»Hun har netop åbnet en dør for os. Og lige nu har hun gjort Griffenfeldsgade til en del af Danmark«, sagde formanden for den somaliske diaspora i Danmark, Said Hussein, til Politiken i går, efter han netop havde haft prominent besøg på Nørrebro.

Og denne ’hun’, som Said Hussein refererer til, er hverken dronningen, statsministeren eller integrationsministeren. Det er den amerikanske ambassadør i Danmark, Laurie S. Fulton.

På hendes initiativ rejser en gruppe danske, norske og svenske somaliere til Minnesota i USA for at udveksle erfaringer med amerikanske somaliere om, hvordan det er at begå sig i et nyt land.

Minnesota er velvalgt, fordi det er det sted, der bor flest somaliere uden for Afrika, og fordi man der har gjort en helt særlig indsats for at integrere de nye borgere. Det mener ambassadøren, at de danske somaliere kan lære noget af. Hun har nemlig bemærket, at somaliere har visse problemer med at føle sig accepteret i Danmark.

Det er ironisk at skulle opleve, at det er en repræsentant for den amerikanske regering, der får somaliere i Danmark til at føle sig som danskere.

Og det er ekstra ironisk netop i denne uge, hvor Dansk Folkepartis medlemmer på stribe, inklusive partiets nye værdiordfører, Pia Kjærsgaard, har beskyldt DR for at gå islams ærinde og for at favorisere muslimer, fordi institutionen i år markerer afslutningen på den muslimske fastemåned, ramadanen, med forskellige indslag i radio og på tv og slutter af med en eidfest i Koncerthuset på mandag.

LÆS OGSÅMo Farah havde aldrig fået succes i Danmark

For hvad Laurie S. Fulton har gjort for Griffenfeldsgade og somalierne, er DR i gang med at gøre for det muslimske mindretal i Danmark.

Ved at sætte fokus på den muslimske højtid og samtidig invitere de muslimske danskere indenfor bidrager DR til at gøre dem til en del af Danmark og til, at vi andre bedre forstår, hvem der er vores medborgere. Det er ikke alene en god idé, det er faktisk en af DR’s opgaver som public service- og kulturinstitution.

Så ret beset burde vi alle juble. Også Dansk Folkeparti, som jo hævder, at de ikke har noget imod udlændinge i Danmark, hvis bare de er integrerede i samfundet.

Det er lige netop den ønskede integration, som DR forsøger at give et skub. Ved at fortælle det muslimske mindretal her i landet, at DR også er deres medie, kunne det jo være, at både børn og voksne helt af sig selv fik lyst til at se og høre DR’s programmer i stedet for de udenlandske kanaler, som Dansk Folkeparti gerne vil forbyde dem at se.

Man får derfor den mistanke, at Dansk Folkeparti måske slet ikke mener, at udlændinge – eller muslimer – skal integreres.

Dansk Folkepartis politiske indblanding i DR’s programflade med det eksplicitte formål at forstørre det skræmmebillede af et religiøst mindretal, som man allerede har haft så stort held til at skabe, er en sund påmindelse om partiets sande jeg.

Og den er velkommen, her et par uger efter at Pia Kjærsgaard og hendes parti i anledning af Kjærsgaards afgang som partileder vidt og bredt er blevet udlagt som demokratiets skytsengel.

Hun har, er der blevet sagt og skrevet, givet de stumme en stemme. Alle de vælgere, der ikke havde andre steder at gå hen, fik et parti at stemme på, og protestpartiet har været en nødvendig ventil for den utilfredshed, som havde samlet sig i Underdanmark mod indvandring, alt fremmed (inklusive EU) og muslimer i særdeleshed. Hun har omsat de undertryktes og de svages følelser til politik, har det lydt.

Tættere på en blåstempling af populismen som demokratiets redning kommer man vist næppe. Når man læste karakteristikkerne af Kjærsgaards lederskab, fik man en fornemmelse af, at det også er lykkedes hendes parti at udviske den vigtige skelnen mellem populisme og repræsentativt demokrati.

LÆS OGSÅSomaliere strømmer til Danmark

Både populismen og det repræsentative demokrati bygger på politikernes evne til at opfange stemninger i vælgerdybet. Det er ikke i sig selv problematisk. Problematisk bliver det først, når man dyrker den rene form for stemningspolitik, som Dansk Folkeparti har gjort til sin specialitet og utvivlsomt vil fortsætte med under den nye ledelse.

Man kender den populistiske stemningspolitik på, at den aldrig får nok, fodrer sig selv og ikke som det repræsentative demokrati har en interesse i sagligt og ansvarligt at løse problemerne. Og man kender den især på, at den profiterer af at tale problemerne større og skabe fjendebilleder.

Tak til den amerikanske ambassadør for at minde os om denne forskel.