Sidst Venstre foreslog at afskaffe de livsvarige ydelser til ’rige’ kunstnere, var i 2008.

Da sad partiet i regering, og den kulturpolitiske ordfører hed Troels Christensen. Dengang lød Venstres argumentation:

»De får penge til nogle gode middage på nogle dyre steder. Og hvad giver det borgerne af kulturel rigdom?«.

Christensen måtte lide den tort at blive underkendt af sin partiformand og daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Det faldt nemlig så uheldigt for kulturordføreren, at statsministeren syntes vældig godt om forfatteren Jens Smærup Sørensens roman ’Mærkedage’ og havde sagt ja til at holde festtalen ved uddelingen af boghandlernes pris, De Gyldne Laurbær, som netop det år tilfaldt forfatteren til ’Mærkedage’.

Og da Smærup Sørensen brugte sin takketale til at fortælle, at den livsvarige ydelse havde været afgørende for, at han overhovedet havde kunnet skrive sine bøger, var statsministeren politiker nok til at erkende, at den ydelse nok skulle fastholdes.

Havde modtageren i 2008 heddet noget andet, og havde den præmierede bog ikke handlet om noget, statsministeren kunne identificere sig med, nemlig den lille by Staun ved Limfjorden og bondesamfundets opløsning, er det slet ikke sikkert, at de livsvarige ydelser havde overlevet.

Havde det f.eks. været Klaus Rifbjerg, der havde været hovedpersonen og bogen en digtsamling, ville de livsvarige ydelser med meget stor sandsynlighed være blevet afskaffet i 2008. I det omfang det ikke giver sig selv, giver det sig i det følgende.

LÆS OGSÅV og DF vil tage støtten fra rige forfattere og kunstnere

For i mellemtiden har landet fået en ny regering og Venstre en ny kulturordfører. Michael Aastrup Jensen, som Venstres nye kulturmand hedder, udtalte tidligere på ugen i Politiken:

»Vi vil tage pengene fra de rige kunstnere, så der bliver flere til dem, der ikke tjener ret meget på deres kunst eller arbejder inden for et felt, der ikke er mange penge i«, og satte så misundelsens trumf på:

»Forfattere som Klaus Rifbjerg og billedkunstnere som Per Arnoldi skal ikke have en krone. De tjener allerede godt. De skal i stedet have en medalje for deres indsats, som man bliver indstillet til«.

Det eneste, der virkelig imponerer ved disse udtalelser, er, at Venstre bliver ved med at have så inkompetente og uvidende politikere at tage af, hver gang partiet skal udpege en kulturpolitisk ordfører.

Men i det mindste er der en klar populistisk linje i Venstres (og tidligere Fremskridtspartiets) kulturpolitik, og det har ufatteligt nok lige siden 60’erne altid været de samme fjendebilleder, der skulle fremmanes.

At Per Arnoldi så ikke modtager den livsvarige ydelse, er en kendsgerning, som Aastrup Jensen i sin overfladiske smartness selvfølgelig er helt ligeglad med. Og at det beløb, Klaus Rifbjerg i kraft af ydelsens indtægtsreguleringsprincip modtager årligt, udgør svimlende 16.500 kr. – før skat – omgår Aastrup også behændigt.

Det er nemlig ikke de faktiske forhold, der interesserer Venstres kulturordfører. Hans ærinde er alene og helt uredeligt at skabe et billede af kunstnere som typer, der selvfølgelig vælter sig i skatteydernes penge, og som man derfor passende kan straffe ved at fratage dem det økonomiske minimumsgrundlag for deres arbejde og dertil gøre grin med dem ved at give dem en medalje.

Hvis nu det bare var Venstre, der skulle fiske stemmer i misundelsesdybets ulækre suppe ved at udelukke landets 275 fremmeste kunstnere fra de (maksimum) 151.500 kroner før skat (som alene gives til dem, der tjener under 195.000 kroner om året), kunne man måske lade dem fiske.

Men også Socialdemokraterne har fået ny kulturordfører, Flemming Møller Mortensen hedder han, og hans tilkendegivelser tyder på, at regeringspartiet er ved at ændre politik på området: »... det kan godt være, at vi skal imødekomme den tilbagevendende, folkelige kritik og se på, om kunstnere med høj indkomst slet ikke skal have noget, medmindre altså at deres indkomst begynder at falde igen«.

»Den tilbagevendende folkelige kritik«

LÆS OGSÅArnoldi om kunsstøtte: Folk tror, at vi ligger på sofaen, drikker lilla bols og hører sigøjnerbaronen

Det er præcis det samme fiskevand, som Venstre frekventerer, og fangstmetoderne er de samme: Man smider nogle misvisende tal, nogle falske påstande og nogle af de samme navne ud, som medierne elsker at omtale, fordi det er nogle, folk kender, og straks har dette samme folk »tilbagevendende« kritiseret det, man gerne ville have dem til at kritisere.

Derpå kan man meget bekvemt hale sine stemmer i land ved at udtale, at den kritik skal vi da »imødekomme«.

Man kan kalde det spin eller simpel populisme, resultatet er, at befolkningen bliver forholdt sandheden og kunstnerne igen skal slås for deres småpenge.