Det udmærkede foretagende, der hedder Golden Days, afholder hvert år en ’historisk festival’, og i år og netop nu gælder det den gyldne tid 1950’erne.

Til formålet har man fremstillet en plakat, der i ét billede skal minde os om, hvad 50’erne var. Og man har naturligvis valgt en ’Mad Men’-inspireret tegning af det typiske unge ægtepar: den velklædte forretningsmand i sin habit og husmoderen med støvekost, forklæde og tørklæde om håret.

Traditionelle kønsroller fra en hyggelig tid, der er blot en af mange trendy retrobevægelser tilbage til dengang, mænd var mænd, magt var magt, og magten ubetinget mændenes.

Men ind over det billede blændes i disse dage billedet af et par af verdens førstedamer.

Ann Romney, der på de amerikanske republikaneres konvent talte varmt om sin mand, Mitt Romney, om alle hans kvaliteter som ægtemand og som far. Og om sig selv i rollen som husmor og mor.

Derefter gjorde Michelle Obama det samme for sin mand, Barack Obama, ved demokraternes konvent i denne uge. I det amerikanske samfund, hvor familieværdier i hvert fald ideologisk er stærkere end noget andet, kan ingen gøre en mand mere troværdig end hans kone.

Oplevede vi lige to intelligente kvinder reducere sig selv til husmødre og cementere det traditionelle familiemønster fra 50’erne, hvor kvinden passer hus og børn, udgør baglandet og står behind her man?

Sådan kunne det godt lyde, og sådan kunne det bestemt godt se ud. Og flere amerikanske bloggere og kommentatorer har da også set deres optræden, og især Michelle Obamas, som et forræderi over for kvindesagen.

Men hverken mrs. Romney eller mrs. Obama nøjedes med at stå med støvekosten ved siden af deres mænd og se godt ud. De stod selv på talerstolen. Uden mand. Og så godt ud.

Udstrålede power, professionalisme, engagement og styrke, som var det dem, der var præsidentkandidater. De talte ikke om egne bedrifter, men om deres mænds. Men det var deres gyldne øjeblik.

For selv hvis det, der kommer ud af munden på hustruerne, lyder som et oplæg til en retrofestival for 1950’erne, så afslører deres udstråling og deres styrke, at de er meget andet end eksempler på, at der ’bag enhver stor mand står en kvinde’.

De spiller den traditionelle rolle som førstedamer, samtidig med at de omdefinerer den, så den giver mening i vor tid: De er kompetente og indflydelsesrige. Det kunne have været dem, der stod forrest.

Selv om også Michelle Obamas fokus var på familien, på de bløde værdier og det nære, var den også politisk. I virkeligheden bandt hun snedigt det personlige og det politiske sammen.

Hun citerede ikke direkte den amerikanske forfatter Carol Hanischs feministiske credo, ’Det personlige er politisk’, men med en let omskrivning sagde hun om sin mand, at han ikke bare ser arbejdsløshed og økonomisk krise som politiske spørgsmål, men som personlige spørgsmål.

Underforstået: Den enkeltes problemer og politiske rettigheder hænger sammen.

Og med reference til, at Barack Obama voksede op som søn af en enlig mor, der kæmpede for at få tingene til at hænge sammen, fik hun sagt, at Obama »tror på, at kvinder er fuldt i stand til at træffe deres egne valg, når det handler om deres krop og sundhed«.

Den politiske kultur er under forandring, i samme grad som den politiske kønskultur er det. Helle Thorning-Schmidts ikkeskattesag bærer umiskendeligt præg af den gamle kending, at man forventer renere moral af kvinder.

Men den peger også på, at mediernes klichéskabende virksomhed ikke længere går upåagtet hen. Folk griner ad fordomme og fastlåste mønstre, og måske netop derfor er det ufarligt at udleve længslen efter de (ikke så) forjættende 50’ere.

Tør man være så optimistisk at tro, at der er ved at indfinde sig en erkendelse af, at dygtige kvindelige ledere snart vil være et naturligt fænomen?