Der er SF’ ledelse, der er partiet SF, og så er der SF’s vælgere. For øjeblikket hænger de tre størrelser ikke sammen.

Selv de to første – altså ledelsen og partiet – er ikke på bølgelængde. Hvem har skylden for det? Det er jo altid ledelsen, der har ansvaret, når noget ikke fungerer. Også i et politisk parti.

Men har SF’s ledelse også ansvaret for, at partiet er ved at gå fra hinanden? Ja, men kun til en vis grad. For også partiet og de vælgere, der har stemt på SF, må bære en del af skylden.

For ser man på den udvikling, partiet har været igennem de seneste 3-4 år på vej mod regeringsmagten, har den selvfølgelig været anført af SF’s ledelse, men jo stærkt bistået af partiet og vælgerne.

Dengang ledelsen besluttede, at SF efter godt 50 år i opposition skulle forberede sig på at komme i regering, var partiet og vælgerne med.

Dengang SF’s ledelse dannede alliance med Socialdemokraterne og indgik store politiske kompromiser før sidste folketingsvalg og dermed svækkede sin egen forhandlingsposition, da regeringsgrundlaget skulle aftales, var partiet og vælgerne med.

Dengang SF’s ledelse i iver efter at vise sin regeringsduelighed fuldstændig opgav historiske mærkesager som udlændinge- og retspolitik for at overtage Socialdemokraternes politik (som havde overtaget VKO’s politik), var partiet og vælgerne med.

Kort sagt: Da SF’s ledelse anførte dansk politiks største populistiske manøvre i nyere tid, var partiet og vælgerne med. Eller var det omvendt? Var partiet med, fordi vælgerne var det? Hvorfor hørte man ellers ikke nogen råbe op – eller bare pippe? Var det, fordi det dengang væltede ind med medlemmer til partiet, og formand Søvndals popularitet ikke kunne nå højere?

Nu går medlemmerne den anden vej og det samme med formandens popularitet. For da det blev alvor, stod partiet og vælgerne af.

LÆS OGSÅSF'ere vil af med Søvndal

Hvor ledelsen af SF er gået hele vejen, er partiet og vælgerne stået af halvvejs. Begge grupper demonstrerer en helt utrolig ringe indsigt i, hvad det vil sige at have regeringsmagten.

Partiet – eller det såkaldte bagland – formår ikke at sætte sig ud over partiegoismen og har svært ved at forlade den bekvemme rolle som et parti i evig opposition uden forpligtelser og ansvar for at få noget til at fungere med andre end sig selv. Så længe regeringsmagten stadig kun var et mål, var man med. Da den blev en realitet, sprang man fra.

Heroverfor står SF’s ledelse, som til fulde har forstået sin nye position. Populisme og regeringsansvar er uforenelige størrelser, især i krisetrider. Med det brede skatteforlig demonstrerede SF-ledelsen den kompromisvilje og det ansvar, der hidtil kun har kendetegnet de fire ’gamle partier’: S, V, K og R.

Derfor var 22. juni 2012 en historisk dag i dansk politik. SF tog for alvor skridtet ind i de ’gamle partiers klub’. Ud over at indgå i et forlig, der lå tæt på regeringens eget udspil, medvirkede SF’s ledelse til at bryde med ti års blokpolitik. Det var modigt gjort, og SF burde have fejret sit nye klubmedlemskab. Hvis ikke lige det var for baglandet og vælgerne.

Partiformanden, Villy Søvndal, er nu i færd med at sende breve ud til medlemmerne, som udtrykker forståelse for den skuffelse, mange oplever. For ligesom vælgerne har partiet altid ret. Det er på deres nåde, Søvndal sidder, hvor han gør, og på deres nåde, folketingsmedlemmerne er valgt.

LÆS OGSÅSøvndal til medlemmerne: Jeg forstår jeres skuffelse

Derfor kan Søvndal ikke minde partifællerne og vælgerne om, at de sådan set har bakket ham op hele vejen, og han kan heller ikke påpege, at hvis han tog fejl, tog de også fejl. De sagde ham i hvert fald ikke imod. Og han kan heller ikke sige til dem, at den adfærd, de udviser nu, ligner hykleri til forveksling.

Men at Søvndal ikke kan, skal jo ikke afholde os andre fra at sige det.