Det diskuteres en hel del, om Kina er ved at overtage USA's rolle som verdens supermagt. Andetsteds i dagens avis mener Henry Kissinger, at USA og Vesten kan tage det nogenlunde roligt. Så stærke er de kinesere heller ikke, siger manden, der som amerikansk diplomat i 1970'erne stod bag genetableringen af diplomatiske forbindelser mellem USA og Kina efter treogtyve års kold luft.

Supermagt måles som regel i hård valuta – hvem har den største økonomi og det stærkeste militær. Kultur indgår sjældent i den slags regnestykker.

Ikke desto mindre er kultur et anerkendt politisk redskab, og anerkendelsen af kulturens magt er kun blevet større de senere år i takt med globaliseringen, men ikke mindst i takt med at de vestlige invasioner i Afghanistan og Irak affødte en erkendelse af, at en militær sejr ikke var meget værd, hvis ikke også afghanernes og irakernes 'hjerner og hjerter' var vundet. Og til det havde man brug for andre metoder.

Især den amerikanske politolog og professor ved Harvard University Joseph Nye, som er ophavsmand til udtrykket 'blød magt', har påpeget og advokeret for bl.a. kulturens magtfulde potentiale i international politik.

LÆS OGSÅAi Weiwei udfordrer Kinas myndigheder

Hidtil har det kommunistiske kinesiske styre været optaget af at gøre sig gældende i den hårde valuta. Efterhånden som landets militære og især økonomiske position er blevet styrket, har der imidlertid også indfundet sig en erkendelse af, at de rå magtformer ikke kan stå alene.

Ved årsskiftet skrev præsident Hu Jintao et essay i et kinesisk magasin, hvor han med sikkerhedspolitisk retorik indrømmer et underskud på den bløde magtkonto og opfordrer til en international kulturel oprustning: »Vestens kultur står stærkt internationalt, mens vi er svage«, skriver han og tilføjer: »Vi skal være klar over, at internationale fjendtlige kræfter intensiverer deres strategiske plan for at vestliggøre og opdele Kina, og det er de ideologiske og kulturelle områder, der er målet for deres infiltration på længere sigt«.

Med andre ord: Kina er under angreb og må forsvare sig.

Opinionsmålinger bekræfter præsidentens udtalelser om kinesisk svaghed.

Da BBC for nylig spurgte til folks opfattelse af Kina, viste det sig, at Afrika og Latinamerika var de eneste steder, der herskede en nogenlunde positiv opfattelse af Kina. I USA og Europa var følelserne hovedsageligt negative. End ikke OL i Beijing for fire år siden syntes at have givet Kina en større stjerne i resten af verden.

Vores egen Lille Havfrue har endog været i Shanghai for nylig og tiltrukket millioner af kinesiske tilskuere. Og man kan jo spørge sig selv, hvad det har gjort ved ens opfattelse af Kina. Ikke det store, hvis jeg selv skal svare.

Jeg forbinder Kina med et autoritært regime, der undertrykker og fængsler anderledes tænkende, knægter menneskerettigheder af enhver art, ikke mindst ytringsfriheden. Et ufrit samfund, hvor kulturen og kunsten også er ufri. Og jeg forbinder Kina med et land, der gang på gang saboterer det internationale samfunds muligheder for at gribe ind over for frygtelige overgreb som f.eks. helt aktuelt i Syrien.

Så når Hu Jintao kommer til Danmark på torsdag og som en del af sin nye og bløde magtstrategi har et kinesisk kulturinstitut med sig i bagagen, så aner jeg hensigten. Kunsten og kulturen skal vise mig et andet Kina end det, jeg kender. Spørgsmålet er imidlertid, om den strategi overhovedet virker.

For hvilken kunst og kultur vil Kina vise os? Det er jo næppe værker af Kinas internationalt mest ansete billedkunstner Ai Weiwei, vi får at se. For slet ikke at tale om Ai Weiwei selv, som er overvåget dag og nat i sit eget hjem, og hvis pas er konfiskeret, så han ikke kan rejse og være til stede ved udstillinger rundt om i verden.

Kina har godt og grundigt selv sørget for, at de »internationale fjendtlige kræfter«, som Hu Jintao vil tage kampen op imod, har fået et ikon i Ai Weiwei, hvis frihed eller ufrihed har afgørende betydning for Kinas image i Vesten.

Så længe det alene er den politisk blåstemplede kunst og kultur, vi præsenteres for, vil vi måske nok kunne vise interesse for den enkelte kunstner og for værkerne, men vores opfattelse af Kina vil bestå.