Vi elsker vort land, men ved midsommer mest, synger vi i aften til bålets brand.

Og når vi har sunget Holger Drachmanns vise fra 1885, ved vi, at sommeren er begyndt. Uanset om det regner, stormer og er koldt.

For det er ideen om den danske sommer, vi elsker. Den sommer, som ikke er én sommer, men et fænomen, vi har stykket sammen af vores livs somre, og måske især af de første, vi kan huske: barndommens somre.

Min egen barndoms sankthansaftener på Bornholm havde bål i klipperne og et asfaltbal, hvor turisterne og de lokale mødtes til en svingom.

Jeg kan ikke skelne dem fra hinanden. I min erindring smelter de sammen til den ene og samme aften. Og den sankthans står for mig som en fuldstændig fortryllende aften, som indvarslede sommeren og den lange sommerferie.

Men også en aften, som slap de voksne løs for et øjeblik. Min mor og far dansede sammen i det offentlige rum! At det foregik på byens parkeringsplads forringede ikke min oplevelse.

Det er med barndommens sommer som med barndommens jul. Det er erindringen om den, der skaber vores billede af den.

LÆS OGSÅ Folkestyret lider under Venstres blokpolitiske vaner

Min barndomssommer var uendelig. Dagene var ens og bestanddelene simple: sol, strand, is, bøger, vattæppe, saftevand, kiks, stegte sild, kartofler og jordbær. Turen til Brændegårdshaven midt på øen (nu Joboland!) var sommerens højdepunkt. Længere kom jeg ikke hjemmefra.

Min far holdt ikke ferie, det var der ikke tradition for. Havet var jo fyldt med sild, og det var hans arbejde at fange dem.

Jeg forsøger stadig at genskabe sommeren, som den var, at få dagene til at ligne hinanden og forhindre, at nogen spørger: Hvad skal vi så i morgen?

For ud af monotonien vokser evighedsfølelsen - og måske også lysten til at skulle noget igen.

»Vi elsker vort land men ved midsommer mest«, netop fordi vi om sommeren - ferie eller ej - giver os tid til at være, uden at skulle og gøre alt muligt. Vores civiliserede dagligdag er efterhånden så tæt af kalenderpåmindelser og mail, der skal besvares, at vi sjældent ser andet end skærme og andre trætte ansigter, der ser op fra andre skærme.

Fordi det er sommer, og vi er ude, ser vi landet, som det hele tiden ligger der, men som man skal være naturvejleder for at opdage. Vi går mere nærsynet til naturen og mere indgående til hinanden.

Vi gør ting, som strengt taget ikke kan betale sig, sylter og bager, lakerer en gammel båd, læser en gammel krimi, spiser en is, bader, alt sammen noget, der handler mere om at være på en bestemt måde end at egentlig handle, tjene penge, tage en eksamen, blive til noget. Det er 'kan' og ikke 'skal', der styrer.

Det er, som om vi får lov til at leve vores egne liv, ikke bare tættere på naturen, men tættere på os selv. Det er vel også derfor, sommer og skilsmisser følges ad. Pludselig kan vi mærke noget, som det ellers er lykkedes os at fortrænge.

LÆS OGSÅ En tradition er født

Og samfundet om sommeren? Det går i stå, siger vi. Men samtidig fortsætter det jo og kan altså holde til, at vi ikke farer på hele tiden. Nødbemandingen sørger for at tage hånd om det akutte.

Et af de bedste billeder, vi har på en dansk sommertilstand, er et pressefoto fra 1955 af daværende finansminister Viggo Kampmann (S) og kulturminister Julius Bomholt (S), der begge står i vand til brystet ud for Fanø, Kampmann med en cigar i munden. Den originale - i ordets dobbelte betydning - billedtekst lød: »Danmark regeres fra tredje revle«.

Perspektivet derude fra tredje revle er et andet. Måske det perspektiv, at om sommeren er det hele lidt mere enkelt. Vi opdager, at vi lever for at dø af det. Og at det føles som et godt bytte.

FACEBOOKBliv ven med Politiken