Et af de nyttigste og bedste råd, jeg har fået her i livet, fik jeg af min kørelærer, som altid sagde:

»Hold aldrig på din ret i trafikken, det kan blive din død«.

Hvis ikke jeg havde fulgt hans råd, ville jeg have været død mange gange. For sagen er jo, at jeg selvfølgelig godt kan holde stædigt på min ret og fastholde, at der er grønt for mig nu, og at der dermed er rødt for den idiot, der så alligevel lige skal smutte over krydset.

LÆS OGSÅTalsmand for Muhammed-film: Har jeg blod på hænderne? Nej

Men det sammenstød, der kommer ud af at køre på den måde, vil jo med stor sandsynlighed blive lige så meget mit problem som hans. Derfor er al trafik bygget op omkring denne simple sagtmodighed, at man i kritiske situationer altid bør holde tilbage, hvis man kan.

Man må med andre ord holde hans vigepligt for ham og så i øvrigt tænke sit om idioten.

Jeg har tænkt på min gamle kørelærers ord i denne uge, hvor endnu en Muhammedsag har været under opsejling.

En tvivlsom type fra det sydlige Californien (som, ud over at have flere fængselsdomme bag sig, har givet sig ud for at være israelsk jøde, men nu vist nok viser sig at være egyptisk kopter med forbindelse til antimuslimske kredse) har lavet en film.

I det klip fra filmen, som man har haft mulighed for at se, tegnes der et portræt af profeten Muhammed som pædofil og homoseksuel.

Hvorvidt der rent faktisk findes mere end det 13 minutter lange klip, der ligger på YouTube, er dog stadig uvist.

Nogle af de medvirkende skuespillere – der tydeligvis er amatører – hævder, at de ikke vidste, at filmen handlede om Muhammed. De troede, at de var med i en film om, hvordan det var at leve for 2.000 år siden.

Det kan synes noget naivt, men filmoptagelser kan jo manipuleres ganske meget i redigeringen.

LÆS OGSÅSkuespiller: Jeg blev narret til at være med i Muhammed-film

Filmen er så amatøragtigt lavet, og havde den handlet om noget andet, ville verden næppe have hørt mere til den.

Nu er den imidlertid med ét slag blevet verdensberømt og tilmed omdrejningspunkt i en storpolitisk konflikt, der indeholder alle de mest sprængfarlige elementer: de interne konflikter i de arabiske lande, modsætningerne mellem islamiske fundamentalister og Vesten, ja, sågar den amerikanske valgkamp.

Og foreløbig har dette 13-minutters makværk ført til, at fire amerikanere inklusive den amerikanske ambassadør i Libyen er blevet dræbt, og at der nu da dette skrives på tredje døgn er voldelige demonstrationer og uroligheder i en række muslimske lande.

Lighederne med den danske karikaturkrise i 2006 er mange. Men meget er også forandret. Blandt andet i den danske medieverden.

Da sagen for alvor rullede i onsdags, lagde både Jyllands-Posten og Berlingske links på deres netaviser til filmklippet på YouTube. I går syntes de at være væk igen.

Hvornår i forløbet de blev fjernet, ved jeg ikke, men på et eller andet tidspunkt må ledelsen på de to aviser have besluttet at fjerne dem.

Politiken valgte fra begyndelsen ikke at linke til filmklippet, ligesom vi ikke har vist billeder fra filmen i den trykte avis. DR viste klip fra filmen, men meddelte samtidig, at man havde valgt ikke at vise de kontroversielle scener.

LÆS OGSÅEgypten skal vise, hvad frihed betyder

Nu er så spørgsmålet, i forlængelse af den omfattende debat om ytringsfrihed, der fulgte på karikaturkrisen, om de danske medier er blevet skræmt og ikke længere tør forsvare en filminstruktørs ret til at ytre sig?

Svaret er det samme som det, der langsomt krystalliserede sig efter karikaturkrisen. Det her handler ikke om mandsmod.

Og det er så her, min gamle kørelærer kommer ind i billedet. For ligesom han vidste, at trafikken kun fungerer, hvis nogen tager det ansvar på sig at opretholde al vigepligt i det øjeblik, den skulle svigte et sted i systemet, på samme måde har de danske medier lært, at ingen er alene i verden, og at det er vigtigt at vide, hvornår man skal vige, og hvornår man skal fare frem.