Det er sindsoprivende at følge med i artikelserien om Amy her i avisen.

Og endnu værre er det at se den video på politiken.dk, der viser Næstved Kommunes fysiske magtanvendelse, da man i marts fjernede den 11-årige Amy fra den plejefamilie, hun havde boet hos i 11 måneder, og anbragte hende på en institution.

Alle, der har fulgt med, ved, at Amys liv begyndte i Etiopien som barn af en fattig familie. Faderen melder historien intet om, og hendes mor var alvorligt syg af aids og kunne ikke tage sig af Amy og hendes lillesøster, som kom på børnehjem.

Herfra blev de begge adopteret af en dansk familie fra Næstved, da Amy var 9 år. Forholdet mellem Amy og hendes adoptivforældre udviklede sig helt skævt og endte med, at adoptivforældrene bad kommunen om at fjerne hende og meddelte, at de ikke ville have hende tilbage. Derfor kom hun til den plejefamilie, som hun så i marts blev flyttet fra.

LÆS OGSÅ Hækkerup er klar med hjælpende hånd til socialt udsatte børn

Amys korte liv har bestået af omsorgssvigt på omsorgssvigt, både i Etiopien og i Danmark. Hun er relativt sent blevet flyttet langt væk fra sit land og sin familie til et sikkert velmenende dansk ægtepar, som bare overhovedet ikke har haft forståelse for og indsigt i hendes behov, og som slet og ret ikke har kunnet magte den store opgave, det naturligvis er at få to børn med så belastet en fortid.

Bl.a. har adoptivforældrene nægtet Amy kontakt med hendes familie i Etiopien, hun har ikke fået lov til at læse de breve, hendes mor har sendt, og hun har fået at vide, at hun skal glemme alt om sin biologiske mor.

Amy hævder også, at adoptivforældrene har slået hende, hvilket de selv til dels har bekræftet ved at indrømme, at de har »dasket til hende« i afmagt.

En helt igennem ulykkelig sag. Men den er mere end det. Den er også skræmmende, fordi den fortæller en historie om, at børns vilje sidder i andres lommer, og at børns rettigheder ikke respekteres. Sådan er det i sagen om Amy, og sådan er det i mange andre børnesager. Nogle hører vi om, andre får vi aldrig kendskab til.

Uanset at Amys sag er vanskelig og indeholder flere aspekter end dem, vi har kunnet fremstille her i avisen, fordi kommunen har tavshedspligt og ikke kan udtale sig om alt, så er det ikke så vanskeligt at vurdere, at fysisk magtanvendelse over for et 11-årigt barn er et overgreb.

Havde man konsulteret dansk lov og FN’s børnekonvention, ville man, som flere jurister har påpeget, også have vidst, at det er ulovligt. Så selv om det er et voldsomt skridt, er det rigtigt i denne sag at anmelde Næstved Kommune for vold, som Børns Vilkår har gjort. Der er et stort behov for at få denne sag prøvet, så den slags tilfælde kan forhindres i fremtiden.

Efter at have fulgt sagens forløb sidder man tilbage uden egentlig at vide, hvorfor kommunen fjernede Amy, ikke bare med vold, men i det hele taget.

LÆS OGSÅMinisters plan for udsatte børn undsiges af eksperter

Det er naturligvis helt legitimt, at en kommune overvejer, om et barn, der kræver ekstraordinær opmærksomhed og omsorg, bliver for stor en følelsesmæssig belastning for en plejefamilie, ligesom kommunen må vurdere, om familien bliver følelsesmæssigt for involveret til at bevare den professionalisme, som også skal til for at håndtere en så vanskelig situation.

Det er netop derfor, at man har psykologer til at foretage en faglig vurdering. Og i Amys tilfælde konkluderede psykologundersøgelsen netop, at hun, trods besvær med at knytte sig til andre mennesker, havde gjort fremskridt hos plejefamilien. Psykologen, der undersøgte Amy, anbefalede derfor, at Amy blev hos plejefamilien.

Næstved Kommune brugte imidlertid en anden psykolog som rådgiver, og han kunne uden at have mødt hverken Amy eller plejefamilien konkludere, at Amy burde anbringes på et opholdssted, da han mente, at plejefamilien ikke havde de fornødne ressourcer til at hjælpe Amy.

Hvor grotesk har sådan et forløb lov til at blive? Amys egne ønsker overhøres – af Næstved Kommune og af Ankestyrelsen, som har behandlet sagen uden at foretage sig noget i forhold til kommunen.

Siden marts har Amy været næsten alene i verden; hun har hverken måttet se eller kommunikere med sine plejeforældre og -søskende eller sin biologiske lillesøster. Kun adoptivforældrene må hun få besøg af. Dertil kommer, at den grundige faglige psykologundersøgelse er blevet tilsidesat og erstattet af en skrivebordsvurdering.

Ved socialministerens mellemkomst er sagen nu tilbage i Ankestyrelsen med pålæg om også at høre Amy.

Var Amys sag enestående, kunne man fokusere på de svigt, der er sket i Næstved Kommune og i Ankestyrelsen. Men som den seneste tids mange sager om udsatte børn har vist, så er børnene oppe imod alvorlige systemiske problemer.

Hvis ikke tidligere sager har overbevist regeringen om, at der er behov for at indføre en egentlig børneombudsmandsinstitution, som kan sikre børns rettigheder, når myndighederne ikke lever op til deres ansvar, så må Amys sag have gjort det.