For vi skulle jo nødig kede os eller føle, at det var ligesom i skolen(!).

Kommercialiseringen af kunsten har imidlertid desuden den konsekvens, at også alt andet, produktionen af værkerne, kurateringen af genstandene, kommunikationen af udstillingerne, bliver drejet i retning af noget, der kan sælge.

I konkurrence med vores egne til Kina bortsendte industrier ender vi sikkert alle som oplevelsesøkonomer inden længe.

Men hvad vil vi vise frem? Hvad skal det hele bygge på, hvis forskningen, genstanden selv, perspektivet er gået tabt?

Annoncer