Jeg har nok haft et lidt fordomsfuldt billede af europæiske kulturhovedstæder.

De har ikke haft min fulde opmærksomhed, jeg har knap nok fulgt med i, hvilke byer der fik tildelt titlen år efter år, og jeg har ikke bevidst opsøgt europæiske kulturhovedstæder, i hvert fald ikke de år, hvor de bar den officielle titel.

Jeg har nok haft det sådan, at jeg hellere ville opleve en by, når den var uforberedt på mit besøg, og jeg ikke havde indtryk af, at den pyntede sig, fordi jeg og en horde af andre turister skulle komme.

Jeg har opfattet den europæiske kulturby som EU's forsøg på at nærme sig kultur på en ufarlig måde.

Formålet, som det blev formuleret af EU's ministerråd i 1985, da man tog initiativet til den europæiske kulturhovedstad, lyder, at det skal »bidrage til at bringe EU's befolkninger nærmere hinanden«. Ret så bredt og luftigt og for alle andre end Dansk Folkeparti et forholdsvis ukontroversielt formål.

Sønderborg og Aarhus, som de sidste fire år har arbejdet på at blive en af Europas kulturhovedstæder i 2017, har imidlertid gjort op med den fordom. Det blev Aarhus, der i går løb med titlen, og det er nok, som det skal være. Men jeg er glad for, at det ikke var mig, der skulle vælge.

LÆS MEREAarhus vandt kapløb om kulturhovedstad

For læser man de to byers ansøgninger, som blev indleveret i forsommeren, må man tage hatten af for begge byer og den kolossale investering, de allerede har lagt i sagen. Selvfølgelig er de tykke ansøgninger fulde af ord uden det store indhold.

Man plejer godt nok at sige, at ord er taknemmelige, men faktisk er de forbandet utaknemmelige, når de skal beskrive, hvad kunst og kultur kan gøre for mennesker og samfund. Det bliver hurtigt til, at man vil lave et »laboratorium til udformning af løsninger«, »skabe krydsfelter« og »bygge broer«. Men neden under klicheerne mærker man faktisk de reelle hensigter.

I både Sønderborg og Aarhus har ambitionen om at blive kulturby i 2017 krævet, at man i de sidste fire år har investeret i kunst og kultur.

Havde der ikke været denne særlige motivation for at gøre det, ville det aldrig være sket. Det er økonomisk trange tider, og kulturen plejer at stå forrest, når der skal spares. Processen frem til i går har derfor haft en selvstændig betydning.

Alt det arbejde, al den inddragelse af lokalsamfundet, som begge byer har lagt for dagen, kommer ikke dårligt tilbage.

Og det ville være tåbeligt af Sønderborg nu helt at miste modet. Man kan med sindsro sortere en del af projekterne fra, men hele den kortlægning af byens og regionens kulturelle identitet, som ligger i forarbejdet, fortjener, at man bygger videre på det.

Det, der imponerer ved de to byers ansøgninger, er den ærlighed og erkendelse, der præger dem. Der er ikke tale om jubelskrifter om egen fortræffelighed.

Sønderborg taler om, at byen står på en »brændende platform«, de unge er på flugt derfra, og man har svært ved at tiltrække nye borgere. Derfor vil man gerne være en 'countryside metropolis' – altså en storby ude på landet – hvilket man jo sagtens kan smile ad, men som ambition er den måske ikke så tosset, og samtidig fornemmer man en vis sønderjysk selvironi i netop at spille på det bondske.

Aarhus er med sin status som landets næststørste by og med et i forvejen bredt og rigt kulturliv og en årlig festuge allerede den metropol, som Sønderborg gerne vil være. Derfor er Aarhus' ansøgning også mere selvbevidst, men ikke mere, end at titlen på det aarhusianske program er 'Rethink'. Man ved, hvad man har, man skal ikke tænke forfra, men oven på det eksisterende.

Erkendelsen og selvrefleksionen går igen, når Aarhus lægger kortene på bordet og beskriver, hvordan arven efter Muhammedkrisen skal håndteres gennem kulturelle handlinger i stedet for ideologiske udmeldinger, og hvordan risikoen for at Aarhus opfattes som en 'ekstremistvenlig' by, når Danish Defence League vælger byen som platform for antimuslimske demonstrationer, imødegås.

I begge byers tilgang er der en ægte søgen efter kulturelle former, som kommunikerer med samfundet og borgerne.

Så hvis Aarhus kan føre sine ambitioner i mål og Sønderborg blot en del af sine, bliver ikke alene 2017 et interessant kulturår i kongeriget. Så vil man i de to byer kunne mærke afkastet på investeringerne langt ud over 2017.