Da Det Kongelige Teaters nye tyske operachef, Sven Müller, spiste frokost med Politiken for nogle dage siden, fortalte han, hvordan forløbet med nedskæringerne og fyringerne på teatret havde åbnet hans øjne for, at den danske befolkning ikke bakkede teatret op, men i stedet gjorde grin ad skuespillerne og sangerne.

Oplevelsen havde tydeligvis sat sig i Müller og fået ham til at reflektere over, hvordan han kunne bidrage til at ændre den opfattelse og åbne teatret for flere.

Som han sagde: »Vi bliver nødt til at vise folk, at opera ikke er farligt, men dejligt, så folk vil hjælpe os i stedet for at gøre grin ad os. Da jeg var lille i Tyskland, var der mænd i stive kraver, der underviste i, hvordan man ser opera. Jeg vil gerne fjerne det belærende lag fra vores store hus«.

Og han tilføjede, at Det Kongelige ikke kun skal være for en lille skare, der ved, hvornår man skal klappe.

LÆS OGSÅDet Kongelige Teater hyrer to tyske chefer

Operachefen er ikke ene om at gøre sig overvejelser om det, der i fagsproget kaldes 'publikumsudvikling'.

Samtlige kulturinstitutioner skal legitimere deres statslige og private støtte – ja deres eksistens – ved at fremvise høje besøgs- og publikumstal. Det fører nogle gange til nye og tiltrængte formidlingsformer og andre gange til decideret populisme.

Mange steder tænker man, at når bjerget ikke kommer til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget. Det er f.eks. sådan, Det Jyske Ensemble har arbejdet de sidste par år. I marts var Politiken med det klassiske ensemble i forsamlingshuset i Vridsted ved Skive en fredag aften, hvor menuen stod på bøf og klassisk musik.

Den lokale arrangør, som fortjener at blive nævnt ved navn, Jonna Primdahl, havde kunnet vælge mellem Lars Lilholt, B.S. Christiansen og Det Jyske Ensemble og havde altså valgt ensemblet, som hun havde hørt før, og som hun mente, at andre skulle have mulighed for at lære at kende.

De fremmødte den aften i marts var ikke overbeviste om, at den klassiske musik ikke var 'farlig' for nu at bruge operachefens ord.

En lokal gårdejer, Knud Nielsen, sagde dengang: »Jeg er nok ræd for, at jeg forbinder klassisk musik med noget fint, højtravende noget, der ikke er for os almindelige dødelige, men nu kom det her i forsamlingshuset, og så vil jeg høre, hvad det er for noget«.

Koncerten i forsamlingshuset vandt ikke alle for sig, men Knud Nielsen var ikke længere 'ræd', og flere andre havde fået mod på at køre til Viborg og høre en 'rigtig' koncert med ensemblet.

Der findes altså alternativer til belærende mænd i stive kraver. Og der er heldigvis andre, der gør som Det Jyske Ensemble og rækker ud efter publikum. Det Jyske Ensemble gør det nemlig ikke længere. Efter 24 år lukker ensemblet, da både staten og de tre hjemkommuner Viborg, Skive og Morsø har trukket støtten.

Det skaber næppe den samme ballade, som da Det Kongelige Teater skulle spare, men tabet af dette regionale ensemble er ikke begrænset til det nordvestjyske.

For hvis operachefen skal lykkes med sin ambition om at gøre det naturligt for langt flere at gå i operaen, er han afhængig af, at fødekæden fungerer. Nok er belæring ikke vejen frem, men undervisning og formidling er.

Interessen og forståelsen for, hvad klassisk musik og opera er, kommer jo ikke ud af den blå luft eller indfinder sig, i det øjeblik man træder ind i Operaen på Holmen. Den kommer af at blive opmuntret og stimuleret. I skolen, i musikskolen, i medierne, i forsamlingshuset.

Sporten kan noget, kunsten ikke kan, og er derfor blevet en yndet referenceramme. Müller henviste da også med en vis misundelse i frokostinterviewet til, at den sportslige elite forbindes med noget positivt, hvorimod en elite inden for operaen opfattes som noget snobberi. Sådan er det jo, men hvorfor?

Danske Spil viste på et tidspunkt en række tv-reklamer, som alle viste kvinder, der tog en række fodboldudtryk lidt for bogstaveligt og dermed demonstrerede deres uvidenhed om fodbold. »Der er så meget, kvinder ikke forstår«, skrev Danske Spil hen over skærmen.

Og ja, man må give Danske Spil ret, der er meget, man ikke forstår, hvis ikke man er blevet flasket op med det, ikke er blevet ansporet og opmuntret til det på samme måde som små drenge, der bliver meldt ind i fodboldklubben, før de kan sparke til en bold, har været med far i Parken og hver dag ser, at sport er så vigtigt, at det har sit eget program lige efter TV-avisen.

Så når Det Kongelige Teaters nye operachef gerne vil vise, at opera ikke er farligt, er det al ære værd. Men det er ikke en opgave, hverken han eller Det Kongelige Teater kan løfte, uanset hvor meget publikumsudvikling de end investerer i.

Det skal ind med samfundsmælken.