Efter de første to dages afhøringer i Skattesagskommissionen, kan man konstatere at det står ’uafgjort’ mellem de to centrale vidner.

Ekstra Bladets politiske reporter Jan Kjærgaard hævdede på førstedagen, at Skatteminister Troels Lund Poulsens (V) politiske rådgiver Peter Arnfeldt har forsøgt at tilbyde Ekstra Bladet (EB) dele af den hemmelige afgørelse i Helle Thorning-Schmidts og hendes mands skattesag.

På andendagen afviste Arnfeldt Kjærgaards version. Han havde intet foretaget sig, men EB havde været ’elektrisk’ for at få udleveret papirerne.

Det er altså påstand mod påstand. I en sådan situation vil man normalt forsøge at orientere sig i forhold til vidnets troværdighed. Det pejlemærke har man bare ikke, når valget står mellem Jan Kjærgaard (og den avis han på værste vis repræsenterer) og Peter Arnfeldt.

Mens vi ikke er blevet meget klogere på sagens egentlige kerne om, hvem der lækkede papirerne til BT, har det på bare to dage åbenbaret sig, hvordan dele af pressen og en central ministers politiske rådgiver sammen skaber en fiktion, som de derefter fremstiller som virkelighed.

Ifølge Kjærgaards vidneudsagn, har de to haft »et kreativt samarbejde gennem mange år«, hvilket understøttes af to dejligt konkrete eksempler.

Den fælles kreativitet er først og fremmest blevet brugt på at få oprettet en konto for frivillig skatteindbetaling. Ideen til kontoen fik de to, da både Villy Søvndal (SF) og Helle Thorning-Schmidt (S) i foråret 2010 havde udtalt, at de mente at skatteyderne var villige til at betale lidt mere i skat.

Med sådan en konto kunne man teste om den velvilje også gjaldt Søvndal og Thorning Schmidt. For at gennemføre planen krævede det såmænd blot, at Kjærgaard dækkede ministeriet ind ved at anmode om aktindsigt og kreere en mail med falsk indhold.

Og det gjorde han da gerne, for hvad gør man ikke for en historie på EB? Alt. Og er man Kjærgaard praler man dertil gerne med sine anløbne metoder.

Arnfeldt benægtede det »kreative samarbejde« med Kjærgaard, da han blev afhørt, men indrømmede, at han havde ventet med at sende en pressemeddelelse om skattekontoen ud, indtil EB havde sin historie på plads.

At der har været tale om samarbejde, er vist en tilståelsessag. Hvor kreativt det har været kan være svært at afgøre, men da Kjærgaard er blottet for etiske overvejelser og ikke skammer sig over det, og man kan sige det samme om hans arbejdsgiver, er der ikke noget oplagt motiv til at Kjærgaard skulle lyve om denne sag.

LÆS OGSÅ»Ekstra Bladet siger han lækkede, Arnfeldt siger nej«

Den politiske rådgiver og den politiske journalist fortsatte da også deres samarbejde. Arnfeldt fik i sommeren 2010 en mail fra en tidligere studiekammerat med oplysninger om at Helle Thorning Schmidts engelske mand, Stephen Kinnock ejede en lejlighed i London.

Her ville man måske naivt undre sig over forbrydelsen i dette forhold. Men det ville være netop naivt. For forbrydelsen kan kreeres. Det handler alene om at iscenesættelse.

Og måske var det i forventning om at Kjærgaard var mand for at iscenesætte London-lejligheden, så den blev et problem for oppositionens statsministerkandidat, at Arnfeldt ifølge Information sendte mailen videre til Kjærgaard med denne hilsen: »Hej Jan. Her er tippet, som du må gøre med, hvad du ønsker«, skrev Arnfeldt til sin samarbejdspartner.

Skattekommissionen ville gerne vide, i hvilken kapacitet Arnfeldt havde modtaget og videresendt mailen. Arnfeldt svarede ifølge Information, at han havde fået den som ’privatperson’, men sendt den videre som ’embedsmand’.

Det ene øjeblik agerer Arnfeldt altså ’privatperson’, det andet ’embedsmand’. Men han er ingen af delene. Han er skatteministerens personlige rådgiver og som sådan betjener han ministeren og pressen. Nu har offentligheden fået indblik i, hvad den tidligere skatteministers rådgiver har lagt i at ’betjene’ både den ene og den anden.

Som han selv sagde om sit samarbejde med pressen under afhøringen: »Grænsen går først og fremmest ved ulovligheder«. Det første der falder ham ind er loven. Ligesom samarbejdspartneren Kjærgaard har han ingen etisk referenceramme.

Skattesagskommissionens arbejde kan desværre nemt ende uden at vi er blevet klogere på, hvem der stod bag lækagen af Thorning og Kinnocks skattepapirer til BT. Men allerede efter de to første dage kan man konstatere, at den ikke har været forgæves.

LÆS OGSÅMedie-eksperter: Journalister bliver håndlangere i politiske konflikter

Den har lært os mere, ikke om forholdet men samarbejdet mellem presse og politikere via mellemmænd som Arnfeldt. Det kan godt være vi ikke kan måle os med britiske forhold og den råddenskab man der har gravet frem om tabloidavisen News of the World’s arbejdsmetoder.

Men råddenskaben findes også her og den lugter fælt.