Efter at den ene SF'er efter den anden erklærede, at de ikke var kandidater til formandsposten, har mange de seneste dage moret sig på Facebook med udsagn om, at de altså heller ikke stillede op til formandsposten.

Det har nærmest lignet en vild flugt. Og indtil onsdag eftermiddag, da Astrid Krag meldte sig, kunne man godt være i tvivl om, hvorvidt nogen overhovedet ville stille op.

Ikke at det egentlig er så underligt. Man kunne godt finde en række grunde til, at enhver, der er ved sine fulde fem, vil løbe skrigende væk fra den post. Og da især hvis man tilhører den inderkreds, der sammen med den tidligere formand har været med til at lægge strategien de seneste år og har set, hvilken vej det er gået.

Man kan selvfølgelig se det som et tegn på, at der trods alt er en vis retfærdighed til. For bliver det Astrid Krag, hvilket alt jo tyder på, dumper Villy Søvndal i det mindste ikke partiet i hænderne på en uskyldig, men på en, der har en del af ansvaret for, hvor SF befinder sig netop nu: i regering og i laser.

LÆS OGSÅEkspert om Astrid Krag: Hun kan blive venstrefløjens Pia Kjærsgaard

Man kan mene, at Krag passende kan rode SF ud af den misere, hun selv har været med til at skabe.

Men kan hun det uden at bryde med den strategi og den politik, partiet har ført med Søvndal i spidsen og med hende selv som ivrig og loyal støtte? Næppe. Så alternativet er, at hun ændrer ved begge dele.

At hun så at sige laver en omvendt Søvndal og drejer SF i en socialistisk retning, væk fra den socialdemokratiske vej, som hun selv har været vejviser for. Gør hun det, har SF igen fået en formand, der er villig til at ofre politikken for magten.

Den situation magtede Villy Søvndal som bekendt ikke. Han endte med at opgive (parti-)politikken og vælge magten som udenrigsminister. Spørgsmålet er, om Astrid Krag er bedre til at forstille sig. Og ikke mindst til at erkende, hvor fatal SF-ledelsens - og dermed hendes eget - politiske og strategiske jugement har været.

LÆS OGSÅSF's eneste formandskandidat vil føre Søvndals projekt videre

Enhedslistens liv har været en stor fest, siden SF mistede sig selv. Både før og efter valget har partiet haft et råderum, som det kun kan have drømt om. Enhedslisten har været fri foran mål gang på gang og har kunnet trille boldene i nettet, uden der var en SF'er i miles omkreds.

Også på den anden side af SF har der været frit spil. Den bane, de radikale traditionelt har delt med SF, har de haft helt for sig selv. Retspolitik, udlændingepolitik, miljø- og klimapolitik, ligestillingspolitik - alle de områder, hvor SF plejede at have en stærk profil, synes tabt.

Ikke som en del af et ærligt nederlag i interne magtkampe om regeringsgrundlaget, som nogle gerne vil have det til at se ud. De var tabt længe inden folketingsvalget sidste år og hævdes at være den pris, SF måtte betale for at gå i ét med Socialdemokratiet.

Det er muligt, men da regeringen kom til at bestå af tre partier, og muligheden for at lave alliancer med de radikale på netop disse områder opstod, forblev de uudnyttede. Af loyalitet over for Socialdemokraterne? Eller fordi SF's ledelse faktisk var enig med Socialdemokraterne også på disse punkter?

SF'ere har akkurat det samme problem, som alle andre socialister har haft siden Murens fald: De er i tvivl om, hvad socialismens fortræffelighed som alternativ til kapitalismen egentlig består i.

Er det en helt anden samfundsmodel, eller er det et mildt korrektiv til den markedsmekanisme, liberalisterne har fået indført som styringsredskab i alle samfundsanliggender fra benchmarking i vuggestuen til effektivitetsberegninger af ældreplejen.

LÆS OGSÅ Året, hvor de røde sagde farvel til arbejderen

En vag forestillig om, at det kunne være anderledes, bliver i den politiske dagligdag til modstræbende opbakning til instrumentelle 'reformer' og ellers kamelslugning på alle vigtige områder.

Hvis målet ikke længere er at eje produktionsmidlerne i fællesskab, og dermed sikre, at fællesskabet ejer resultatet af produktionen, hvad er målet så? At beholde magten?

Det spørgsmål, som sammenbruddet af den 'reelt eksisterende socialisme' efterlod enhver dansk socialist med, er: Hvis den socialliberale udgave af kapitalismen har gjort danskerne til verdens lykkeligste folk, hvorfor så hævde, at der er brug for noget andet?

Det eneste svar, man er kommet frem til, er, at velfærdssamfundet bygger på solidaritet, og uden den vil det bryde sammen. Derfor må man sikre den altdominerende middelklasses solidaritet med sig selv som skattebetalere.

Men den ambition er svær at skelne fra det program, som modstanderne på højrefløjen efter alt at dømme vil vinde næste valg på. Og hvorfor så være formand for SF?