»Folketinget har bevilget 1, 2 mia. til udbygning af den østjyske motorvej«, kan man for øjeblikket læse på store skilte, mens man snegler sig af sted i de smalle spor blandt maskiner og vejarbejdere, der er i gang med den konkrete udbygning af motorvejen i Østjylland.

Når man sidder der, og trafikken ikke flytter sig ud af stedet, er det ikke ligefrem en taknemmelig tanke, man sender de glade givere.

Men det er vist det, der er meningen. Vi skal mindes om, at det er de venlige mennesker i Folketinget, vi skal takke for vores motorveje.

Det danske Folketing har lært et og andet af EU’s strukturfonde, som i mange år har plastret de europæiske motorveje og byggepladser til med skilte, der oplyser, hvor mange millioner euro EU har investeret i dette og hint projekt.

I mange år kunne man møde den slags annoncering af egen godhed i den tredje verden, hvor Danmark havde bygget en skole eller en brønd. De fattige skulle hver dag mindes om, hvem der havde betalt skolen, og stå i evig gæld til det danske folk.

Mens vi er gået væk fra den særlige promoveringsform ude i verden, har den tydeligvis vundet indpas herhjemme. Selv om man skulle synes, den var inderligt overflødig. For hvis ikke Folketinget, hvem skulle så bevilge penge til at finansiere nye vejstrækninger? Det er jo det, staten gør i dette land. Står for driften, vedligeholdelsen og udbygningen af samfundet.

Man må jo være bange for, at vi som borgere tror, at nogle andre fortjener æren. Måske kommunen eller EU.

Tendensen til, at alle forsøger at overgå hinanden i selvpromovering, ses ikke mindst på kulturens område.

Samtidig er statens rolle under forandring. Kritikken af kulturstøtten skaber et større og større behov for at legitimere den. Ikke kunstnerisk og kulturpolitisk, men oplevelsesøkonomisk. Alt skal i sidste ende bidrage til væksten og bruttonationalproduktet.

Helt aktuelt viser det sig ved, at staten ikke ønsker at støtte driften (i hvert fald ikke den fulde drift) af udstillingsbygningen Charlottenborg og af Fregatten Jylland, ligesom staten ikke længere vil støtte gratis entré på Statens Museum for Kunst.

LÆS LEDER’Jylland’ mellem tvende have

Driften er nemlig usynlig. Penge til driften går til at betale varme, løn, rengøring og vedligeholdelse. Driften er det daglige, hårde og trivielle arbejde med at få tingene til at fungere. Her er der ikke meget pudsemiddel til glorien at hente.

Derfor kan de berørte institutioner ikke gå til fondene og sponsorerne og hente penge til driften. For de privates motivation for at gå ind i et projekt ligger – ud over en eventuel filantropisk interesse – i at få promoveret deres eget foretagende gennem støtten. Lige netop synligheden er det, de forventer at få igen for deres penge.

I det seneste program fra Det Kongelige Teater, som jeg ligger inde med, og som kun er et par uger gammelt, er ikke færre end 20 virksomheder og fonde takket særskilt for deres støtte til teatret. Og der kvitteres for støtten med fuld synlighed til bidragyderne over flere glittede sider i programmet.

LÆS DEBATMå vi bede om argumenterne

Men hvem er teatrets suverænt største og vigtigste sponsor mon? Det er såmænd Folketinget – altså staten, altså os alle sammen.

Men vi er ikke nævnt. Vi står jo for driften.